Vietnamesisk nudelsalat med grillet svinekød (Bun Thit Nuong)

Vietnamesisk nudelsalat med grillet svinekød (Bun Thit Nuong)


Al beskedenhed sat til side – denne her opskrift på vietnamesisk nudelsalat smager bare helt forrygende! Kender I det, hvor man har en eller anden ret, som man er nødt til at bestille, hvis man ser den på et menukort? Sådan har jeg det med “bun thit nuong”, som er en populær, vietnamesisk ret bestående af marineret, grillet svinekød på en kold salat med vermicellinudler.

Vietnamesisk dip hældes over (jeg foretrækker bogstaveligt talt at drukne min salat i den), og man står nu med et fremragende men simpelt måltid, som tilmed er sundt – og i øvrigt temmeligt vanedannende.

Jeg spiste ofte vietnamesisk nudelsalat på en af mine yndlingsrestauranter, da jeg læste i Hong Kong, da byen er et fantastisk sted at prøve andre asiatiske køkkener. Her kunne må få nudelsalaten med alt fra kæmperejer og fine skiver oksekød til dybstegte forårsruller delt i 3-4 stykker. Dippen, som består af fiskesauce, eddike og sukker samt en smule hvidløg og chili, stod i flasker på hvert bord, på samme måde som man i Middelhavslandene har olie og eddike til fri afbenyttelse.

vietnamesisk nudelsalat med marineret svinekød

Tip til kødet til vietnamesisk nudelsalat

Svinekødet marineres i hvidløg og citrongræs sammen med blandt andet sukker. Den minder en del om marinaden til gai yang (fantastisk thai bbq-kylling) bare tilsat citrongræs. Jeg brugte nakkefilet, som hører til de federe udskæringer. Det giver et utroligt saftigt resultat, så det kan varmt anbefales.

Det kan dog være svært at skære det i tynde skiver, så et tip er at komme det i fryseren en times tid, så det næsten er frossent, når det skæres ud. Det letter arbejdet betydeligt. Man kan dog også bruge andre udskæringer som svinemørbrad eller svinekotelet. Bare pas på med, at du ikke griller det for længe, da det let kan blive tørt.

Kan varieres med kylling eller oksekød

Hvis du foretrækker det, kan du sagtens udskifte svinekødet med eksempelvis mørte oksekød eller sågar kylling. Begge dele smager skønt i vietnamesisk nudelsalat. Vælger du oksekød, så brug en mør udskæring og følg ellers fremgangsmåden. Dog vær opmærksom på, at stegetiden reduceres. Ved brug af kylling vil jeg personligt fortrække at bruge kyllingebryst, som jeg halverer på langs, således at du får to flade stykker kylling. På den måde får du masser af smag ind i kødet gennem marinaden, samtidig med at risikoen for at stege kødet tørt mindes betragteligt. Ved brug af kylling skal du – ligesom med oksekødet – reducere stegetiden, da nakkefilet tager længere tid.

Vietnamesisk nudelsalat med grillet svinekød (Bun Thit Nuong)

Vietnamesisk nudelsalat med grillet svinekød

Vietnamesisk nudelsalat med marinerede svinekød, agurk, gulerod, salat, bønnespirer, urter og peanuts i klassisk vietnamesisk fiskesauce-dip.
5 fra 1 stemme
Servings: 4 personer
Forberedelse40 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt50 minutter

Ingredienser

Marinade

  • 2 spsk fiskesauce Reklame for pandasia.dk
  • 2 citrongræs Reklame for pandasia.dk (finthakket)
  • 2 spsk sukker
  • 4 fed hvidløg
  • 3 asiatiske skalotteløg ((eller 1 almindeligt skalotteløg))
  • 1 spsk mørk soja Reklame for pandasia.dk (kan erstattes med lys soja)
  • 1 tsk hvide peberkorn Reklame for med24.dk (kan erstattes af stødt hvid peber)
  • 600 g svinekød (gerne nakkefilet/-koteletter)

Vietnamesisk dip

  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød chilipeber
  • 1 dl fiskesauce Reklame for pandasia.dk
  • 1 dl sukker
  • 1 dl riseddike Reklame for pandasia.dk (eller lagereddike eller limesaft)
  • 3 dl vand

Resten:

  • ½ agurk
  • 1 gulerod (skrællet)
  • 2 hjertesalater (romaine eller iceberg kan også bruges)
  • 200 g vermicellinudler Reklame for pandasia.dk ((risnudler))
  • 1 dl peanuts Reklame for med24.dk
  • friske urter ((sød basilikum, koriander og evt. mynte))
  • 100 g bønnespirer

Fremgangsmåde

Marinade:

  • Start med at lave marinaden. Hvis der bruges hele peberkorn, så stød først disse i en morter så groft eller fint, du foretrækker. Skær toppen og bunden af citrongræssen, kassér det yderste lag og hak resten fint. Pil og hak også løg og hvidløg. Kom alle ingredienserne til marinaden i en blender eller foodprocessor og blend til en fin konsistens.
  • Skær svinekødet i tynde skiver (skær dem gerne lidt på skrå, så de bliver bredere). Vend det sammen med marinaden, og lad det passe sig selv i mindst en halv time – gerne længere (er tiden til det, kan du endda lade den marinere natten over).

Vietnamesisk fiskesauce-dip:

  • Pil hvidløget og hak det fint. Hak også chilien fint (kassér evt. kernerne). Kom begge dele i en skål sammen med resten af ingredienserne tip dippen og rør, til sukkeret er opløst.

Resten:

  • Skær agurk og gulerod i julienne (tynde stave). Kog nudlerne efter anvisningen på pakken. Skyl nudlerne under rindende koldt vand, så snart de er færdige, og lad dem dryppe af. Riv salatbladende i mindre stykker, og pluk og hak urterne groft. Hak eller knus peanuts groft.
  • Svinekødet kommes på spyd, og grilles over kul eller under ovnens grillfunktion, indtil de er gennemstegte. Det tager cirka 7-8 minutter under ovnens grillfunktion ved omkring 230 grader.
  • Anret de grillede spyd i en dyb tallerken sammen med salat, nudler og urter. Slut af med en spiseskefuld hakkede peanuts og servér med generøse mængder vietnamesisk fiskesauce-dip.

Vietnamesisk fiskesauce-dip (nuoc cham)

Stor tak til indehaveren af den asiatiske butik på Nybanegårdsgade i Århus. Han delte for år tilbage opskriften på den vietnamesiske fiskesauce-dip (nuoc cham), og det er den opskrift, jeg har lavet lige siden. Den er så simpel og nem at huske på. Den kræver blot 1 del fiskesauce, 1 del sukker, 1 del syre (fx ris- eller lagereddike eller limesaft) og 3 dele vand samt hakket chili og hvidløg efter smag og behag.

Den er i øvrigt også skøn til både den vietnamesiske kålsalat og friske forårsruller.

Og skal det være rigtig godt, så kan du vælge at lade gulerodsstavene marinere i dippen, inden du bruger dem i salaten. Det bliver de KUN bedre af!

Del indlægget

25 kommentarer

  1. Kombinationen af nudler, salater og grillet kød virker ret gennemtænkt. Det ser lækkert ud! Nu er jeg igen nødt til at have noget natmad.. 🙂

    • Kære Nicolai
      Det er farligt at læse madblogs sent om aftenen. Jeg taler af erfaring. Og ja, det er en fantastisk kombination, men det er faktisk især dippen, der ligesom får det hele til at hænge sammen. Prøv den, prøv den, prøv den 🙂
      Kh Nadia

  2. Uhm det ser godt ud. Lyder til at smage lidt som fyldet fra en frisk forårsrulle serveret som salat.

    • Kære Mette
      Mange tak. Og ja, det er faktisk meget godt ramt. Det kommer naturligvis an på hvilket kød, man bruger i forårsrullen. Der er rigtig meget smag i det grillede svinekød pga marinaden, mens jeg normalt bruger noget lidt mildere i forårsrullerne. Jeg tror dog faktisk, at jeg vil prøve at bruge denne marinade til det kød, jeg næste gang stopper i de friske forårsruller. Der gav du mig en idé 🙂
      Kh Nadia

  3. Hold da op, Nadia, denne salat smagte fantastisk. Det er en keeper, og måske egentlig bedst egnet til en lun sommeraften. Min søde mand er ikke ret meget for nudler, men disse, godt syltet ind i dippen, blev alle slugt endda med meget rosende ord.
    Hilsen
    Tine

    • Kære Tine
      Wauw, det var alligevel hurtigt, du fik prøvet retten. Jeg er imponeret. Du har helt ret, den passer perfekt til en lun sommeraften. Jeg har det dog med at lave mad, efter hvad jeg lige har lyst til her og under, og den lyst passer ikke altid til årstiden. Sidste sommer lavede jeg eksempelvis Irish stew – men det skal nu også lige siges, at det regnede en helt del her i Irland.
      Dejligt at din mand kunne lide nudlerne. Med den dip tror jeg nu faktisk, at selv en gammel gummistøvle ville smage godt 🙂
      Kh Nadia

    • Kære Krølling
      Det lyder godt. Kom endelig tilbage og fortæl, hvad du syntes om retten.
      Kh Nadia

  4. Lækker og frisk oplevelse at spise. Kæresten syntes at dippen er lidt for generøs med fiskesaucen, jeg kunne ikke få nok.
    Så tak for opskriften, den røg straks i mappen til genbrug.

    • Kære Krølling
      Dejligt at du kunne lide retten. Jeg indså lige her for lidt siden, at jeg havde glemt at skrive hvidløg på ingredienslisten til marinaden – det er nu rettet. Godt at høre, at det smagte godt alligevel. Nu er der også en del hvidløg i dippen, så det går jo nok lige. Dippen er nok en smagssag. Jeg kan heller ikke få nok, men fiskesaucen er jo lidt speciel. Du kan eventuelt lave en med salt til ham i stedet for fiskesovs. Jeg skal dog lige hurtigt sige, at jeg endnu ikke selv har testet opskriften med salt.
      Kh Nadia

    • Kære Bettina
      Ja, det er det. Du kan nu også bruge riseddike.
      Mvh. Nadia

    • Kære Simon
      Tak for din kommentar. Hvor er det dejligt at høre.
      Mvh. Nadia

  5. Hej
    Jeg elsker denne ret! Jeg sider i øjeblikket i Hong Kong, hvor jeg spiser denne ret hele tiden, og ville derfor finde opskriften, så jeg ikke skal undvære, når jeg kommer tilbage til Danmark. Jeg bliver derfor nødt til at høre dig, hvilken vietnamesisk restaurant her i Hong Kong, der er din yndlings? 🙂
    Hej fra Maja

    • Kære Maja
      Uh, hvor ville jeg dog ønske, at det var mig, der sad i Hong Kong. Lov mig at du prøver Modern China Restaurant i Causeway Bay. Deres dybstegte kylling med peanuts og tørret chili + deres dried fried sting beans med mince pork er fremragende.
      Mht. vietnamesisk, så kom jeg en del på en restaurant, der hedder Nha Trang i Central.
      Kh Nadia

  6. Hejsa 🙂
    Tak for ngl skønne opskrifter 🙂
    Har forsøgt med forskellige mørke soyaer men synes ikke jeg kan finde den rigtige. Hvilket mærke og type bruger du?
    Mange hilsener
    Stine 🙂

    • Kære Stine
      Jeg bruger en kinesisk soja fra det asiatiske supermarked. Der står vist bare Dark Soy på flasken (måske dark soy sauce).
      Mvh Nadia

  7. Hej, det lyder super lækkert! Skal helt sikkert afprøves. Jeg tænker på om man kan bruge okse eller kylling i stedet for svin, da jeg ikke rigtig spiser det?
    Tak for nogle skønne opskrifter! 🙂

  8. Hej, Ser lækkert ud, er det bare ganske almindelig eddike der skal bruges? Den billige i store hvide plasticflasker? eller er det en vin eddike? Mvh Mette

  9. Hej, Hvilken eddike bruger du? det findes jo så mange forskellige varianter, vel ikke almindelig lager eddike? Mvh Mette

    • Hej Mette
      Du kan sagtens bruge helt almindelig lagereddike. Det gør jeg ofte. Alternativt kan du bruge riseddike (kan købes i asiatiske butikker).
      Bedste hilsner
      Nadia

5 from 1 vote (1 rating without comment)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering