
Foto Columbus Leth
Kylling i karry er en af de retter, der findes i utallige udgaver – og netop derfor har den opnået status som en ægte klassiker i det danske køkken. For mange er det den traditionelle kylling i karry med ris, der vækker minder om barndom og hverdagsmad. Andre foretrækker de mere internationale fortolkninger som thailandsk kylling i grøn karry med kokosmælk eller indisk kylling i karry eller butter chicken, hvor krydderier og cremet sauce spiller hovedrollen. Fælles for alle varianterne er, at retten kan tilpasses både smag, styrke og anledning.
Denne opskrift på kylling i karry med mango og koriander er en af mine personlige favoritter. Den kombinerer det velkendte med et friskt twist og rammer en smag, som både børn og voksne kan være med på. Retten er mild, aromatisk og fyldig uden at være tung – perfekt som nem aftensmad, men også velegnet til gæster.

Kylling i karry med mango
Ingredienser
- 4 kyllingefilter
- ½ dl vand (eller fond/bouillon)
- 1 løg
- 2 spsk olie
- 1,5 spsk karry Reklamelink
- 1 tsk gurkemeje Reklamelink (valgfri)
- 8 dl hønsefond (eller -bouillon)
- 2 dl mælk
- 3 spsk mangochutney Reklamelink
- Majsstivelse Reklamelink
- 1 mango (kan udelades)
- ¼ bdt koriander til pynt Reklamelink (kan udelades)
- Salt Reklamelink
- Peber Reklamelink
Fremgangsmåde
- Læg kyllingebrystfileterne i et ovnfast fad. Hæld vand ved, og dæk det med et låg eller med sølvpapir. Sæt det i ovnen ved 180 grader varmluft/200 grader alm. ovn i ca. 20 minutter, til kyllingebrystfileterne lige akkurat er gennemstegte. Lad dem hvile lidt, og skær dem så i mundrette bidder.
- Pil og hak løg. Varm olien i en gryde, tilsæt karry og gurkemeje og rør rundt, til det dufter aromatisk. Pas på, at det ikke brænder på. Tilsæt løg, og steg et par minutter ved jævn varme, til løgene er klare.
- Tilsæt hønsefond, mællk og mangochutney, bring gryden i kog, og lad den simre stille og roligt i 5 minutter. Blend evt. saucen, hvis du ønsker en fin og ensartet sauce. Jævn med majsstivelse, til den har den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber, og vend til sidst kyllingen i.
- Skræl mangoen, og skær den i tern. Pluk korianderen groft.
- Top karryen med mangotern og koriander ved servering, og nyd den med ris.
Saftig kylling – hemmeligheden ligger i tilberedningen
Noget af det vigtigste i en god kylling i karry er konsistensen på kødet. Her ligger hemmeligheden i, at kyllingen tilberedes for sig i ovnen. Når kyllingefileterne bages nænsomt i et ovnfast fad med lidt væske, bevares saftigheden, og kødet forbliver mørt. På den måde undgår du, at kyllingen bliver tør, når den senere vendes i den varme karrysauce. Det er et enkelt, men effektivt greb, som løfter retten markant.
Du kan dog også fint vælge at bruge kogt eller stegt kylling – måske har du en rest fra en hønsekødssuppe eller en helstegt kyllingen fra dagen forinden? Kylling i karry er den perfekte måde at give dem nyt liv på.
Hvilken karry skal du vælge?
Karry er ikke bare karry. Der findes mange forskellige karrytyper, som varierer i både styrke og smagsprofil. Mild karryer et oplagt valg, hvis retten skal serveres for børn eller dem, der foretrækker en blid og afrundet smag. Stærk karry giver mere varme og intensitet, mens madras karry ofte har en dybere og mere krydret karakter. I denne opskrift kan du nemt justere smagen ved at vælge den karry, der passer bedst til dine præferencer.
Den gode karrysauce til kylling i karry
En virkelig god kylling i karry står og falder med saucen. Her er det mango chutney, der gør forskellen. Chutneyen tilfører både sødme, syre og dybde, som balancerer karryen og giver saucen en rund og harmonisk smag. Sammen med hønsefond og mælk skabes en cremet karrysauce, der binder hele retten sammen og gør den ekstra smagfuld.
Topping og variationer
Retten toppes med frisk mango og koriander, som tilfører farve, friskhed og et let eksotisk præg. Foretrækker du en mere klassisk version, kan toppingen sagtens udelades, eller du kan erstatte mangoen med sprøde æbletern, som også passer rigtig godt til kylling i karry. Server retten med ris, og du har en sikker favorit, der både er familievenlig, fleksibel og fuld af smag.
Opskriften er oprindeligt udviklet til magasinet Boligliv.





