Karrysild med smilende æg

karrysild
Foto Chris Tonnesen
Der er  både karrysild, stegte sild, marinerede sild (helst serveret med karrysalat selvfølgelig) og kryddersild. Vores måske vigtigste medspiller på julefrokostbordet kommer i mange forskellige varianter, hvor fællesnævneren er den sur-søde smag, som klæder den fede fisk så godt. En af mine personlige favoritter er den førnævnte karrysild, som du i dag får opskriften på.
Min version af karrysild er helt klassisk med både løg, æble og en smule hakket drueagurk for at give ekstra dybde til karrydressingen. Jeg pynter desuden med smilende æg, brøndkarse og fintsnittet fennikel. Du kan du fint udelade alle tre dele, hvis du foretrækker det.

Historisk spise i Danmark

Den fede og supersunde silds rolle i vores køkken strækker sig flere århundreder tilbage i tiden. I middelalderen var silden sågar en af vore vigtigste handelsvarer. Dengang blev den saltet i tønder for at konservere den, inden man eksporterede den til resten af Europa via de tyske hansestæder.

Karrysild fra bunden

Det er netop de saltede sild fra fiskehandleren, som du bruger, hvis du vil marinere dine sild helt fra bunden. Det tager lidt tid, for de skal først udvandes, inden du marinerer dem (se fremgangsmåden på hjemmemarinerede sild).
Du kan dog også købe marinerede sild fra supermarkedet, men sørg for at købe nogle af en god kvalitet. Ifølge en netop publiceret test fra Søndagsavisen, der både har testet almindelige marinerede sild og gammeldagsmodnede sild, så er det sidstnævnte af slagsen, du bør gå efter. Og skal vi være helt specifikke, så kig efter Lykkebergs marinerede sild i dit supermarked. Så skulle den være hjemme.

Karrysild med smilende æg

Karrysild med æble og fennikel

De lækreste hjemmelavede karrysild med sprøde æbletern og fennikel.
5 fra 3 stemmer
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 1 syltet drueagurk
  • ½ æble
  • ¼ løg
  • 3 spsk. cremefraiche
  • 3 spsk. mayonnaise
  • 2 tsk .karry
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 5-6 marinerede sild
  • ½ fennikel (valgfri)
  • 3 æg (valgfri)
  • Godt rugbrød
  • Evt. brøndkarse eller karse til pynt (valgfri)
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Hak drueagurken groft, skær æblet i små tern og hak løget fint. Bland med cremefraiche, mayonnaise, karry og gurkemeje. Smag til med salt og peber. Skær sildene i fire, og vend dem i karrydressingen. Snit fenniklen fint, gerne på et mandolinjern, og læg den eventuelt i isvand. Kog æggene smilende – 7 minutter efterfulgt af et dyp i koldt vand.
  • Servér karrysilden på rugbrød toppet med halverede æg, fennikel og urter.

Jeg lavede opskriften på disse karrysild til juleudgaven af Torvehallernes magasin Madro.

Del indlægget
5 from 3 votes (3 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments