Annonce

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad)

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad)


Stegte ris er en skøn, nem og billig ret – og så er den en super at lave, når der skal luges lidt ud i køleskabet. Man kan med rette kalde stegte ris for sydøstasiaternes svar på biksemad. Man bruger en rest ris samt det kød og de grøntsager, man nu engang har ved hånden og smider det hele i en wok. Der steges, krydres og lidt efter står man med super lækker mad med minimal indsats. Det er ikke ulig stegte nudler som eksempelvis de her stegte nudler med svinekød, æg og broccoli eller dens berømte slægtning, pad thai.

Opskriften her er, som de fleste andre thailandske opskrifter her på siden, fra min thailandske mor. Det er altså den udgave af stegte ris, som jeg fik serveret igen og igen i min barndom. Fyldet varierede dog. Stegte ris smager skønt med både kylling, oksekød, svinekød og rejer. Og når det så er sagt, så er stegte ris altså også gode i kødfri udgaver. Medmindre du har en veganer til bords, vil jeg dog foreslå at smide et ekstra æg eller to i, så du på den måde skruer op for proteinindholdet og mæthedsfornemmelsen.

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad)

Tips til perfekte stegte ris

Opskriften tager virkelig ingen tid at lave, så længe man har den kolde ris klar til brug. Laves der mad med ris aftenen før, så sørg endelig for at koge rigeligt, da denne ret så kan laves på omkring 20 minutter. Derfor er det perfekt mad på en travl hverdagsaften, eller hvis du står med sultne unger om benene. Udover at gøre aftensmaden hurtigere, når risene er kogt på forhånd, så er der også en anden fordel ved det. De bliver nemlig lettere at stege, og konsistensen bliver bedre. Du må dog endelig ikke være for nærig med mængden af olien ved stegning. Har du ikke lige kolde ris ved hånden, så kog bare den mængde, du plejer til det antal personer, som retten skal laves til. Jeg plejer selv at sige ca. 80 gram rå ris per person.

I opskriften bruger jeg ikke salt, da fiskesaucen udgør det salte element. Det er oftest sådan, man krydrer maden i Thailand og andre asiatiske lande. Fiskesauce kan findes i de fleste større supermarkeder sammen med soja og andre asiatiske ingredienser. Har man ikke brugt fiskesauce før, så skal man endelig ikke lade sig skræmme af lugten. Det smager virkelig godt i denne type mad. Udover at bidrage med salt, så giver den også et ekstra skud umami til retten (den femte grundsmag).

Tilbehør til stegte ris

Du kan spise de her stegte ris præcis, som de er. Skal det dog være helt autentisk (og sådan som jeg fik serveret den i min barndom), så læg evt. et par agurkeskiver på tallerkenen, måske lidt koriander og en limebåd. Husk også at sætte en lille skål med fiskesauce tilsat en smule sukker og chili i tynde skiver. I Thailand er det altid de små stærke birdseye-chilier, men pas på! Snitter du dem bare lidt for tykt og får sådan en krabat i munden, så brænder det altså. Almindelige chilipebere fra supermarkedet kan også bruges. Fiskesaucen bruger man til at salte med ved bordet, hvis man synes, at den trænger til lidt ekstra.

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad)

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad gai)

Simpel og autentisk opskrift på thailandske stegte ris med kyllingestrimler, løg, tomat og babymajs.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt25 minutter

Ingredienser

  • 400 g kyllingefilet i tynde strimler
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 125 g babymajs
  • 2 tomater
  • 1 lime (kan erstattes med citron)
  • 2 forårsløg
  • 2 æg
  • Smagsneutral olie til stegning
  • 1 spsk soja
  • 2 spsk ketchup
  • 4 spsk fiskesauce
  • 1 tsk sukker
  • 0,5 tsk hvid peber
  • 10 dl kogte ris (gerne jasminris)

Noter

Prøv også retten med kinarejer eller svinekød i strimler. Begge dele passer lige så godt i retten som kylling.

Fremgangsmåde

  • Pil løg og hvidløg. Skær løgene i tynde både og hak hvidløget. Skær babymajs i skrå skiver og tomaterne og lime i både. Snit forårsløgene. Slå æggene ud i en lille skål og pisk dem let.
  • Varm olie i en wok (vær ikke nærig med den for det bedste resultat), og sautér hvidløget, til det begynder at tage farve. Tilsæt kyllingestrimlerne og brun dem. Tilsæt løg og babymajs, og steg yderligere et par minutter, inden indholdet i wokken skubbes ud til siden. Kom lidt olie i midten af wokken, og hæld æggene i. Rør dem rundt, og bland dem så med kød og grøntsager.
  • Tilsæt nu den kolde ris sammen med soja, ketchup, fiskesauce, sukker og hvid peber. Rør det hele sammen, og smag til med mere fiskesauce, peber eller sukker hvis nødvendigt.
  • Drys de stegte ris forårsløg, og servér straks sammen med limebåde samt ekstra fiskesauce til at krydre med ved bordet.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
25 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments