
Min vietnamesiske veninde Theresa introducerede mig til denne vanvittigt lækre vietnamesiske hvidkålssalat en søndag aften i London. Vi havde (selvfølgelig) spist alt for meget til frokost, så vi droppede vores reservation på Gordon Ramsays gastropub og tog i stedet hjem til hende. Sulten kom naturligvis snigende på et tidspunkt, og Theresa kiggede derfor dybt i køleskabets gemmer. Efter nogen tids roderi kom hun frem til, at hun havde alle ingredienserne til en vietnamesisk hvidkålssalat med gulerødder, koriander og peanuts. I sig selv lyder det ikke som den mest ophidsende ret, men jeg har før smagt Theresas kokkerier og stoler derfor blindt på hendes dømmekraft, når det gælder, hvad der er værd at sætte tænderne i. Jeg tror det med madkærligheden er et asiatisk karaktertræk. Jeg har i hvert fald endnu til gode at møde nogen med asiatisk blod i årerne, som ikke er småbesatte af mad – præcis ligesom undertegnede.
Vi havde desuden en rest and fra besøget på en kinesisk restaurant tidligere på dagen, der også røg i salaten, som traditionelt kombineres med kylling. Jeg underdriver ikke, når jeg siger, at jeg nærmest slikkede tallerkenen ren. Den smagte så godt, at der gik ganske få dage, inden jeg eksperimenterede med salaten hjemme i eget køkken, og efter at have spist den til både frokost og aftensmad lavede jeg endda endnu en portion dagen efter.
Jeg brugte kyllingebryst, som jeg havde tilberedt sousvide-style over 3 timer i vandbad på 62 grader efter anvisningen på sousvide.dk, hvor jeg også har min SousVide Supreme fra. Når jeg har mere tid, og når jeg har fået eksperimenteret yderligere med denne vidunderlige teknik, så kommer der et indlæg dedikeret sousvide. Kyllingen blev helt fantastisk saftig, som det efter min endnu begrænsede erfaring altid er tilfældet ved denne tilberedningsmetode, men inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg hurtigt indskyde, at en rest kylling fra gårsdagens aftensmad, kød fra en kogt kylling eller et par pande- eller ovnstegte kyllingefileter også sagtens kan bruges.
Traditionelt bruges der hvidkål, men jeg også haft succes med spidskål samt en kombination af hvidkål og savoykål. Det fungerer alt sammen fremragende. Læg gerne gulerodsstavene i fiskesauce-dippen i et par timer til et døgn, inden de kommer i salaten for et endnu bedre resultat.
For inspiration til flere vietnamesiske kokkerier tag også et kig på den vietnamesiske nudelsalat og de friske vietnamesiske forårsruller.
Opskriften passer til 2 personer til hovedret eller 4 personer som tilbehør.

Vietnamesisk salat med kylling, kål og gulerod
Ingredienser
- ¼ – ½ hvidkål eller spidskål (erstat eventuelt noget af kålen med savoykål)
- 3 gulerødder
- Tilberedt kyllingekød (kogt, stegt eller sousvide-tilberedt, ca. hvad der svarer til to små kyllingefileter)
- ½ rødløg
- Koriander Reklame for pandasia.dk
- 1 – 2 fed hvidløg
- 1 birdseye chili
- 2 tsk. sukker
- ½ tsk. salt Reklame for med24.dk
- 1,5 spsk. fiskesauce Reklame for pandasia.dk
- 1,5 spsk. eddike (alm. lagereddike eller riseddike eller citron- eller limesaft)
- 3 – 4 spsk. saltede peanuts Reklame for med24.dk
Vietnamesisk fiskesauce-dip
- 1 del fiskesauce Reklame for pandasia.dk
- 1 del eddike (riseddike eller alm. lagereddike eller citron- eller limesaft)
- 1 del sukker
- 3 dele vand
- Hakket hvidløg efter smag og behag
- Hakket rød chili efter smag og behag
Fremgangsmåde
- Snit kålen fint og skær gulerødder i julienne (fine stave) eventuelt ved hjælp af mandolinjern. Læg dem eventuelt i fiskesaucedippen i nogle timer eller natten over. Riv kylling i strimler med hænderne, skær rødløg i tynde skiver og hak koriander groft. Kom det hele i en stor skål.
- Kom hvidløg og chili i en morter og stød til en ensartet pasta. Tilsæt sukker, salt, fiskesauce og eddike og rør, indtil salt og sukker er opløst. Vend i salaten sammen med cirka en halv dl vietnamesisk fiskesauce-dip (se opskrift forneden) og drys med grofthakkede peanuts. Server straks sammen med vietnamesisk fiskesauce-dip til at dyppe over.
Vietnamesisk fiskesauce-dip
- Vend alle ingredienserne sammen og rør, indtil sukkeret er opløst.








Jeg elsker vietnamesisk kyllingesalat og kan varmt anbefale også at komme frisk mynte i foruden koriander! Mynte går fantastisk til de andre ingredienser. Prøv det!
Desuden synes jeg klart, friskpresset limesaft er at foretrække frem for eddike.
Kære Katja
Åh ja, mynte. Tak for tippet. Jeg er sikker på, at det ville være helt vildt lækkert i. Det med eddike vs limesaft er vist en nord vs syd ting. I nord bruger de eddike, og i syd bruger de lime. Jeg bruger begge dele alt efter, hvad jeg lige har ved hånden, men står jeg i supermarkedet, ville der nu nok ryge et par limes i indkøbskurven, hvis jeg vidste, at jeg skulle lave vietnamesisk samme dag.
Kh Nadia
Mmn, den salat ser super lækker ud. Har en rest øko kylling i fryseren, den skal bruges til denne salat. Tak for inspiration!
Vh Charlotte G
Kære Charlotte
Mange tak. Det er den bestemt også. Og så er den perfekt til at få gjort kål på rester som kylling og and.
Kh Nadia
Mmmm – det vietnamesiske køkken kan altså et par tricks! Jeg kunne finde på at tage dertil bare for madens skyld 🙂
Kære Piske
Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg besøgte landet for et par år siden, og det er maden, jeg husker bedst derfra (samt nærdødsoplevelsen, når man skal krydse befærdede gader i Saigon).
Kh Nadia
kan tørret koriander bruges?
og hvad er det for noget chilli, kan denne erstattes med “alm chilli” eler pulver chilli?
Kære Line
Personligt bruger jeg aldrig tørret koriander, men hvis du ikke lige kan finde frem til frisk, kan du sagtens komme det i, ville jeg mene. Du kan evt. blande det i dressingen. Jeg brugte frisk chili. Lige til denne ret, ville jeg nok ikke bruge tørret chili – så hellere udelade det.
Kh Nadia
Kan man krydre med andre krydderier end koriander?
(link fjernet, red.)
Hej Karin
Mynte skulle også være godt.
Mvh Nadia
God artikel altid spændende at læse om Vietnamesisk mad.
Kære Frank
Mange tak. Ja, det vietnamesiske køkken er skønt.
Kh Nadia
Hej Nadia
Da jeg så denne opskrift kom jeg til at tænke på en frisk glasnudelsalat med friske krydderurter og kylling, jeg altid får, når jeg er på Monsieur Voung i Berlin. Den er simplethen fantastisk! Jeg har tænkt en del over, præcis hvad, der gør den så speciel – for til sammenlingning, minder den en del om din version her med nogle ganske simple grøntsager og koriander (og thai-basilikum, som i den grad pifter det hele op!).
Kender du ellers en opskrift på en god glasnudelsalat?
Tak for en skøn blog!
Bedste hilsner fra Mette
Kære Mette
Ummm, den salat, du nævner, lyder godt nok også lækker. Jeg tror, at det er dippen/krydderierne, der gør det. Dvs. kombinationen af sødt, salt og surt, som både thaierne og vietnameserne er rigtig gode til. Jeg har ikke en opskrift der helt ligner den, du beskriver, men måske min thailandske glasnuddelsalat kunne være noget for dig. Du kan se opskriften her: https://www.foodfanatic.dk/glasnudelsalat-yam-wun-sen
Kh Nadia
[…] Det er lidt af en stående joke herhjemme, at jeg liiiige laver lidt om på de opskrifter, jeg bliver inspireret af. Det kan være fordi, der er noget i, jeg ikke kan lide (eller som Franskmanden ikke kan lide), eller fordi jeg ikke lige har det ved hånden, der skal bruges. Eller fordi jeg er kreativ. Eller fordi jeg har travlt. Sådan er det også med denne opskrift, hvor jeg bl.a. har udeladt løg (fordi jeg ikke er god til friske løg) og hvidløg. Nadias oprindelige opskrift kan I finde her. […]
Hvor ser denne salat dog lækker ud! Asiatisk mad er og bliver bare noget af det bedste 🙂 Jeg lavede også selv disse forårsruller forleden aften (link fjernet, red.). Her kunne evt. også bruges din opskrift og så den filodej man bruger til at lave forårsrullerne med.
Kære Christina
Mange tak. Den er simpelthen så lækker.
Kh Nadia
Jeg har netop lavet denne SUPER lækre salat for første, men bestemt ikke sidste gang! Den er virkelig lækker! Min kæreste, der normalt ikke er så glad for hvidkål, var også meget glad 🙂
1000 tak for en masse gode opskrifter!
Mange hilsner
Line
Kære Line
Dejligt at du kunne bruge opskriften. Jeg lavede den selv for et par dage siden, og her blev der også spist op 😉
Kh Nadia
Jeg har lavet denne skønne salat to gange nu – senest i går- og er meget begejstret! Men faktisk blev jeg begge gange lidt i tvivl om hvordan jeg skal bruge ingredienserne i den øverste liste. Altså dem der næsten er det samme som dippen… Er det dem salaten skal vendes i og dippen skal bare til? Eller hvordan er det helt præcist?
Mvh. Mette
Kære Mette
Ja, altså de første vender du bare i salaten, og så serverer du dippen til som ekstra tilbehør. Jeg plejer dog også at vende lidt af dippen i lige inden servering. Du kan dog godt springe den første over, og så bare bruge dippen til at marinere lidt i, inden salaten serveres. Hvis du tager første skridt med, får salaten lidt mere smag, men der er ikke den helt store forskel.
Kh Nadia
[…] køkken, så vi lod rodfrugter være rodfrugter og gik i krig med den helt og aldeles vidunderlige kålsalat fra Vietnam. Som tilbehør lavede vi karamelliseret svinemørbrad, som vi havde skåret i mindre stykker, for […]