Annonce

Romkugler – nem og klassisk opskrift

romkugler opskrift


Jeg har romkugler på hjernen i dag, og da jeg render rundt i konstant søvnunderskud, løber mundvandet lidt for ofte i retning af søde sager. I fredags var det nemlig en måned siden, at vores søn kom til verden med en kampvægt på 3.878 gram halvanden uge før terminsdato. Hvor er tiden dog fløjet af sted siden da. Bloggen bliver af gode grunde forsømt disse dage, men jeg har et par opskrifter på lager. Derfor går den altså ikke helt død, mens jeg går rundt herhjemme og nyder at lære den lille at kende de næste par måneder.
Graviditeten foregik temmeligt ukompliceret, og jeg formåede at tage hele 20 kilo på, som hovedsageligt havde sat sig som en kæmpemæssig halvkugle på maven. En god portion af kiloene kan uden tvivl tilskrives romkuglerne på billedet. Romkugler er for mig, hvad kryptonit er for superman. Jeg har et seriøst afhængigheds forhold til dem, og det er måske derfor, at jeg ikke har kastet mig ud i at lave den hjemmelavede version, før denne portion blev lavet. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne styre det. Jeg er ellers ikke den helt store kagespiser, men lige netop romkugler ryger ned med en næsten skræmmende hastighed, og når man så samtidig formår at lave lige rigeligt mange portioner inden for en måned, kan det nemt gå galt.
De her blev til, efter jeg kom til at ødelægge en kaffekage – jeg havde overset, at kagen først skulle have lov til at køle af i randformen, før man forsøgte at få den ud. Den revnede, og jeg stod med en masse ekstra kage, jeg ikke kunne bruge (jo den smagte skam fint, men det nytter ikke noget, når man også gerne vil have et flot billede). Du kan sådan set bruge hvilken som helst kage til romkuglerne. Jeg brugte som nævnt kaffekage, men jeg har også haft succes med drømmekagerester. Chokoladekage er selvfølgelig også oplagt, hvis du ellers nænner at levne.

Romkugler - nem og klassisk opskrift

Klassiske romkugler

5 fra 1 stemme

Ingredienser

  • 400 g kagerester
  • 3 spsk. kakaopulver
  • 25 g smeltet smør
  • 4 spsk. hindbærmarmelade
  • 2 spsk. mandelmel
  • 1-2 spsk. hakkede nødder (kan udelades)
  • 3 spsk rom
  • 1 nip salt
  • Kokosmel til pynt

Fremgangsmåde

  • Blend kagen, hvis du ikke har en røremaskine, og rør den sammen med resten af ingredienserne med undtagelse af kokosmelet. Har du en røremaskine, kommer du blot det hele heri. Rør det hele godt sammen, og smag til med rom eller romessens, samt evt. ekstra salt hvis nødvendigt.
  • Stil romkuglemassen på køl i 30 minutter, til den er lidt fastere i det.
  • Rul romkugledejen til den ønskede størrelse kugler, og tril dem i kokosmel.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments