
Rødkål, den uundværlige ledsager til både flæskestegen og andestegen, er nok en af de ting, som rigtig mange køber på glas. Men alle, der har smagt ægte gammeldags rødkål ved, at intet slår den hjemmelavede. Der skal ikke lyde nogle hellige toner herfra. Det har vi i min familie også været tilbøjelige til. Nu skal det dog være slut, for det er kun jul én gang om året, men vigtigst af alt, så smager den hjemmelavede rødkål mange gange bedre end den købte. Når det så ovenikøbet er helt utroligt nemt at lave, så er der virkelig ingen undskyldning for ikke at lave den selv. Det eneste reelle arbejde i en portion hjemmelavet rødkål er sådan set at snitte kålbladene så fint eller groft, som du foretrækker det. Jeg kan godt lide, at den er nogenlunde fin, men ikke så fin som den fra glas. Den må gerne have lidt struktur, og så foretrækker jeg ikke at koge den helt i smadder. Man kan godt lade den simre længere tid end de i alt 40-50 minutter, som jeg gør, hvis man foretrækker det. Tilsæt da blot lidt vand, hvis den koger helt tør.
Jeg har allerede en opskrift på hjemmelavet rødkål her på bloggen, som jeg lavede for en del år siden, mens jeg boede i Irland. Den smager virkelig dejligt, men den er ikke helt traditionel, da man derovre ikke kan fremskaffe ribssaft. Denne opskrift er dog lige præcis, som jeg forestiller mig, at min vestjyske farmor kogte rødkålen op til jul. Jeg har dog også tilsat en lille smule varme krydderier, som giver lidt ekstra julesmag. Rødkålen kan med fordel laves et par dage før, den skal spises. Lun den da blot forsigtigt op, og gerne med en skefuld fedt fra anden eller flæskestegen.

Hjemmelavet rødkål
Ingredienser
- 1 mellemstort rødkål
- 50 g smør
- 1 dl lagereddike
- 2 dl ribssaft Reklame for med24.dk
- 50 g sukker
- 1 tsk salt Reklame for med24.dk
- 1 tsk stødt allehånde Reklame for med24.dk
- 1 lille kanelstang Reklame for med24.dk
- 2 stk stjerneanis Reklame for med24.dk
Noter
Fremgangsmåde
- Tag de yderste par blade af rødkålshovedet, skær kålen i fire dele på langs, og snit den så fint eller groft, som du foretrækker det.
- Smelt smørret i en gryde, kom kålen ved, og lad den stege ved jævn varme i cirka 5 minutter, til den begynder at falde lidt sammen. Hæld nu de resterende ingredienser i gryden, og lad kålen simre under låg ved svag varme i ca. 20 minutter. Tag låget af, og lad det simre i yderligere i 20-30 minutter, til væden næsten er fordampet.
- Smag til sidst med ekstra eddike, sukker eller salt hvis nødvendigt. Tilsæt også gerne en skefuld eller to af fedtet fra din andesteg eller flæskesteg.
- Fjern kanelstang og stjerneanis inden servering.








Uhhhmmmmm, jeg skal da også lige prøve din opskrift denne jul, selvom jeg er i Spanien og må kokkererer med hvad jeg kan finde af de rigtige, danske ingredienser:-)
Kære Mormormedstiletter
Det lyder dejligt med jul i Spanien. Prøv at kigge på den anden opskrift på rødkål, som jeg henviser til. Den kan man lave, hvis du ikke kan få ribssaft.
Bedste hilsner
Nadia
[…] Oksekød i panang karry (panang neur)JordbærtrifliMit TV-Køkken #3: Bagt torsk med asiatiske svampe og ingefærGammeldags rødkål til julebordet […]
[…] langtidsstegte andesteg storhitter som sædvanligt disse dage, og det samme gælder opskriften på gammeldags rødkål og risalamande. Men da det også lige nu er planlægningstid for de mange julefrokoster, som finder […]
[…] Sønderjylland hos svigerfamilien. Her kom der så sent som forrige weekend medister på bordet med rødkål. Nøj, hvor var det […]