Stegte ægnudler med svinekød, broccoli og peberfrugt

stegte ægnudler med svinekød i strimler og grøntsager

Sponseret

I dag kommer en skøn, nem og lynhurtig hverdagsret i den asiatiske genre. Den består af stegte ægnudler i asiatisk krydring med svinekød, broccoli og peberfrugt. Jeg har endvidere valgt at toppe retten med en håndfuld ristede cashewnødder for lidt ekstra knas. De kan dog fint udelades eller erstattes med ristede peanuts, hvis det er det, du tilfældigvis har på lager.
Retten er blevet til i samarbejde med Fiskars, hvis produkter jeg efterhånden kender godt. I fjor blev et samarbejde med den finske virksomhed til opskriften på braiserede oksehaler, og jeg har før deltaget i deres ChooseToughness-challenge. Det førte til en dejlig ret med stegt gråand med svampe. Lige siden har jeg været flittig bruger af produkterne i mit køkken.
En af de ting, jeg har bidt mærke i er, at både gryder og pander fra Hardface-serien selv efter grundigt brug ikke bærer præg af slid. Det er ellers en af de ting, der godt kan drille, når man bruger pander og gryder med non stick-belægning, som jeg personligt foretrækker. Netop hårdførhed er en af de ting, som Fiskars selv har fokuseret på i fremstillingen af Hardface-produkterne. De er derfor udstyret med det, som Fiskars kalder for “HardTec-belægning”, der skulle være den mest holdbare belægning til gryder og pander. Udover en længere levetid betyder det, at du eksempelvis kan bruge metalredskaber. Det er ellers noget, som normalt er no-go ved produkter med non stick-egenskaber. De tåler også fint en tur i opvaskemaskinen efter endt brug.
stegte nudler med svinekød, broccoli og peberfrugt - nem asiatisk mad

Tre slags broccoli

Jeg har til mine stegte ægnudler brugt asiatisk broccoli, som også nogle gange går under navnet thai broccoli eller gai lan. Den finder du i nogle asiatiske supermarkeder. Bor du i København, så kig eksempelvis forbi Denn Jai Market lige bag ved Hovedbanegården eller Thai Supermarked på Istedgade 134. Begge steder plejer at have det.
Det er dog til retten her også helt fint at bruge aspargesbroccoli, som er den ranglede tynde broccoli, du nogle gange kan støde på i helt almindelige supermarkeder eller hos Nemlig.com. Selv om den asiatiske broccoli har tynde, flade blade, så er fremgangsmåden ved brug af begge slags den samme.
Det er også muligt at bruge helt almindelig broccoli til retten her. Gør du det, så skal du skære den i små buketter og dele dem én eller flere gange på langs afhængigt af tykkelse. Formålet er at gøre stykkerne relativt tynde, så de opnår nok tilberedning til trods for den korte tur på panden. Du kan i øvrigt også sagtens bruge broccolistokken. Skræl blot det nederste af den, så du fjerner det hårde ydre. Halvér den herefter på langs, og skær i den tynde, lange skiver.
stegte nudler - hurtig asiatiske stegte ægnudler med broccoli, svinekød, peberfrugt og cashewnødder

Stegte ægnudler med svinekød, broccoli og peberfrugt

Stegte ægnudler med svinekød, broccoli og peberfrugt

Hurtig og nem asiatisk hverdagsmad, som kan varieres efter, hvad du har ved hånden. Jeg har her brugt svinekotelet i strimler, men du kan også fint bruge eksempelvis nakkefilet eller kyllingefilet i strimler. Retten på billedet er lavet med asiatisk broccoli, men aspargesbroccoli eller den helt almindelige slags kan også fint benyttes. 
5 fra 2 stemmer
Forberedelse15 min
Tilberedelse10 min
I alt25 min

Ingredienser

  • 200 g ægnudler
  • 1 løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 grøn peberfrugt
  • 200 g asiatisk broccoli eller aspargesbroccoli ((alternativt 1/2 alm. broccoli - se introtekst))
  • 1-2 svinekoteletter eller nakkekoteletter ((du kan også bruge kylling))
  • Olie til stegning
  • 2 spsk. fiskesauce
  • 4 spsk. østerssauce
  • 1/2 dl vand
  • 1 spsk. sukker
  • Hvid peber
  • Evt. en smule mørk soja
  • 1 håndfuld ristede cashewnødder

Noter

Nyd eventuelt retten med chilipulver. Du kan også sætte lidt ekstra sukker, fiskesauce og eddike med snittet chili på bordet, så hver medspiser kan krydre sin egen skål nudler, som man gør i Thailand. 

Fremgangsmåde

  • Kog nudlerne, til de er møre, men stadig har bid. Hæld vandet fra.
  • Pil løg og hvidløg. Skær løget i tynde både, og hak hvidløget groft. Skær peberfrugten i strimler og broccolien i aflange, skrå skiver (se teksten i introen).
  • Skær kødet ud i tynde strimler.
  • Varm en god sjat olie på en stor pande, og sauter først hvidløg, til det så småt begynder at blive gyldent. Kom nu kødet ved, og brun det. Tilsæt først den tykke del af stænglerne, og sauter videre kortvarigt. Kom nu løg, peberfrugt og resten af broccolien ved. Sauter videre i cirka 2 minutter, inden du vender nudler, fiskesauce, østerssauce, vand, mørk soja, sukker og hvid peber i. Ved det hele godt sammen (det er nemmest med to stegepaletter eller grydeskeer), og kom mere vand ved undervejs, hvis nudlerne virker for tørre.
  • Smag til med mere fiskesauce hvis nødvendigt, og top til sidst retten med cashewnødder.
  • Nydes straks - evt. sammen med chilipulver.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments