Annonce

Ovnbagt laks med urtesmør og pinjekerner

ovnbagt laks med urtesmør
Foto Columbus Leth
I dag kommer den lækreste opskrift på ovnbagt laks med et låg af grønt urtesmør og pinjekerner. Jeg har her blandet hakket fed hvidløg, bredbladet persille, rasp, salt og peber i det bløde smør, inden det kom på laksefileterne. Du kan dog sagtens variere indholdet i det, alt efter hvad du har i urtebedet eller i altankassen. Jeg ville eksempelvis ikke tøve med at bruge både oregano, basilikum, estragon eller almindelig kruspersille, hvis det er der, der er mest tilgængeligt.
Pinjekernerne er ikke vildt nødvendige i denne opskrift på ovnbagt laks. Jeg synes dog, at de tilføjer både konsistens og smag til retten. Har du ikke nogen på lager, kan du også bruge mandler eller udelade dem helt.
Laks er en af de rigtig gode fede fisk, som gør alt muligt godt for kroppen. Brug så vidt muligt den bedste laks, du kan få fingrene i. Jeg er selv glad for at købe laks fra Færøerne, som nok typisk vil kræve en tur forbi fiskehandleren. Den smager til gengæld virkelig dejligt.
ovnbagt laks med urter, smør og hvidløg

Pas på med overtilberedning af ovnbagt laks!

Bemærk, at der kan være stor forskel på størrelsen, hvis du får fat i et par rigtig store laksefileter fra fiskehandleren sammenlignet med dem, der kan købes i supermarkedet. Det betyder, at stegetiden kan variere en hel del. Jeg har sat tilberedningstiden lidt lavt, så du ikke ender med at overstege fisken, hvis dine laksefileter ikke er så store.
Du kan altid tjekke med en gaffel, om laksefileterne har fået nok. Hvis ikke, giver du dem bare lidt ekstra tid. Pas dog på med ikke at overtilberede dem, og giv den hellere et minut for lidt end et minut for meget. Laks må faktisk gerne være lidt undertilberedt, da det betyder, at den er mere saftig.
Opskriften her er oprindeligt lavet til Boligliv.

Ovnbagt laks med urtesmør og pinjekerner

Ovnbagt laks med urtesmør og pinjekerner

Ovnbagte laksefileter med grønt urtesmør med hvidløg, rasp og bredbladet persille.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 fed hvidløg
  • ½ bdt. bredbladet persille
  • 2 skiver daggammelt lyst brød eller tilsvarende mængde rasp
  • 100 g blødt smør
  • 2 spsk. pinjekerner
  • 4 laksefileter
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil hvidløg og pluk persillen. Blend begge dele med brødet, og rør det til sidst i det bløde smør sammen med halvdelen af pinjekernerne. Krydr med salt og peber.
  • Læg laksebøfferne i et ovnfast fad, og top med smørblandingen og til sidst resten af pinjekernerne. Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i cirka 10-12 minutter, til laksen lige akkurat er gennemstegt. Bemærk, at stegetiden kan variere alt efter tykkelsen på laksebøfferne og den enkelte ovn.
  • Nyd laksebøfferne med en god salat og dine favoritkartofler.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments