Annonce

Pasta all'Amatriciana – pasta med pancetta, tomat og pecorino

Pasta all'Amatriciana - italiensk pastaret med bucatini, tomat, pancetta og pecorino
Siden jeg blev kærester med en chefkok fra et af byens mest velansete etablissementer, har mit liv om – muligt – handlet endnu mere om mad. Og rejser. For begge dele hører til de ting, vi holder allermest af. På den måde kommer rejserne også til at handle rigtig meget om mad. En stor mængde tid går med at finde ud af, hvor vi skal spise, og ikke mindst hvad vi skal spise.
Sådan var det også, da vi i efteråret besøgte Rom. Vi havde fra hans kokke- og restaurationsvenner fået strenge instrukser om, at det ikke er pizza, man spiser i Rom. I stedet fik vi besked på at spise en masse cacio e pepe (pasta med ost og sort peber) og ikke mindst pasta all’Amatriciana. Begge dele er uhyre simple pastaretter, og jeg deler i dagens indlæg opskriften på sidstnævnte. Jeg lavede opskriften til Nemlig.com’s Verdenskasse i kølvandet på turen, og nøj hvor var det godt.

Italiensk pasta med bucatini pasta, tomat, vin, pancetta og pecorino

Pasta all’Amatriciana med flere fortolkninger

Præcis med vore egne frikadeller, findes der en masse forskellige fortolkninger af pasta all’Amatriciana. Skal det være helt efter bogen, bruger man en pasta ved navn bucatini. Den minder mest af alt om lidt tyk spaghetti. Kendetegnet er, at den har hul i midten. Andre slags pasta kan dog fint bruges, medmindre du har en temperamentsfuld italiensk svigermor, som aldrig vil tilgive dig bruddet med traditionerne.
Herudover bruger man i den originale opskrift tørret og saltet svinekæbe (guanciale). Det er dog ikke sådan lige at støve op på vore nordiske breddegrader. Køb i stedet pancetta, hvis du kan. Ellers kan bacon også gå an. Pecorino-ost er også den klassiske følgesvend, men er det lige parmesan, du har på lager, så ville jeg blot bruge den.
Min version her er med både løg og hvidløg, hvilket er noget, der ikke indgår i alle opskrifter på pasta all’Amatriciana. Jeg har endda læst mig til, at hvidløg slet ikke hører til i den originale opskrift, men jeg synes, at det giver dejlig smag til retten.
Køb i øvrigt de bedste dåsetomater, du kan få fingrene i. Jeg er glad for dem af mærket Mutti. Da opskriften her er så simpel og indeholder så få ingredienser, så handler det om at bruge de bedste råvarer, du kan.
Servér gerne pasta all’Amatriciana med en god salat. Denne her fennikelsalat vil eksempelvis være skøn til.

Pasta all'Amatriciana - pasta med pancetta, tomat og pecorino

Pasta all'Amatriciana

Pasta all'Amatriciana er en klassisk  italiensk pastaret med bucatinipasta, tomat, pancetta og pecorino. Du kan dog fint justere ingredienserne i retten alt efter det, du kan finde i et almindeligt dansk supermarked. 
4,80 fra 5 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse15 minutter
I alt30 minutter

Ingredienser

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 280 g pancetta eller bacon i tern
  • 1 tsk chiliflager
  • 1 dl hvidvin
  • 1 ds hakkede tomater
  • 500 g pasta (gerne bucatini)
  • En håndfuld revet pecorino eller parmesan
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løg og hvidløg. Steg pancetta eller bacon på en tør pande, til det er sprødt og gyldent. Hæld lidt af fedtet fra, men lad cirka 2 spsk. blive tilbage. Kom nu løg, hvidløg og chiliflager ved, og sauter dem ved jævn varme, til løgene er klare. Tilsæt hvidvin, og lad det koge ind til 1/3. Kom herefter de hakkede tomater ved, og lad saucen simre stille og roligt i 15 minutter. Hold øje med den i ny og næ, og rør i den, så den ikke brænder på. Smag til sidst til.
  • Kog imens pastaen i letsaltet vand, til den næsten er al dente. Hæld vandet fra, men gem en smule til saucen. Kom pastaen i tomatsaucen, og lad den simre videre, til den er færdigtilberedt. Tilsæt lidt af kogevandet undervejs, hvis den bliver for tør.
  • Nyd pasta all'Amatriciana med revet pecorino eller parmesan på toppen. 

Opskriften er oprindeligt udviklet til Nemlig.com’s måltidskasser

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments