BBQ sauce: Den bedste barbecue marinade

barbecue marinade
De bedste opskrifter er ofte dem, der udvikler sig over tid. Det gør sig netop gældende for opskriften på den – efter min ydmyge mening – bedste barbecue marinade, du kan kaste dig over denne sommer. De seneste mange dages fantastiske sommervejr indbyder til grill, og BBQ saucen her er altså helt forrygende uanset hvilken slags kød, du kommer den på. Jeg bruger den typisk til kylling, men den er også fantastisk til en god saftig bøf, lam og svinekød. Se blandt andet opskriften på de lækre spareribs med BBQ sauce tilsat en sjat whisky.

Alle ingredienser på lager

Det skønne ved opskriften på denne barbecue marinade er, at du udelukkende skal bruge ingredienser, som de fleste har på lager. Og skulle der være en eller flere ting, som du ikke har hjemme i køkkenskabet, så kan du nemt erstatte dem med andre ingredienser. Har du eksempelvis ikke brun farin, så kan du erstatte det med lys eller mørk muscovadosukker. Har du heller ikke det i hus, så har jeg også haft gode erfaringer med brunt rørsukker. Helt almindeligt hvidt sukker kan også gå an. De tre sukkertyper angivet i opskriften er dog de bedste efter min mening, da de giver en dejlig aroma til marinaden. Samme regel gælder for eddiken. Jeg bruger gerne æblecider- eller sherryeddike, men andre eddiketyper kan fint gå an.

Gå på jagt på krydderihylden

De tørre krydderier er også nemme at erstatte. Har du eksempelvis BBQ-krydderi, kan du sagtens komme det i saucen, og sådan noget som cayenne-peber vil også være lækkert. Du kan også skippe en eller flere af krydderierne alt efter, hvad du har på lager. Jeg har i øvrigt valgt at bruge hvidløgspulver her, da det ikke lige brænder på så nemt som frisk hvidløg. Du kan dog også sagtens bruge frisk hvidløg. Så kan det dog være en idé at give barbecue marinaden en tur med en stavblender.
Det er faktisk ikke strengt nødvendigt at give marinaden et opkog, men jeg kan godt lide lige at binde ingredienserne sammen og være sikker på, at sukkeret er smeltet. Det giver også god mening, hvis du gerne vil have, at den skal kunne holde sig en uge eller to på køl. Du kan dog sagtens bare røre det hele sammen, hvis det skal gå stærkt.
Min hot sauce er købt hjem fra USA, så har du ikke sådan en på lager, kan du komme en smule Tabasco i (mængden må være op til, hvor stærkt du og din familie foretrækker maden. Smag dig frem, hvis du ikke er sikker på styrken). Alternativt kan du helt udelade den.

BBQ sauce: Den bedste barbecue marinade

BBQ Sauce: Den bedste barbecue marinade

Skøn BBQ sauce og marinade til både kyllingelår- og vinger, oksebøffer og spareribs og koteletter. Opskriften giver cirka 5 dl færdig barbecue sauce. 
4.75 fra 4 stemmer
Antal: 8
Forberedelse5 min
Tilberedelse5 min
I alt10 min

Ingredienser

  • 2,5 dl ketchup
  • 0,5 dl god eddike ((fx æblecider- eller sherryeddike))
  • 1,5 dl lys eller mørk muscovadosukker eller brun farin
  • 2 spsk soja ((kan udelades))
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk hot sauce ((kan udelades))

Noter

Skal den kunne holde sig op til 2 uger på køl, så kom den evt. på et steriliseret syltetøjsglas, mens den endnu er varm. Saucen kan også fryses.
Du kan bruge flere forskellige slags hot sauce til opskriften her som eksempelvis Tabasco. 

Fremgangsmåde

  • Kom alle ingredienserne i en gryde og giv BBQ saucen et opkog.
  • Lad den køle af, før du bruger den til at marinere eksempelvis kylling, lam, gris og oksekød.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments