Mini-æggekage med tomat, bacon og purløg

Æggekage

Sponseret

Som de, der har fulgt fast med på siden her gennem årene, nok har bemærket, så har jeg en forkærlighed for mormormad. Høns i asparges, grydestegt kylling med agurkesalat og selv en omgang hjemmemarinerede stegte sild, kan gøre mig rigtig glad. Derfor er det måske også lidt skørt, at en af de nemmeste, billigste og sundeste retter i genren, indtil for kort tid siden aldrig kom på menuen herhjemme. Vi taler om æggekagen. Den klassiske, som vore bedstemødre ville lave den, med purløg og bacon. Da jeg for kort tid siden blev givet en bakke med de fineste æg i flere forskellige nuancer fra glade høns under et besøg på et nordsjællandsk gods, tænkte jeg, at det måtte være på tide at sætte æggekage på menuen.

Æg

Problemet med manglende æggekage på menuen herhjemme bunder sandsynligvis ud i, at æggekage sjældent er noget, man laver til én eller to personer. Hvis man som jeg ikke skal brødføde en større børneflok, og ej heller er god til at invitere familien til frokost, så er det altså svært at finde anledning til at komme den på menuen. Det var lige indtil, at jeg fik fingrene i et mini-fad i støbejern fra Staub, som jeg tidligere på året indledte et samarbejde med (se også opskriften på min lækre kalvegryde med rodfrugter). Fordelen ved serveringsfadet er, at det kan gå direkte på alle varmekilder, og så måler det kun 12 centimeter i diameter, hvilket passer helt perfekt til en mini-æggekage til én person. Fadet findes også i to større størrelser, en på 16 cm og en på 20 cm, hvilket giver mulighed for at lave en større æggekage med samme rustikke servering som her.

Æg

Hvis du ønsker at lave en større portion, så ganger du naturligvis bare opskriften op. Den kan sagtens laves i en almindelig pande, men vær opmærksom på, at det er de færreste pander, der kan gå i ovnen, så her vil du være nødsaget til at stege den helt færdig på panden.
Fadet på 12 centimeter kan rumme 300 ml, hvilket passer nogenlunde til tre små æg blandet med mælk eller to større æg. Pas på med at fylde den helt op til kanten, hvis du, som jeg, vil røre i æggekagen. Det kan nemlig resultere i, at æggemassen flyder over kanterne. Fordelen ved at røre i æggemassen er, at den ikke bliver overtilberedt i bunden, da den del af den, der er nærmest varmekilden (og dermed er tilberedt først), blandes med resten.
Jeg elsker tomat sammen med æggekage, og du kan enten gøre som jeg og komme dem i æggekagen, hvorefter den færdigtilberedes i ovnen, eller du kan blot pynte med tomat ved servering. Opskriften passer som nævnt til én person, men sætter du flere retter på bordet, kan den sagtens deles mellem to. 

Mini-aeggekage med tomat, bacon og purlog

Mini-æggekage med tomat, bacon og purløg

5 fra 1 stemme
Antal: 1 person

Ingredienser

  • 3 æg (små)
  • ½ dl mælk
  • 1 tsk. kartoffelmel
  • Smør (en lille klat)
  • 1 cherrytomater (lille håndfuld, halverede)
  • Purløg
  • Bacon (Sprødstegt)
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde

  • Pisk æggene sammen i en skål. Tilsæt mælk, salt og peber, og pisk sammen. Pisk til sidst kartoffelmelet i.
  • Varm smørret på en lille pande eller fad, der er egnet til at sætte på komfuret, og lad det bruse af. Kom æggemassen i panden/fadet, og rør lidt i bunden, så den tilberedte masse blander sig med resten. Dette skal kun gøres, mens massen er ret flydende.
  • Kom cherrytomater på toppen, når æggekagen næsten har sat sig, og tilbered den færdig i en 180 grader varm ovn, til æggemassen har sat sig helt.
  • Pynt med purlæg og bacon, og sérver med godt rugbrød.
Del indlægget
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments