Mine bedste opskrifter med and

confit af andelår
Mortens Aften står for døren, og traditionen tro betyder det, at vi endnu engang sætter and på spisebordet rundt omkring i de små hjem landet over. Jeg elsker and i alle afskygninger, hvilket på bloggen har resulteret i en del forskellige andeopskrifter gennem årene. Med hele seks år som madblogger er det vist på tide, at jeg her samler et par af mine favoritter, som jeg håber vil inspirere til kokkerier hjemme i jeres egne køkkener. Har i selv en favorit, som bør nævnes, så smid endelig en kommentar nederst på siden. Det er altid dejligt at blive inspireret.

Andeconfit (se billedet foroven) er ganske enkelt gudespise, som er legende let at lave, og som i øvrigt er perfekt, hvis man skal lave mad til en del mennesker, da det kan være svært at klemme mere end to hele ænder ind i en standardovn. Jeg lavede det juleaften i fjor og serverede det med traditionelt juletilbehør. Det var et kæmpe hit. Skal det være ekstra festligt, kan man servere de confiterede andelår med rosastegt andebryst. Det er helt forrygende. Her får andebryst og andeconfit selskab af rødbeder, syltede løg og en portvinssauce.
Se opskriften på confiterede andelår, andebryst, rødbeder og portvinssauce her.
andesteg
Man kan naturligvis ikke lave sådan en liste her uden den helt klassiske andesteg. Denne lækre sag er helt traditionelt fyldt med æbler og svesker, inden den røg i ovnen. Jeg har valgt at langtidsstege anden over seks timer, da det efter min mening giver langt det bedste resultat.
Se opskriften på langtidsstegt andesteg her.
andebryst
Gider man ikke den klassiske andesteg eller andebryst, så vil jeg gerne slå et slag for en af mine favoritkarryretter fra det thailandske køkken. Her er der tale om saftigt andebryst i rød karry med bambusskud, sød thailandsk basilikum og gulerødder. Enkelt, nemt og vanvittigt godt.
Se opskriften på andebryst i rød karry her. 
Andebryst med græskar og radicchio
Enkelt, sundt og godt. Sådan kan man vist beskrive denne her sag med rosastegt andebryst, braiseret raddichio og portvinssauce. Så simpelt og så godt.
Se opskriften på rosastegt andebryst med græskar, raddichio og portvinssauce her.
//
//

Del indlægget

4 kommentarer

  1. Min favorit and er rosastegt andebryst – selvfølgelig med sprødt skind – serveret med en salat bestående af rødkål eller raddichio der er vendt i en lage bestående af saften fra en appelsin og en ordentlig klat acacie honning reduceret langsomt sammen med soltørrede abrikoser i skiver. Det smager fantasisk! Så serveret med kartofler og en sauce Orange til. Mhm…

    • Kære Rikke
      Det lyder godt nok lækkert. Jeg skal helt sikkert prøve din version med raddichio. Tak fordi du delte.
      Kh Nadia

  2. Hej. Det lyder lækkert altsammen. Skal selv stå for juleaften i år, så vil også langtidsstege anden – bliver klart bedst i mine øjne. Noget jeg har tænkt over et stykke tid med and er Peking and med hoisin og kinesiske pandekager. Har du prøvet det og kan man med alm “danske” køkkenredskaber lave sådan én? Har du nogen erfaring/opskrift at dele? Super hjemmeside i øvrigt – bruger den tit til inspiration. Mange hilsner Jette

    • Kære Jette
      Jeg har flere gange tænkt på at prøve, men det er indtil videre blevet ved tanken. Jeg læste et sted, at man skulle puste anden op med en cykelpumpe, og jeg tror, at det skræmte mig lidt. Jeg tror dog, at jeg snart vil se på mulighederne for at prøve selv.
      Kh Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *