Tak (og lidt om finalen)

Hilsen fra Cully til Danmark

Dette indlæg ville jeg egentlig have skrevet noget før, men både manglende tid og overskud har forsinket det en smule. Normalt har jeg ofte computeren kørende i baggrunden, når jeg er hjemme, men lige denne weekend har jeg haft brug for at trække stikket ud efter en måned, hvor jeg konstant har siddet klistret til skærmen.

Først vil jeg sige en kæmpe tak til alle jer, der har støttet mig de sidste par uger. Uden jer var det her ikke muligt. Det gælder både min dejlige familie, mine venner, bekendte og læsere samt deres venner og bekendte – flere har ikke bare stemt men også lagt link ud på facebook eller sendt linket videre i private beskeder og mails.

En anden stor tak går til danskere bloggere. Ikke mindst dem som i begyndelsen af konkurrencen skrev et indlæg om den ud fra eget initiativ, men i lige så høj grad jer som gav en hånd med her i slutspurten, hvor kampen blev rigtig hård. Mange af jer kender jeg ikke personligt, men alligevel har i valgt at bakke “en af jeres egne” op på tværs af interesser. Alt lige fra mad- og modeblogs til blogs om patchwork har gjort en indsats for at jeg kunne komme et skridt tættere på at nå drømmen. Næsten 50 bloggere skrev om konkurrencen, og jeg kan ikke takke jer nok.

Det har været en hård måned, og næste skridt er finalen, hvor jeg nu skal op imod fem andre deltagere.

Først skal vi lave en sandwich med ingredienser, som vi selv har med. Herefter skal vi lave omelet på tid. Jeg laver nærmest aldrig omelet, så denne her del af konkurrencen bliver interessant. Der bliver lagt vægt på tid, farve, luftighed osv. Jeg tror dog især, at tiden er vigtig, så den skal gerne kunne steges færdig på 30 sekunder eller mindre. Herefter skal vi lave pizza (de har lavet dej og tomatsovs) – det vigtige i denne del af konkurrencen er sammensætningen af fyldet. De stiller ingredienser til rådighed, så jeg ved ikke helt, hvad jeg har mulighed for at lave. Sidst men ikke mindst skal vi præsentere vores egen ret. Flere af de andre laver dem hjemmefra, da de tager mere end de 20 minutter at lave (20 minutter er den tid, vi har til rådighed).

Nogle tips til ovenstående udfordringer?

Jeg gik videre

Her kommer der blot lige en ultrakort statusopdatering for at fortælle, at jeg gik videre til finalen!!!

Tak for en helt og aldeles fantastisk støtte fra jer læsere, venner, familie, venner af venner og familie og ikke mindst bloggerne – uden jer var jeg aldrig nået så langt. Jeg sluttede på andenpladsen (ud af 355 deltagere) med mere end 9.000 stemmer. Jeg er virkelig rørt over alt den hjælp, som jeg har fået den sidste måned. Jeg er meget træt lige nu efter et par nætter med alt for lidt søvn, så det her bliver ganske kort. Jeg skriver mere imorgen.

Tak.

Vind en lækker gavekurv med alskens lækkerier

OBS: Bemærk at jeg har ændret konkurrencereglerne til også at inkludere facebookbeskeder. Jer der allerede har sendt mails ind er naturligvis også velkomne til at sende beskeder ud på facebook til dem, som i ikke har inkluderet i jeres mail.

Som mange nok allerede ved, så har jeg de sidste par uger været med i en stor konkurrence i Irland, hvor jeg kan vinde et ophold på den berømte Ballymaloe Cookery School – noget som jeg har drømt om i flere år. Jeg har kæmpet en hård kamp for at komme til tops i konkurrencen, men situationen er lige nu kritisk, og med kun fem dage tilbage i konkurrencen, må der drastiske metoder til.

Læs mere…

Asiatisk stir fry med kylling, grøntsager og hoisinsauce

Ovenstående stir fry med kylling, grøntsager og hoisinsauce blev opfundet den anden aften, hvor det var for koldt og mørkt til en tur over i det lokale supermarked. Jeg besluttede mig for at lave noget ud fra, hvad vi sådan lige havde i huset, samt hvad den lille butik rundt om hjørnet kunne forsyne os med.

Det blev til en fantastisk lækker omgang wokmad, som smagte så godt, jeg har lavet det igen i dag bare to dage efter. Grøntsagerne består af gulerødder skåret i stave, peberfrugt i strimler, løg i både, hakket hvidløg og chili samt et par champignon i skiver. Det er en god måde at få en masse grønt – noget som jeg selv kan glemme lidt engang imellem.

Læs mere…

Tournedos Rossini som snack | Kanapéer

I lørdags havde jeg fornøjelsen af at møde manden bag den århusianske restaurant Svineriet, Michael Larsen, som efterfølgende gav mig opskriften på disse fantastiske kanapéer med oksekød, foie gras, trøffel og kantareller. Anledningen var et arrangement hos Arla, som havde inviteret en flok madbloggere på besøg i deres højborg i Viby lidt uden for Århus. Hvis det var goodwill, som mejerigiganten søgte hos standen af danske madbloggere, så vidste de præcis, hvordan denne flok skulle håndteres.

Vi startede med morgenmad, senere fik vi frokost leveret af Torsten Schmidt, som står bag restauranterne Malling & Schmidt og Nordisk Spisehus, og resten af dagen bød på adskillige smagsprøver fra på alt fra marcipan og gedefrankfurtere til oste og is. Til sidst blev ovenstående små tornedos rossini snacks serveret sammen med blandt andet vitello tonnato (kalvefilet med tunsauce) på tyndtskåret, ristet brød, som Michael havde lavet til os. På dette tidspunkt troede jeg ikke, at det var muligt for mig at klemme mere ned, men da jeg så disse smukke kanapéer, besluttede jeg mig alligevel for at gøre forsøget. Oh, hvilken fryd. De smager himmelsk, og de vil være de ultimative kanapéer til enhver fest, eller som en lille snack inden forretten til årets nytårsmiddag.

Læs mere…