Karrysalat

Karrysalat

Foto: Marie-Louice Rotvel Pagh

En god karrysalat kan få en sildemad helt op at ringe. Der er dog mange der ikke bryder sig om de karrysalater man kan købe. De er simpelthen for tamme og fyldt med kogt macaroni.

Denne hjemmelavede kraftkarl byder på en spændende kombination af æble, syltede sager og æg i en aromatisk dressing. Kan også spises på en æggemad eller fortyndes med cremefraiche og serveres til stegt fisk.

Ingredienser til dressingen:

  • 3 spsk god mayonnaise
  • karry efter smag (evt lidt indisk karrypasta)
  • 3 spsk cremefraiche 38%
  • Salt og peber
  • citronsaft

Ingredienser til fyldet:

  • 1 æble
  • 2 hårdkogte æg
  • 3 syltede asier
  • 4 cornichoner eller 2 drueagurker
  • 1 spsk kapers

Mayonnaisen røres med karry, salt og friskkværnet peber. Cremefraichen vendes i. Juster eventuelt farven med lidt gurkemeje. De syltede ting drænes og duppes tørre i køkkenrulle. Det hele snittes fint og vendes i dressingen. Sæt karrysalaten på køl og lad den trække i et par timer. Fyldet vil da trække smag til sig fra dressingen. Smag til med mere salt og et par dråber citronsaft ved servering.

Opskrift af Marie-Louice Rotvel Pagh