Gyoza – japanske dumplinger med svinekød og forårsløg

japansk gyoza med svinekød

Sponseret af Fiskars

I dag er der en skøn og virkelig lækker opskrift på gyoza på bloggen. En gyoza er en japansk dumpling, som både steges og dampes på panden. Den minder meget om den kinesiske potsticker, hvor dejen dog er noget tykkere. Jeg tror, at det er de færreste, de ikke elsker gyozaer. Fyldet kan varieres i en uendelighed, og de er faktisk virkelig nemme at lave. Det eneste, der kræver en smule tålmodighed, er foldearbejdet. Det er ikke svært, men du kan af gode grunde kun lave en enkelt ad gangen. Derfor er det her en ideel ret at kaste sig over, hvis I er flere i køkkenet. Jeg er heller ikke bleg for at sætte mine gæster i gang. Selvfølgelig med et glas vin eller en kold øl ved hånden.

stegte dumplinger med svinekødDen nye dreng i klassen

Dagens indlæg er sponseret af Fiskars, hvis produkter efterhånden bliver brugt flittigt hjemme i mit eget køkken. Blandt andet da jeg for kort tid siden lavede de her stegte ægnudler med svinekød og asiatisk broccoli. Dengang brugte jeg en pande fra Fiskars Hardface-serie. Jeg er altid lidt varsom i lovprisningerne, når det gælder sponserede samarbejder. Man kan hurtigt blive mistænkt for at smide en masse tillægsord af sted af kommercielle årsager, og jeg værner højt om min troværdighed. Jeg kan dog vist godt fortælle, at jeg i dag bruger dem næsten på daglig basis. Så er det vist sagt.
Denne gang kom turen til “den nye dreng i klassen” i Fiskars Norden-serie. Serien, der er inspireret af den nordiske natur og nordens madlavningstraditioner, er nok især kendt for sine rustikke og maskuline støbejernsprodukter. De har netop denne måned fået selskab af både knive med trægreb samt gryder og pander i stål. Den såkaldte Thermium™-mineralbehandling giver begge dele non-stick egenskaber, og så tåler de at komme en tur i ovnen (perfekt til æggekage). Jeg må erkende, at jeg efterhånden er så vant til de klassiske sorte non-stick-pander, hvilket resulterede i en lille bitte frygt for, at mine gyozaer ville side fast. Den frygt blev dog fuldstændig gjort til skamme, da jeg stegte og dampede mine gyozaer i den 28 cm store Norden Steel-pande.
gyoza opskrift

Sådan folder du en gyoza

At lave opskriften herunder kræver et visit hos din nærmeste asiatiske købmand. Gyoza-dejen finder du i frostafdelingen ved siden af wonton- og forårsrulledejen. En gyoza er som sådan ikke svær at folde. Du placerer fyldet i midten og fugter kanterne med lidt vand. Hold gyozaen i venstre hånd, hvis du er højrehåndet, og begynd så at folde den nederste del af dejen med højre hånd – start i venstre side. Når du har lavet en fold, holder du sammen på den med venstrehånds pege- og tommelfinger. Klem folden godt sammen. Sådan forsætter du tre til fire gange. Sæt gyozaen på et stykke bagepapir med folderne opad.
For at være helt ærlig betyder det ikke det helt store, hvordan den bliver foldet. Du kan også bare droppe de klassiske folder helt og blot forsegle dem, så du har en halv cirkel. Vil du dog gerne gøre det helt efter bogen, så tjek eventuelt foldevideoer på Youtube. Jeg er nok også lidt nørdet, men det er sådan, at jeg har lært at folde både wontons og gyozaer.
gyoza med svinekød og forårsløg - den bedste opskrift på japanske dumplings

Gyoza - japanske dumplinger med svinekød og forårsløg

Gyoza - japanske dumplinger med svinekød og forårsløg

Stegte og dampede japanske gyozaer med hakket svinekød, forårsløg, hvidløg og soja. 
5 fra 6 stemmer
Antal: 6 personer

Ingredienser

Gyoza-fyld:

  • ½ bdt. forårløg
  • 1 lille fed hvidløg
  • 200 g hakket svinekød
  • 1 æg
  • ½ spsk. majsstivelse
  • 2 spsk. lys soja
  • 1 tsk. sesamolie
  • 1 tsk. sukker
  • ¼ tsk. hvid peber
  • 1 tsk. salt

Herudover:

  • ½ pakke gyoza-dej (optøet)
  • Olie til stegning
  • ¾ dl vand per stegning
  • Evt. snittet purløg (koriander eller forårsløg (den grønne del) til pynt)

Soja-dip:

  • 2 spsk. lys soja
  • 1 tsk. fyldende honning
  • 1 tsk. sesamfrø
  • ½ spsk. sesamolie
  • ½ spsk. vand
  • 1 tsk eddike (gerne riseddike)

Fremgangsmåde

Gyoza-fyld:

  • Snit forårsløg, og blend dem sammen med resten af ingredienserne til fyldet.

Sådan gør du:

  • Kom cirka 1-2 teskefulde fyld på et stykke gyoza-dej, dup lidt vand på kanterne med fingrene, og fold den sammen med eller uden de klassiske folder (læs mere i indlægget længere oppe). Læg den foldede gyoza på et stykke bagepapir, og fortsæt med resten.
  • Varm en sjat olie på en pande, og steg gyozaerne (dette skal gøres ad cirka 2-3 omgange - jo større panden er des bedre) i et par minutter, til bunden er gylden. Kom nu vand ved, og læg straks låg på. Lad dem dampe under låg i et par minutter, til alt vandet er fordampet. Fjern atter låget, og lad dem stege videre et minuts tid. Sæt til side.
  • Pynt eventuelt gyozaerne med lidt grønt, og nyd dem med soja-dippen.

Soja-dip:

  • Rør alle ingredienserne sammen, til honningen er opløst.

Del indlægget
5 from 6 votes (5 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments