Yam pla muk (thailandsk salat med blæksprutte)

Yam pla muk, eller på dansk thailandsk salat med blæksprutte, er som resten af Thailands salater såsom larb (salat med kød, urter og stødt, ristet ris) og yam nua (salat med oksekød og frisk chili) ikke så kendte uden for Thailand, som de mange forskellige karryretter, den stærke tom yam suppe eller den milde pad thai. Det er en skam, for disse retter smager ikke bare forrygende, de er også fantastisk sunde, og så fungerer de perfekt som et frisk indslag i en middag bestående af den noget tungere thaimad som eksempelvis forårsruller eller de førnævnte karryretter.

Det var også netop tanken, da jeg lavede retten i går, hvor et par, der skal giftes til vinter, var inviteret til middag. Hun har bedt mig bage bryllupskagen, så jeg havde testet en kageopskrift, som de skulle smage. Kagen har det fantastiske navn “chocolate truffle torte”, og den er så god, at den bestemt skal bages igen. Jeg er jo nødt til at teste..ehm…dobbeltteste.

Læs mere…

Amerikanske pandekager

Amerikanske pandekager ser ikke bare skønne ud på morgenbordet en søndag morgen, de smager også så englene synger. Det bedste er nu næsten den minimale indsats, der skal til, for at kunne servere noget, der ser så fantastisk indbydende ud, når de er stakket ovenpå hinanden og overhældt med sirup.

Spis dem eventuelt med friske bær, eller prøv at komme en håndfuld blåbær i dejen, inden de steges på panden. Man kan også gøre som amerikanerne og servere dem med en smørklat og sprødstegt bacon.

Disse pandekager er let sødlige og luftige, og har man inviteret vennerne eller familien til brunch, så kan de laves i forvejen og blot varmes op i ovnen lige inden servering. Så har man tid til at tage sig af alle de andre forberedelser.

Læs mere…

Rabarberkage

Rabarber vækker nok for mange af os minder om lange, varme dage, og de første, spæde røde stængler, som trænger igennem jorden, signalerer overgangen fra forår til sommer. Det er her, fra slutningen af maj og gennem hele juni, at de er bedst. Herefter indeholder rabarberstænglerne så megen oxalsyre, at man kan mærke det på tænderne. Det kan dog modarbejdes ved at servere rabarberdesserter med flødeskum, is eller lignende.

Lige netop rabarber var en af de ting, som vi ikke havde hjemme i køkkenhaven, da jeg voksede op. Hver sommer blev bærbuskene trimmet, og så blev der lavet solbærsyltetøj til den helt store guldmedalje. Vi dyrkede også jordbær, men normalt var disse bær for få og for lækre (og min søster og jeg for lækkersultne og for hurtige) til, at vi nænnede at lave jordbærmarmelade ud af dem. I dag ville jeg sørge for at have en rabarberplante og ellers lade jordbær og rabarber indgå en smagfuld alliance sammen med deres samlede vægt i sukker, som jeg gjorde fornylig, da jeg havde en bakke irske jordbær, som skulle bruges nu og her. Ved at tilsætte rabarber får man ikke blot en yderst velsmagene marmelade – den bliver også billigere at producere, hvis man som jeg må nøjes med butikkernes udbud af frugt og grønt.

Læs mere…

Ovnstegt pighvar med tomat, hvidløg og kapers

Denne opskrift på pighvar er lige så nem og hurtig at lave, som den er velsmagene. Den tager ikke meget mere end 10 minutter at tilberede. Ved at stege den fileterede fisk i ovnen slipper man for problemer med, at den falder fra hinanden, som det nogle gange er tilfældet, når man pandesteger fladfisk. Man kan iøvrigt sagtens erstatte med andre fladfisk og blot følge samme fremgangsmåde.

Jeg købte to fileter hos den fiskehandler, hvor jeg købte de to levende krabber forleden, og hvor krabberne udgjorde forretten, fungerede pighvarren som hovedret. Vi spiste fisken med nye kartofler tilsat en smørklat.

Inden fileterne kom i ovnen blev de vendt i olie tilsat salt, peber og friske krydderurter. Jeg brugte persille, timian og rosmarin, men man kan sagtens variere denne sammensætning alt efter, hvad der står i altankassen, i urtehaven eller på køleskabets hylder. Prøv eksempelvis en kombination af dild og persille, eller basilikum og purløg. I mangel af friske krydderurter erstat da blot med tørrede.

Læs mere…

Kirsebærmuffins med smørcreme

Små, dekorerede kager, som kan bikses sammen på ingen tid – det er svært ikke at elske muffins. Prøv disse med malede mandler og friske kirsebær, hvis lette syrlighed giver et dejligt modspil til det søde.

De smager fantastisk lune, mens kirsebærstykkerne svømmer i egen saft, de er perfekte til kaffen eller endda til morgenmad dagen efter i stedet for kanelsneglen.

Jeg fik fat i en pose kirsebær på et farmers’ market i Dublins Temble Bar område, hvor man kan købe alt fra de lækreste chutneys, pesto og irske oste til slagterens hotdogs, som grilles mens man venter (ret god forretningsidé. Duften gør dem næsten uimodståelige). Jeg besluttede mig for at bruge dem i en portion muffins, som smagte så godt, at der var hårde forhandlinger om, hvem der skulle have de sidste med i madpakken i dag.

Læs mere…