Pizza med svampe, pancetta og ost

Pizza med svampe, ost og pancetta - den bedste efterårspizza
Foto Colombus Leth

Pizza med svampe, pancetta og ost. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og den smager også helt og aldeles fantastisk. Pizza er en ægte klassiker herhjemme, og det er en af de retter, jeg laver igen og igen. Ja, faktisk hver uge for at det ikke skal være løgn. Både fordi den kan varieres på uendeligt mange måder, og fordi det er min 3-årige søns livret. Hos ham skal det helst være den simple margarita-version. Altså den der kun består af tomat og ost. Vi satser på, at han vokser fra den en dag og lærer at elske versionen med lidt mere fylde som de voksne i husstanden.

Pizza med svampe, fylde og umami

Fylde er lige præcis det, der kendertegner denne pizza med svampe, pancetta og ost. Udover fylde bidrager svampene også med masser af umami. Umami kaldes også den femte grundsmag, og det er den, man godt kan savne i nogle retter, når man skærer kødet fra. Præcis derfor kan pizzaen her sagtens fungere i en vegetarisk version. Du udelader naturligvis blot pancettaen.

Deusuden kan pancettaen også erstattes helt almindelige bacontern. Faktisk er forskellen på netop pancetta og bacon meget lille. Primært ligger forskellen i måden kødet er fremstillet på, og så går pancetta ofte under det lidt mere delikate navn, “italiensk bacon”.

Pizza, Pizza, Pizza

Som nævnt, er kærligheden til pizza herhjemme ikke til at komme udenom. Derfor kan I også finde opskrifter på mange forskellige af slagsen her på siden. Jeg kan fx, varmt anbefale pizza ala sloppy joe, den klassiske tøm køleskabet pizza eller en lækker calzone. De af jer, der også har en margarita-elsker derhjemme, kan altid lave lidt ekstra dej og bikse den helt simple version sammen ved siden af (opskriften giver næsten sig selv). Så er der næsten garanti for ro og glæde ved middagsbordet.

Her kommer opskriften på pizza med svampe, pancetta og ost. Både fordi det er en af mine personlige favoritter, men også fordi, at det er sæson for svampe (lidt endnu). Hvis du umiddelbart tænker, at du vil komme til at savne tomatsaucen, så giv den alligevel et forsøg uden. Jeg tør næsten love, at du kommer til at lede efter en hvid pizza, næste gang du besøger dit lokale pizzaria.

Pizza med svampe, pancetta og ost

Pizza med svampe, pancetta og ost

Pizza kan varieres på mange måder og hvem siger, at den f. eks behøver den klassiske tomatsauce? Denne "hvide pizza" får dig til at glemme alt om tomater og kan sagtens gøres vegetarisk ved at udelade pancetta
5 fra 2 stemmer
Antal: 4

Ingredienser

Dej:

  • 20 g gær
  • 3 dl lunket vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. groft salt
  • 400 g italiensk pizzamel (type 00)

Resten:

  • 200 g cremefraiche
  • 100 g revet parmesan
  • 2 æggeblommer
  • 200 g pancetta eller bacon
  • 500 g blandede svampe (fx bøgekatte, brune champignon, kantareller, portobello, kejserhatte eller almindelige champignons)
  • Olie til stegning
  • 250 g frisk mozzarella
  • 1/2 bdt. frisk oregano
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

Dej:

  • Smuldr gæren ud i lunket vand, og tilsæt olivenolie og salt. Rør melet i lidt ad gangen, og ælt sammen til en smidig og elastisk dej. Lad den hæve tildækket til dobbelt størrelse, slå dejen ned, og form den til fire boller.

Resten:

  • Bland cremefraiche med revet parmesan, æggeblommer, salt og peber.
  • Steg pancetta på en tør pande, til den næsten er sprød. Sæt den til side.
  • Rens svampene, og skær dem i en passende størrelse. Varm lidt olie på panden, som du brugte til at stege pancetta, og sautér svampene, til de tager farve. Krydr dem med salt og peber.
  • Sæt en pizzasten i ovnen (alternativt kan du bruge en bageplade), og varm den op til den højeste temperatur.
  • Rul pizzaerne ud på bagepapir, og smør cremefraicheblandingen på. Riv mozzarellaen ud i mindre stykker, og fordel den på pizzaerne sammen med svampe og pancetta.
  • Bag pizzaerne en efter en i cirka 10 minutter på pizzastenen, til de er sprøde og gyldne.
  • Giv til sidst pizzaerne et lille drys salt og peber, og pynt dem med oregano.

Opskriften er udviklet til Boligliv

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments