Annonce

Medister med æbler, løg og salvie

medister

Foto Sarah Coghill

I dag kommer der en dejlig opskrift på stegt medister med kartoffel, løg, æble og salvie. Det er en utroligt simpel ret, som alligevel smager skønt. Og så gør det heller ikke noget, at den lidt julede opskrift hører til i den billige genre. Julen står for døren, og den er ikke bare fyldt med trængsel og alarm, men også med festligheder, julegaver og god mad. Det er alt sammen noget, der koster penge, så derfor gør det ikke noget, hvis hverdagsmaden ikke bliver for dyr. 
Medister er for mig noget, som lidt har været i glemmebogen i en årrække. Da jeg så blev mor og opdagede, at ungen elskede det, kom det pludselig på bordet noget oftere. Og så tilbringer jeg jo jævnligt tid i Sønderjylland hos svigerfamilien. Her kom der så sent som forrige weekend medister på bordet med rødkål. Nøj, hvor var det godt.
Selv om både rødkål, kogte kartofler og brun sovs er herligt tilbehør til medister, så gør det ikke noget, hvis tilbehøret får et tvist i ny og næ. Retten her er inspireret af det britiske køkken, hvor man ofte serverer æble til svinekød. Det er lækkert med de lidt syrlige æbler, som giver lidt modspil til den stegte medister.
medister

Brug de urter, du har ved hånden

Salvie er en urt, man ikke ser brugt så ofte herhjemme. Den passer virkelig godt til kombinationen af medister, løg, æble og kartofler. Du kan dog også sagtens bruge andre urter, som eksempelvis frisk timian eller rosmarin. De vil i øvrigt også være fine at bruge i den tørrede udgave. Tilsæt da cirka en halv spiseskefuld. Har du ingen af delene på lager, så kan du også i stedet toppe den færdige ret med fintsnittet purløg. Det smager dejligt, og så ser det pænt ud med lidt grønt drys på toppen.

Medister med æbler, løg og salvie

Medister med æbler, løg og salvie

Nem opskrift på medister i nye klæder. Opskriften her er inspireret af det britiske køkken, hvor man ofte sætter æble sammen med svinekød. 
Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse25 minutter
I alt35 minutter

Ingredienser

  • 1 kg kartofler
  • 600 g medister ((se note))
  • 2 madæbler
  • 2 rødløg
  • ½ bdt. salvie
  • Salt, peber

Noter

Du kan eventuelt erstatte medisteren med pølser. Brug da gerne, hvis muligt, den tykke slags for det bedste resultat. 

Fremgangsmåde

  • Skræl eller skrub kartoflerne, skær dem i både, og kog dem møre. Lad dem køle af.
  • Steg medisteren langsomt i fedtstof ved svag varme, til den er helt gennemstegt. Lad den køle af en anelse, og skær herefter i skrå skiver.
  • Halver løgene, og skær dem i skiver. Skær æblerne i tern. Sautér begge dele i smør på en pande ved jævn varme i ca. 5 minutter, og tilsæt kartofler, medisterpølse og salvie. Steg videre et par minutter, og smag til med salt og peber.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments