Nogle gange er det mest enkle bare fantastisk lækkert, og det er denne dejlige efterårsret et godt eksempel på. Den består af kyllingefilet i en æblesauce serveret med rødbeder, kantareller og en terrine af forskellige rodfrugter. Anrettet på tallerkenen får den det der dejlige rustikke udtryk, som jeg er ret så glad for. Som beskrevet i første del af min fortælling om min skaldyrsrejse til Sverige, så var det frokosten på Villa Sjötorp, som er et lille og hyggeligt familiedrevet hotel (med restaurant), som ligger en times kørsel nord på Gøteborg. Personalet har efterfølgende har været så søde at sende mig opskriften, som jeg havde bedt om et par dage efter besøget – både så jeg kan dele den her, men også så jeg kan lave den selv, når jeg trænger til noget sundt og lækkert med efterårets og vinterens bedste råvarer.
I Irland bruger man ofte æbler sammen med svinekød, og jeg kunne forestille mig, at en svinemørbrad, eventuelt fyldt med svampe, også ville være lækker sammen med denne sauce samt det resterende tilbehør. I den oprindelige opskrift jævnes saucen ikke, men jeg kunne måske godt finde på at komme en spiseskefuld mel blandet med mælk eller bouillon i.

Kylling med æblesauce, rødbeder, kantareller og rodfrugteterrine
Ingredienser
Kylling & æblesauce
- 4 kyllingefileter (ca. 600 g)
- Salt og peber
- 2 spsk smør
- 5 dl æblejuice
- 5 dl kyllingefond/boullion
- 1 stk løg
Rodfrugteterrine
- 6 kartofler (ca. 400 g)
- 1 pastinak (ca. 200 g)
- 250 g knoldselleri
- 1 gulerod
- 200 g revet ost (gerne en med lidt smag)
- 3 æg
- 2,5 dl fløde
- salt og peber
Rødbeder:
- 5 rødbeder
- 2 spsk. smør
- 1 spsk. honning Reklame for med24.dk
- salt og peber
Kantareller:
- 5 dl rengjorte kantareller
- 2 spsk. smør
- salt og peber
Fremgangsmåde
Kylling & æblesauce
- Krydr kyllingefileterne med salt og peber. Smelt smørret i en pande, og brun kyllingen på begge sider. Hæld æblejuice over, og lad det simre i to minutter. Tag kyllingefileterne op af panden og placér dem i et ovnfast fad. Steg færdig i ovnen ved 125 grader, indtil et stegetermometer viser 70 grader i midten.Hæld æblejuicen fra panden over i en gryde. Pil løget og skær det i kvarte og tilsæt det sammen med kyllingefonden. Lad saucen koge, indtil den er reduceret til det halve. Smag til med salt og peber.
Rodfrugteterrine
- Forvarm ovnen til 175 grader. Skræl kartoflerne og rodfrugter, og skær dem tyndt i en foodprocessor eller med et mandolinjern. Beklæd en 1,5 liters brødform med bagepapir. Kom rodfrugterne i i lag med ost, salt og peber mellem hvert. Pisk æg, fløde, salt og peber sammen og hæld det over rodfrugterne. Pres terrinen så meget som muligt.Kog vand og hæld det i et ovnfast fad, og stil brødformen med terrinen deri. Bages midt i ovnen cirka to timer, eller indtil rodfrugterne er møre.For det bedste resultat laves terrinen dagen inden, den skal spises. Det gør den nemmere at skære, og skiverne kan efterfølgende varmes i ovnen eller i en mikrobølgeovn lige inden servering.
Rødbeder:
- Vask rødbederne og kog dem i rigeligt med vand, indtil de er møre (tjek med en kødnål eller lignende). Lad dem køle af, pil skrællen af, og skær dem i kvarte. Smelt smørret i en pande, tilsæt rødbeder og smag til med honning, salt og peber.
Kantareller:
- Smelt smørret i en pande, og tilsæt kantarellerne. Steg indtil alt væden fra kantarellerne er fordampet, og smag til med salt og peber.









Uhmmm, hvor ser det bare godt ud – skal helt sikkert prøves. Jeg er også vild med de her skønne lidt rustikke efterårsretter med æbler, nødder, svampe og rodfrugter og alt det der hører årstiden til.
Kære Sara
Ja, det er virkelig dejligt, når man sådan formår at samle årstidens bedste ting på én tallerken. Ser frem til at høre, hvad du synes om retten, hvis du kaster dig ud i den.
Kh Nadia
A great reverse-engineering of a delicious dish! Definitely want to try your take on the root vegetable terrine – it was such a great way to eat sometimes boring vegetables.
Dear Jeanne
Reverse-engineering? I got the recipe from Villa Sjötorp, so actually haven’t tried to cook it myself (yet). It’s a matter of time though as I really liked it. Let me know if you want the recipe in English and I’ll pass it on to you.
Nadia
Havde godt nok planlagt noget helt andet til aftensmåltid men da jeg tilfældigvis har alle ingredienserne hjemme må denne ret næsten prøves… Det ser alt for lækkert ud…
Kære Jan
Hvor dejligt at du kan bruge opskriften. Du må i øvrigt have et ret så veludstyret spisekammer, hvis du sådan lige har det hele ved hånden. Lad mig endelig høre, hvad du synes om opskriften. Det kan også være, at du har nogle tips efterfølgende.
Kh Nadia
Stor succes… Nøj det smagte godt… overvejer kraftig at lade det være hovedretten til en tidlig julefrokost jeg skal holde…
Jeg valgte at bage rodfrugter for at spare lidt tid og arbejde… 🙂
Jeg blandede også en lille smule cremefraise (38%) sammen med kantarellerne.
Efter kyllingen havde været på panden lagde jeg ovenpå en bund af fintsnittet porre og en lille smule væde fra panden.
Rodfrugter kom i en kold ovn sat til 190 grader (varmluft) efter 35 min. kom kyllingen ind ved siden af i 25 min. og voila et fantastisk måltid stod klar…
Kære Jan
Tak for feedback på opskriften samt info om, hvordan du lavede retten. Det er godt nok sjældent, at der går så kort tid mellem publicering, til den er testet. Hvor er det skønt. Det lyder iøvrigt rigtigt godt med porren (går ud fra den blev serveret sammen med). Er personligt ret vild med porre, men den kan være nem at glemme i denne slags retter.
Kh Nadia
Her er retten også testet… Det smagte fantastisk… Fulgte opskriften, men puttede lidt revet muskatnød ned i ægge-fløde blandingen…
Glæder mig helt til resterne i morgen, hvor terrinen har fået lov at sætte sig… Mums..!!
Kære Stine
Hvor skønt at høre, at retten var en succes hos dig. Det lyder lækkert med den revne muskatnød. Det tror jeg, at jeg skal prøve. Tak for hurtig feedback.
Kh Nadia
Åh kære Nadia,
Jeg ville ønske, at jeg skulle spise denne hyggelige og smukke ret i aften 🙂 God weekend til dig! Kh Anne
Kære Anne
Tak for din søde kommentar. Den er heldigvis nem at lave (jeg har lavet den sådan delvist – dvs. helstegt kylling med stuffing, stegte svampe og æblesauce + kartoffelmos).
Kh Nadia
Hej Nadia!
Når man laver rodfrugtterrinen, skal der så også være pres på når den er i ovnen, eller kun inden den kommer i ovnen?
Hilsen Astrid
Kære Astrid
Jeg er faktisk ikke sikker, da det ikke er min egen opskrift, men jeg ville nok komme pres på, mens den er i ovnen. God fornøjelse.
Kh Nadia
Hej Nadia.
Helt vildt god opskrift lavede den forleden og det smagtes så godt, lavede dog kartoffelmos i stedet for terrinen og undlod svampene. Men nej hvor smagte det godt især sovsen 🙂
Og så den jo næsten hel sund jo 🙂
Hilsen Sophia
Kære Sophia
Dejligt at høre, at du kunne lide opskriften. Jeg har også lavet den en del gange med forskelligt tilbehør. Senest var det en helstegt kylling med mos 🙂
Kh Nadia
Kære Foodfanatic!
Hold da fast, sikke en masse lækker mad, desserter osv osv! Mundvandet løber..
Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste som er glutenintolerant, og nøj hvor er det en udfordring at finde opskrifter og fødevarer Uden gluten 🙂
Men tusind tak for rigtig god inspiration som jeg hurtig kan tilpasse den glutenfrie madlavning.
Venlige Hilsner Sandra
Kære Sandra
Mange tak for de pæne ord om maden her i mit lille univers. Ja, det kunne jeg godt forestille mig. Det er faktisk et sted, hvor jeg gerne selv vil skære lidt ned. Ikke pga. gluten, men bare fordi, at der er så mange lækre ting uden, som er sundere end det med.
Mvh Nadia