Annonce

Mac and cheese med skinke og svampe

Mac and cheese med svampe og skinke - børnevenlig opskrift

Foto Colombus Leth

Mac and cheese er en ægte klassiker, og man går næsten aldrig galt i byen, når man serverer sådan en omgang. Den er en sikker vinder hos børnene. Og hvis der skulle opstå en spontan middagsaftale på en helt almindelig tirsdag, så er den tilmed både nem og hurtig at lave.

I denne udgave, har jeg brugt svampe, som det ekstra element, der adskiller den fra den klassiske Mac and cheese . I virkeligheden er det dog kun fantasien og sæsonerne, der sætter begrænsninger. Jeg kunne sagtens komme i tanke om en god håndfuld grøntsager, der også vil passe godt ind i retten (fx broccoli, porre og blomkål).

Mac and cheese med svampe

Nu er vi et godt stykke inde i efteråret, og det betyder også, at svampesæsonen er på sit højeste. De sidste par år har jeg drømt om at tage en dag ud af kalenderen og drage på svampejagt i naturen. Allerhelst med min lille familie under armen. Jeg forestiller mig en smuk september eller oktober-søndag med høj sol og lune temperaturer – og selvfølgelig med en god svampehøst som resultat. Vi gjorde et forsøg i juli, hvor kantarellerne er fremme, men der kom vi tomhændede hjem. Naturoplevelsen blev vi dog rigere. Den er næsten lige så vigtig.

I denne opskrift har jeg brugt både kejserhatte og brune champignon, som man kan finde i de fleste supermarkeder. Men det skal blot ses som et eksempel, for i virkeligheden kan du bruge lige præcis de svampe, som du har fundet på din svampejagt. Uanset om den fandt sted i skoven eller i supermarkedet.

Mac and cheese - pasta i cremet ostesauce med svampe og skinke

Foto Colobus Leth

Perfekt tilbehør

En portion Mac and cheese kan serveres med forskelligt tilbehør, men hvis jeg skal komme med mit bedste bud, så vil jeg foreslå en simpel salat. Gerne med en dejligt syrlig vinaigrette, som giver modspil til den cremede ostesauce.

Skulle der blive noget til overs, kan jeg varmt anbefale at gemme det til dagen efter eller til madpakken (helst hvis du har mulighed for at lune den). Her smager det mindst ligeså godt, og en rest Mac and cheese giver den klassiske rugbrødsmad kamp til stregen.

Har du mod på flere opskrifter med svampe, så kan jeg også anbefale denne tærte med spinat og bacon, den lækre risotto med svampe og parmesan eller finde mere inspiration i mit indlæg med 10 lækre opskrifter med svampe.

Mac and cheese med skinke og svampe

Mac and cheese med skinke og svampe

I stedet for skinke eller hamburgerryg kan du også benytte stegt bacon i tern eller en rest kylling fra gårsdagens aftensmad. Alternativt kan du komme eksempelvis squash og sauteret og afdryppet spinat i for en grøn version.
Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 g pasta (gerne macaroni)
  • 500 g blandede svampe (fx brugne champignon og kejserhatte)
  • 250 g kogt skinke eller hamburgerryg
  • ½ bdt. bredbladet persille
  • 30 g smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 7 dl mælk
  • Muskatnød
  • 150 g revet ost (gerne en blanding af flere slags)
  • 4-5 spsk. grov rasp
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Kog pastaen i letsaltet vand, til den er cirka 2 minutter fra at være færdigkogt.
  • Rens svampene, skær dem i mundrette stykker, og steg dem på en pande i lidt olie, til de tager farve.
  • Skær skinken/hamburgerryggen i tern, og hak persillen.
  • Smelt smørret i en gryde, kom hvedemel i, og rør det godt sammen. Kom nu mælken i lidt efter lidt, til du får en opbagt sauce. Lad saucen simre ved svag varme i et par minutter, og smelt herefter osten i saucen. Smag til med salt, peber og muskatnød.
  • Fordel pasta, skinke, svampe og persille i et smurt ovnfast fad. Hæld ostesaucen over, og drys med rasp. Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i cirka 15-20 minutter, til toppen er gylden og sprød.
  • Nyd den eventuelt med en god salat med vinaigrette.

Opskriften er udviklet til Boligliv.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments