Annonce

Æggekage med champignon, spinat og bacon

æggekage - opskrift på æggekage bagt i ovnen med spinat, champignon og bacon
Æggekage er hos mig en favorit hos fra det danske traditionskøkken. Det er en både sund, let og lækker spise, som tilmed hører til i den billige kategori. Det gør bestemt ikke noget her i den dyre julemåned, hvor der også skal gaver under træet og julemad på bordet. Selv om det selvfølgelig er helt fint at skeje ud på madfronten, når muligheden byder sig, så er det også værd at huske på, at god mad slet ikke behøver at tømme sparegrisen. Faktisk er flere af bloggens bedste opskrifter både billige, simple og hurtige (i skrivende stund er det blandt andet min pasta med chorizo og den vildt lækre kartoffel-porresuppe, jeg har i tankerne).  
Nå, tilbage til æggekagen. Den klassiske æggekage er uden fyld, men med purløg og bacon på toppen samt måske et par skiver tomat. Jeg prøver, hvor det er muligt, at snige lidt grønt ind i ny og næ. Derfor er æggekagen her med fyld af frisk spinat, som er sprængfyldt med gode vitaminer. Herudover har jeg også tilsat en god portion champignons. Dem rister jeg først på panden for at få mest mulig smag ud af dem. Du kan dog fint udelade både spinaten og champignons, hvis du foretrækker den mere simple version. Og på samme måde kan du også tilføje andre grønne elementer. Det kan være broccolibuketter skåret i tynde skiver eller måske en rest kogt kartoffel fra gårsdagens middag. På den måde undgår du samtidig madspild.

Tilbehør til æggekage

Til min æggekage serverer jeg gerne godt rugbrød, eventuelt ristet i smør på panden. Der skal naturligvis også sprødstegt bacon og rigelige mængder frisk purløg til. Så bliver det altså ikke meget bedre. Ønsker du at servere lidt ekstra tilbehør, så lav en god grøn salat med årstidens grønt og en god vinaigrette med olie, eddike, honning og sennep.

Æggekage med champignon, spinat og bacon

Æggekage med champignon, spinat og bacon

Nem og lækker klassiker fra det danske køkken, der her har fået et grønt tvist med spinat og champignon. 
5 fra 3 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse20 minutter
I alt35 minutter

Ingredienser

  • 1 løg
  • 250 g champignon
  • 125 g spinat
  • 200 g bacon
  • 8 æg
  • 2 dl mælk
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 6 skiver rugbrød
  • 30 g smør
  • 1 bdt. purløg
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løget, og skær champignon i grove skiver. Skyl spinaten, og lad den dryppe af.
  • Pisk æggene sammen med mælk, salt og peber. Tag lidt af blandingen fra, og rør majsstivelsen ud i det for at undgå klumper. Pisk det herefter sammen med resten af æggeblandingen.
  • Steg bacon sprød på en pande, og lad det dryppe af på fedtsugende papir.
  • Sauter nu champignons på samme pande, til de tager farve. Kom lidt olie på panden hvis nødvendigt undervejs, og tilsæt løget. Sauter videre, til løgene er klare, og til sidst spinat ved. Rør i det, til det falder sammen, og overskydende væde fordamper. Fordel det i et smurt ovnfast fad sammen med æggemassen, og bag æggekagen i ovnen ved 200 grader i cirka 20-25 minutter, til æggekagen er har sat sig.
  • Skær rugbrødet ud i store trekanter ved at dele skiverne i to, og rist dem i smør på en pande.
  • Snit purløg, og fordel det over den færdige æggekage sammen med bacon. Nyd med ristet rugbrød.

Opskriften er udviklet til Nemlig.com’s måltidskasser

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments