Foto Chris Tonnesen
Jeg har netop fået min nye kogebog Kødfri Mandag i hænderne, og hvor er det en fantastisk oplevelse, at mærke den for første gang. Den kom fra trykkeriet tidligere på ugen, og i går var jeg inde på forlaget for at se den med egne øjne. Jeg har naturligvis set den i PDF-form på skærmen tidligere, men uanset hvor digitaliseret en verden, vi bevæger os ud i, vil det aldrig overgå at stå med noget i hænderne og fornemme både vægt og materialer. Når det gælder begge dele, så er der tale om en bog med substans. Materialerne på både omslag og siderne er utroligt lækkert på en lidt rå og rustik facon. Det passer både til min madstil og bogens tema, og så vejer den knap et kilo – det ved jeg, fordi vi lavede en lille gættekonkurrence, som blev afgjort med brevvægt. Rent æstetisk er den blevet lige det, jeg havde håbet på, og det er bestemt ikke noget, man kan tage for givet.
Umami-rige svampe
I anledningen af bogens vej fra trykkeriet til mine hænder, vil jeg i dag dele en af de rigtig gode efterårsopskrifter fra bogen. Der er tale om en suveræn svamperisotto, som passer perfekt til en kold, våd og blæsende efterårsdag. Svamperisottoen symboliserer meget godt det, jeg vil fortælle med bogen – at man altså ikke behøver at lide afsavn, selv hvis man er kødelsker og skærer ned på kødforbruget en dag eller to om ugen. Når du fjerner kødet fra et måltid, så kan du som kødspiser let kan savne den såkaldte umami-smag. Den bliver i øvrigt også kaldt den femte grundsmag. Jeg bruger derfor gerne andre umami-rige ingredienser som svampe og parmesan, der begge indgår denne dejlige risotto.
Risotto kan både fungere som forret eller hovedret. Vælger du at servere den som det første, så sørg for guds skyld at lave afmålte portioner. Risotto fylder nemlig godt i maven. Det vil være en skam, hvis der ikke er plads til resten af de retter, der venter.

Risotto med svampe og parmesan
Ingredienser
- 500 g svampe (fx kantareller, champignon, portobello, bøgehat)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- Olie til stegning
- 300 g risottoris Reklame for med24.dk
- 1 l grøntsagsbouillon Reklame for med24.dk (eller hønsebouillon)
- 2,5 dl hvidvin
- 75 g smør
- 100 g parmesan (friskrevet)
- ½ bdt. persille (hakket)
- Salt og peber
Noter
Fremgangsmåde
- Rens svampene. Hak halvdelen, og skær resten i mundrette stykker, hvis de er store. Pil og hak løg og hvidløg, og steg begge dele i olie et par minutter, uden at de tager farve. Tilsæt de hakkede svampe, og lad dem stege med et par minutter.
- Skru nu op for varmen, tilsæt risene, og svits et minuts tid. Tilsæt hvidvinen, og rør ofte, til den er fordampet. Hæld bouillonen i lidt efter lidt, så den langsomt arbejdes ind i risen under hyppig omrøring. Fortsæt med det, til risene er kogt færdige. De skal være møre, men stadig have bid. Det tager cirka 15 minutter. Tilsæt 50 g smør, parmesan og persille, og smag til med salt og peber.
- Steg de resterende svampe i resten af smørret, mens risene simrer. Krydr med salt og peber, og kom dem i risottoen lige inden servering.
- Servér med ekstra parmesan.









Eeeeelsker risotte med svampe og gode kogebøger, så nu er den på indkøbslisten!!
Kære mormormedstiletter
Hvor er jeg glad for at høre det. Håber, at den bliver et kæmpe hit 🙂
Bedste hilsner
Nadia
Stort tillykke med bogen ! Og hvor ser den risotto bare lækker ud – risotto er bare altid en sikker vinder 🙂
Kære Camilla
Mange tak skal du have. Ja det er vist en sikker favorit hos de fleste, og så er den bare særligt god med en masse svampe i.
Bedste hilsner
Nadia
Hej
Ser virkelig lækkert ud! Har flg spørgsmål.: hvordan laver man 1 L bouillon? Troede ikke olivenolie måtte
komme så højt op i temperatur?
1000 tak hvis du orker at svare.
Tillykke med d. 9 november;-)
Mh Tina
Hej Tina
Jeg laver faktisk mest hønsebouillon fra bunden, mens jeg køber grøntsagsbouillon. Der er jo delte meninger om det med olivenolie, men jeg bruger det gerne (det har jeg forstået, at man gerne må). Du skal bare ikke varme det op, så det begynder at ryge fra panden.
Bedste hilsner
Nadia
Skøn risotto, der lyser op på en kødfri og grå mandag:-)
Håber snart vi skal i køkkenet sammen igen:-)
kh
Helle
Kære Helle
Mange tak skal det have. Ja, det ville være en fornøjelse 🙂
Kh Nadia
Tak for en yderst lækker smagsoplevelse. Jeg havde aldrig lavet risotto før, så jeg var spændt på, om jeg kunne lave det. Det gik rigtig godt og jeg puttede endda lidt bacon i, som jeg svitsede sammen med løgene. Det gav en helt vildt god smag. Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver og spiser risotto 🙂
Vh. Trine
Kære Trine
Det lyder lækkert med den tilføjelse. Måske man skulle prøve det en dag 🙂
Bedste hilsner
Nadia
Hej Nadia
Får besøg af vegetar og glutenallergiker… vil lave din risotto minus parmasan og med grøntsagsbouillion, men har du en god ide til lækker salat til? Evt to? Gerne også noget der har lidt substans ?
Mange tak!
Kh
Nina
Smager rigtig godt med karameliserede løg på toppen.
Kære Simone
Dejligt at høre, og mange tak fordi du delte det tip.
Bedste hilsner
Nadia
Det blev en meget dejlig risotto. Jeg brugte halve okseboullion og halv høns. Oksen gav lidt ekstra kant
Tak for endnu en god opskrift
Kære Stine
Skønt at høre. Din version lyder dejligt.
Bedste hilsner
Nadia
Fan-beeping-tastic
Den manglede ingenting.
Elsker det
Kære Dennis
Tusind tak for de pæne ord. Dem sætter jeg pris på.
Dbh Nadia
Sorry, skulle have 5 stjerner
Virkelig lækker – brugte primadonna osten som parmesan
Kære Brian
Det lyder bare skønt med primadonna. Tak for tippet.
Dbh Nadia
Rigtig rigtig lækker risotto!
Tak for en fantastisk nem og god opskrift!
Kære Jeanett
Velbekomme. Jeg er glad for, at den var et hit.
Dbh Nadia