Annonce

Kaffekage med valnødder

Kaffekage opskrift

Sponseret

Weekendens morgener i mit barndomshjem duftede af kaffe. Nogle gange blandede duften sig med den af stegt bacon, hvis ikke der altså ikke stod pandekager eller bagerens store luftige rundstykker på menuen. Andre gange var det min fars stærke ost, der kradserede lidt i næseborene, men duften af friskbrygget kaffe var dog altid til stede, og den dag i dag forbinder jeg duften med noget trygt og hjemligt.
Vi havde en helt almindelig kaffemaskine derhjemme – jeg husker ikke hvilken. Selv om det efterhånden er mange år siden, jeg har brugt sådan en, så bliver jeg til stadighed overrasket over hvor hurtigt, det går, når jeg brygger kaffe i min hvide Moccamaster. Det gjorde jeg blandt andet i forbindelse med tilblivelsen af denne helt fantastiske saftige kaffekage med valnødder, som jeg har lavet i samarbejde med Moccamaster.
Kaffekage

Kaffekage for alle

Det er min tredje opskrift med kaffe i (tag også et kig på min thailanske iskaffe eller den italienske dessertklassiker affogato). Jeg vil vove at påstå, at i modsætning til de to foregående opskrifter, så vil selv kaffeskeptikere kunne finde på at tage to gange fra fadet, hvis du stiller kaffekagen her foran dem. Smagen af kaffe er nemlig dejligt diskret, men du bestemmer selv, om du vil skrue op eller ned for kaffesmagen. Må den gerne være meget tydelig, så brygger du en rigtig stærk kop kaffe, som du tilsætter en teskefuld instantkaffe. For en mere allround kage, som også kan serveres for børn, vil jeg dog nøjes med en almindelig kop stærkbrygget kaffe. Jeg har også blandet lidt kaffe i selve glasuren, men det er mest for syns skyld.
Jeg har bagt kagen her i min nye randform, som jeg fandt i Kunst og Køkkentøj i København. Har du ikke lige en ved hånden, så kan du sagtens bruge en almindelig kageform, en rugbrødsform eller en lille bradepande. Husk dog, at bagetiden altid varierer alt efter ovn og størrelsen på formen, så tjek gerne med en kødnål undervejs, om kagen er ved at være færdig. Det er ikke ønskeligt at overbage den, da kagen her gerne må være dejlig saftig og smovset indeni. Hvis du har en randform, så husk, at den skal afkøle i formen en times tid efter bagning. Ellers risikerer du, at kagen falder fra hinanden, når du vender den ud. Det skete for mig, første gang jeg brugte den. Det var i forbindelse med første kagetest, så den overskydende kage blev tryllet til de lækreste romkugler i går.
Kaffekage med valnødder

Kaffekage med valnødder

Kaffekage med valnødder

Opskrift på den lækreste saftige kaffekage med glasur og valnødder.
5 fra 2 stemmer
Antal: 10 personer

Ingredienser

  • 250 blødt smør
  • 125 g mørk muscovado-sukker eller brun farin
  • 125 sukker
  • 3 æg
  • 1 dl stærk kaffe
  • 1 tsk. vaniljeessens (kan erstattes med 1 tsk. vaniljepulver)
  • 225 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 75 g hakkede valnødder

Glasur og pynt

  • 100 g flormelis
  • 3 spsk. kaffe
  • 25 g hakkede valnødder

Fremgangsmåde

  • Rør smør, muscovado-sukker og almindeligt sukker hvidt (gerne i røremaskine), og tilsæt herefter et æg ad gangen. Sørg for at røre grundigt mellem hvert æg. Rør eller pisk nu kaffen og vaniljeessensen i. Bland hvedemel og bagepulver, og vend det forsigtigt i sammen med de hakkede valnødder . Kom dejen i en smurt kageform, gerne en randform, og bag den i ca. 40 minutter ved 160 grader varmluft, eller til kagen er færdig. Det er den, når du kan stikke en kødnål eller lignende i midten, og den kommer op ren.
  • Hvis du benytter en randform, så lad den køle af i formen i en time, inden du forsigtigt vender den ud.

Glasur

  • Bland flormelis med kaffe til du har en tyk glasur. Dekorér kagen med glasuren og pynt med hakkede valnødder.
  • Nyd kagen med en god kop kaffe.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments