Annonce

Braiserede andelår med portvin og svampe

andelår

Sponseret

Jeg elsker denne årstid. Det er atter tid til simremad, Mortens Aften er lige rundt om hjørnet, og bagefter kommer julen med alt, hvad der hører med. Jeg er kæmpe fan af alle tre dele, og dagens opskrift passer vist mere eller mindre ind i alle tre kategorier. Selv om der intet er i vejen med den traditionelle andesteg, så kan man ind imellem få lyst til noget andet, men denne her dejlige simreret med braiserede andelår er selvfølgelig også god en helt almindelig eftersårsdag, hvor du har tid til at hygge lidt i køkkenet. Der er ikke meget arbejde i retten, men den tager knap to timer at lave, fordi den skal have lov til at passe sig selv stille og roligt i ovnen.

braiseret andelår med svampe

Til retten har jeg brugt Staubs runde sautérpande, som du kan finde i deres nyligt lancerede webshop. Den har den fordel, at den er god at stege i, da den både er lavet af støbejern, der holder på varmen, men også fordi at den er 28 centimeter bred. Det betyder, at jeg ikke skal stege kødet af for mange omgange. Herudover er den både dyb og dekorativ, så den kommer direkte på bordet efter endt madlavning. Da den er med låg, kan den bruges i braisering i ovnen ligesom enhver anden støbejernsgryde eller stegeso, som du også kan bruge. Har du ingen af delene, så kan du nu også godt lave retten ved blot at lade den simre under låg på komfuret i en helt almindelig gryde. Læg da andelårene i et ovnfast fad, når skindet skal steges sprødt til sidst. Det giver lidt mere opvask, men jeg tør godt vove af påstå, at den er det hele værd.
Jeg har til opskriften brugt ret små andelår, som jeg fandt i supermarkedet. De vejede kun 170 gram, så hvis du finder nogle ordentlige krabater, så kan det være, at de skal have lidt længere tid i ovnen. Du kan også fint bruge kyllingelår i stedet, hvis du har lyst til det. Jeg har til saucen brugt balsamicoeddike og portvin, men har du en åben flaske rødvin, så kan du fint bruge den i stedet. Det kan dog godt være, at saucen i så fald kan have gavn af en skefuld ribsgelé til sidst.

braiseret andelår

Servér gerne de braiserede andelår med en god grov mos med rigeligt smør og en lækker salat til. Jeg lavede en rødkålssalat med rødbede og blommer, som du kan se i hjørnet på billedet herover. Den kommer på bloggen en af de nærmeste dage.

Braiserede andelår med portvin og svampe

Braiserede andelår med portvin og svampe

5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • 4 andelår
  • Olie/smør til stegning
  • 1 spsk balsamicoeddike
  • 1,5 dl portvin (kan erstattes med rødvin – se intro)
  • 3,5 dl andefond
  • 2 kviste frisk timian eller 1 tsk tørret
  • 2 laurbærblade
  • 2 tsk majsstivelse
  • Evt. kulør
  • 200 g svampe (fx kantareller og portobello)

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løget groft. Pil også hvidløg, og knus det. Skær guleroden i grove skiver. Dup andelårene tørre, og brun dem på begge sider i fedtstof i en ovnfast gryde. Tag andelårene op af gryden, og kom grøntsagerne i i stedet. Sautér dem i et par minutter, til løgternene er klare, og hæld nu balsamicoeddike, portvin, fond, timian og lauberblade i gryden. Bring den i kog, læg låg på, og sæt den i en 160 grader varm ovn/140 grader ved varmluft i ca. 1 time og 30 minutter, til andelårene er møre (er de store, skal de måske have lidt længere).
  • Tag gryden ud af ovnen, og skru nu temperaturen op til 225 grader alm. ovn/205 varmluft. Tag andelårene op af gryden, og sæt dem i ovnen, til skindet er gyldent og sprødt. Sigt imens resten af grydens indhold, og kassér grøntsager og urter. Skum fedtet i toppen fra, bring i kog og jævn med majsstivelse rørt ud i vand. Smag til med salt og peber, og giv den evt. et skud kulør, hvis du synes, at den trænger.
  • Rens svampene, og steg dem gyldne i fedtstof på en pande. Hæld saucen tilbage i gryden eller på et fad, læg andelår og svampe ved, og pynt evt. med frisk timian eller andre urter.
  • Server eventuelt med en god rødkålssalat (opskrift kommer på i overmorgen) og en god mos eller dine yndlingskartofler.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments