Thaimad – Larb gai

larb


Jeg har til trods for en weekend i Rom formået at spise den thailandske klassiker larb hele fire gange inden for den seneste uge. Først lavede jeg én portion, men efter jeg nærmest havde slikket skålen ren, havde jeg stadig lyst til mere. Derfor lavede jeg en dobbelt portion den følgende dag. I mandags, da jeg besøgte min kære mor, stod den på thaimad, og igen larb var en af retterne.
Retten hører til den type, som man enten elsker eller hader. For mig, og flere jeg kender, som har smagt den, ligger den blandt favoritter inden for thaikøkkenet, men andre er pænt gået uden om den til middagsselskaber. Jeg kan dog kun anbefale, at man prøver den, for hører man til gruppen, der elsker den, har man fået sig en ny, hurtig og sund middagsfavorit.

Larb kan laves med alle former for kød, og det kan både være hakket eller i lidt større stykker. Jeg foretrækker den med lidt større stykker oksekød eller kylling, men svinefars er også ganske godt.
Når retten serveres med større stykker kød, hedder den ‘larb namtok’. Namtok betyder vandfald på thai. Hvorfor retten kaldes sådan, har jeg endnu ikke luret, men min personlige teori skabt ud fra smertefulde erfaringer er, at retten traditionelt er så stærk, at der skal større vandmasser til for at køle tungen bagefter (note: lidt stærk for thaierne er frygteligt, frygteligt stærkt for alle os andre).

Thaimad - Larb gai

Thaimad – Larb gai

Ingen bedømmelser endnu
Servings: 1 person

Ingredienser

  • 1 kyllingebryst (hakket groft)
  • en smule olie til stegning
  • 2 spsk jasminris Reklame for pandasia.dk
  • ½ rødløg (skåret i tynde skiver)
  • 1 forårsløg (skåret i tynde skiver)
  • et par stængler koriander Reklame for pandasia.dk (hakket groft)
  • 2 spsk citronsaft
  • 1 spsk sukker
  • ½ – 1 spsk fiskesovs Reklame for pandasia.dk
  • tørret (knust chili efter smag)
  • evt. et par mynteblade

Fremgangsmåde

  • Kom de ukogte ris på en pande, som langsomt varmes op. Rist dem på panden til de er gyldne (pas på de ikke brænder på), og hak dem så fint som muligt i en minihakker, foodprocessor eller lignende (alternativt kan man støde dem i en morter). Den næsten pulveriserede ris stilles til side.
  • Varm en pande og steg kyllingen i en smule olie, til den er gennemstegt. Kom kyllingen i en skål og tilsæt den sammen med resten af ingredienserne. Smag til med mere sukker, fiskesovs, citronsaft og chili for at finde den rette balance mellem surt, sødt, salt og stærkt.
  • Server retten straks sammen med ris og eventuelt lidt icebergsalatblade, hvidkål eller rå, asiatiske slangebønner skåret i mindre stykker.
Del indlægget

25 kommentarer

  1. Århh, hvor ser det bare fantastisk lækkert ud, det billede får tænderne til at løbe i vand! Det lyder som en ret, der vil være en fin variation her midt i al den julede og vinteragtige mad. Tror du, det vil gøre noget at bruge frisk chili? Jeg har sådan en kæmpe pose af chili fra Antillerne, som bare smager supergodt til alt. Til lykke med den nye blog, glæder mig til at følge med her!

  2. Hej Nina,
    Mange tak. Og ja, du har helt ret i, at det vil være en rigtig god variation her i julemåneden, da både den skarpe, syrlige smag og fedtmængden vil stå i kontrast til den typiske danske julemad. Prøv dig da frem med chilierne – hvorfor ikke lave en portion med tørret chili og en med frisk? Du kan desuden fryse chilierne, hvis du har problemer med at få dem alle brugt, inden de bliver dårlige.

  3. Hej igen
    Ja, jeg prøver da en portion med tørret chili og en med frisk. God idé! Og tak for tippet med at fryse chilierne – det vidste jeg ikke, man kunne. Men jeg har en opskrift på en meget lækker chilirelish-agtig ting, så der tror jeg, jeg får dem brugt. Mmm, din oksesteg ser sørme også lækker ud 🙂

  4. Kære Nadia
    Tak igen for en lækker blog, Pernille og jeg savler dagligt over dine retter – og når vi i næste uge tager hjem til mine forældre for at arbejde på semesterprojektet, er gulerodskagen et fast punkt på dagsordenen. Den skal nok vække lykke!
    Men egentlig ville jeg bare sige, at Johan og mig lavede denne ret i går, og den var mums! Tak for god inspiration..
    Kh Katrine

  5. Hej søde Katrine
    Jamen selv tak da. Det glæder mig virkeligt at læse, at dig og Pernille følger med. Kender til en del oppe fra skolen, som har prøvet mine opskrifter, men folk fortæller det aldrig 🙂 Derfor skønt du skriver herinde. Glæder mig at høre, hvad du synes om gulerodskagen.

  6. Jeg har lige lavet det her – med svinekød istedet for kylling. Jeg tror aldrig jeg har smagt noget så fantastisk!

    • wauw tak Sif. Sikke en dejlig kommentar at faa – og saa fra en saa madkyndig foodie som dig 🙂

  7. Hej Kristina
    Jeg er glad for, at du kan lide retten. Den hører også til blandt mine favoritter. Det er helt okay, at du poster retten på din blog, hvis du skriver, hvor du har opskriften fra og henviser til bloggen her. Jeg skal selvfølgelig gøre det samme, hvis jeg bruger nogle af dine opskrifter. Har lige smugkigget på din blog, og det ser rigtig godt ud 🙂
    De bedste hilsner
    Nadia

  8. Ingen tvivl om at man her får en ORIGINAL thai-oplevelse. Og det gav mig helt klart minder tilbage til min backpackertrips i Thailand. Smagen er (stadigvæk) ikke lige mig, men kæresten elskede det.
    Jeg vil så gerne lave pad thai, som jeg fik den i Thailand, men har ikke rigtig fundet formlen….du skulle vel ikke lige kunne trylle noget frem? 🙂
    Kh
    JImmi J.

    • Hej Jimmi
      Jeg kunne da nok godt lokkes til at lave en omgang autentisk pad thai en af dagene. Det må jeg lige se på. Det er lidt sjovt med larb, for enten eller man det, eller også er den bare slet ikke interessant. Det er både min og andre venners yndligsret i det thailandske køkken, mens andre jeg har haft til middag meget hellere vil spise forårsruller og grøn karry.
      Kh Nadia

    • Kære Manja
      Velbekomme. Dejligt at høre, at retten faldt i din smag 🙂
      Kh Nadia

  9. Det er en virkelig lækker ret som jeg dog udelukkende har fået med svinekød. Vil klart prøve kyllingeversionen.
    Hvad gør du med risene efter de er stegt? Bliver de ikke for fint “malet” hvis man bruger en foodprocessor?
    Ranee’s (restaurant på Blågårds Plads i København) laver en god (og stærk!) version og er i det hele taget en rigtig fin restaurant, hvis man en dag ikke orker at lave mad.
    Tak for en fin og inspirerende blog i øvrigt, har haft meget gavn af flere af dine opskrifter.
    Mvh
    Rune

    • Kære Rune
      Mange tak for din kommentar. Nej, det er helt fint med foodprocessor. Da jeg ikke havde en i lang tid i Dublin, brugte jeg også en morter. Jeg synes ikke, at det bliver for fint, men det er jo måske en smagssag. Det er også den måde, min mor gør det på.
      Tak for tip med Ranee’s. Mener at jeg har læst om restauranten engang, men jeg syntes, at den var lidt dyr i forhold til andre gode asiatiske restauranter. Nu var jeg trods alt også studerende, da jeg boede i København.
      Kh Nadia

  10. Hej Nadia
    Ranee’s er også lidt dyrere end de typiske thairestauranter, men bruger også bedre og ofte mere autentiske råvarer synes jeg. Hvilke kan du selv lide i København?
    Jeg prøver foodprocessor og får “malet” mig nogle ris 🙂
    /Rune

  11. Hej Nadia,
    Jeg har netop lavet den her ret, og hvor er den bare lækker. Du anbefalede mig engang for laaaang tid siden at prøve den, fordi jeg havde prøvet en salat med oksekød her fra din blog, som jeg var vild med. Det samme gælder den her ret. Mmm, en ny frokost favorit er fundet 🙂 Tak for den dejlige inspiration!
    Nina

    • Kære Nina
      Hvor dejligt, at du kunne lide den. Ja, smagsnuancerne i de to salater er meget ens, og begge er blandt mine favoritter inden for thaikøkkenet. Velbekomme 🙂
      Kh Nadia

  12. Hej Nadia
    Mig og kæresten har efterhånden fundet en del nyt og spændende herinde, og fået udvidet vores thai repetoire en del udover kokosmælk og karrypasta 🙂 så tak for en super spændende og brugervenlig side. Vi prøvede din larb igår og syntes den var ret god, lige bortset fra risene…den stegte smag var god, men konsistensen lidt forkert. Så hvor fint skal man male risene (vores var groft malet) og ku man evt bruge kogte, stegte ris?

    • Kære Margit
      Tak for de pæne ord om bloggen. Det er dejligt at høre, at i kan finde inspiration herinde. Risene skal være ret fint malede – altså ikke helt pulverform, men heller ikke så groft, at det generer, når man tygger på det. Jeg kører det nogle gange på minihakker, hvorefter jeg støder det lidt i en morter bagefter.
      Mvh Nadia

  13. Hej Nadia
    Tak for en super blog, med nogen fantastiske retter.
    Elsker bare larb gai, er dog første gang jeg selv vil kaste mig ud i at lave det selv og kan ikke helt gennemskue, om det kun er kyllingen der skal steges alene eller skal de andre ingredienser også vendes med på panden ?
    Mvh stine

    • Kære Stine
      Tak for de pæne ord om bloggen. Mht. opskriften, så skal Kyllingen steges alene. God fornøjelse med retten.
      Mvh Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering