Der er virkelig meget asparges både i min mave og på bloggen denne uge, men det er der en helt naturlig forklaring på. For mig er det nok den allerskønneste forårsspise, og da sæsonen kommer til sit endeligt lige om lidt (min aspargespusher Søren Wiuff siger, at man herhjemme plejer at stoppe med at høste til Sankt Hans, så planterne kan komme sig til næste år), er det blot om at guffe dem i sig, mens tid er. De holder sig dog godt på køl – helst under et fugtigt viskestykke -, så vi kan heldigvis nyde danske asparges lidt endnu.
Jeg spiser asparges til morgenmad, frokost og aften disse dage. Nogle gange viklet ind i parmaskinke og serveret med pocheret æg, andre gange blancheret og drysset med lidt ost. I dag får I en anden skøn og simpel opskrift, som kan laves med de forårsgrøntsager, du måtte have ved hånden. Det er hovedretten fra aspargesmiddagen hos førnævnte aspargespusher tidligere på måneden, hvor både forretten (ceviche på torsk) og desserten (rød grød med fløde, råsyltede jordbær og hvid chokolade) allerede er endt her på siden.
Der er her tale om en rigtig skøn forårsklassiker fra det danske mormorkøkken (og som i øvrigt hjalp mig med at vinde LG-konkurrencen). Jeg har herover kaldt den kyllingefrikassé, men er der nok asparges i, så kan man også fristes til at kalde den for aspargesfrikassé. Foretrækker du mad uden kød, er så det her også en super dejlig opskrift, hvor du kan udelade kyllingen, erstatte hønsefond med grøntsagsbouillon og komme endnu flere grøntsager i.
Frikassé med kylling, asparges og gulerødder
Ingredienser
- 4 stk kyllingefileter (eller 1 hel kylling)
- Suppeurter (ved brug af hel kylling (porretop, gulerod, selleri))
- 7,5 dl hønsefond- eller bouillon
- 2 stk gulerødder
- 8 hvide asparges (eller en blanding af hvide og grønne)
- 25 g smør
- 3 spsk. hvedemel
- 1 dl fløde
- Friske skud (urter eller spiselige blomster til pynt (vi brugte aspargesskud og aftenstjerne))
- Salt
- Peber
Fremgangsmåde
- Kog en hel kylling med suppeurter i ca. 1 time, til den er mør, afkøl, og pluk kødet fra benene. Alternativt: Lad kyllingefileterne simre i let saltet vand i ca. 10 minutter. Lad dem trække i væsken i yderlige 10 minutter. Skær kylling i store tern, og klargør grøntsagerne. Skræl gulerødderne, og skær dem i skiver. Læg asparges på et bræt, og skræl dem fra hovedet mod enden. Skær enderne af. Skyl aspargeshovederne grundigt, og skær i mundrette bider.
- Smelt smørret i en gryde, og tilsæt mel. Rør grundigt, og tilsæt fond/bouillon lidt efter lidt, så der dannes en opbagt sauce. Tilsæt grøntsagerne, lad dem simre med et par minutter, tilsæt fløde, og vend til sidst kødet i. Lun igennem, og smag til med salt og peber. Pynt evt. friske skud eller hakket persille ved servering.
- Nydes sammen med nye kartofler.