Annonce

Bagte æbler med marcipanfyld og lun vaniljecreme

Bagte æbler

Fotos Sarah Coghill

I den kulinariske kalender er der særligt to tidspunkter om året, hvor mit hjerte banker lidt hurtigere. Når vi går fra koldt til lunt, og årets første grønt begynder at bryde igennem den danske muld, er det altid et glædeligt gensyn med det friske, enkle og sprøde. Og det samme gælder på den anden side af sommeren, hvor vi mætte af jordbær, nye kartofler og andre sommerglæder hilser efteråret velkomment. Faktisk er det nok i virkeligheden nu her, at jeg holder allermest af at gå i køkkenet. Temperaturen er på vej ned, hvilket gør tiden tilbragt i køkkenet noget mere behagelig, og så bugner det danske spisekammer samtidig af alskens lækre sager.

En af de ting, jeg har glædet mig rigtig meget til, er danske æbler. Jeg mindes at have læst et sted, at det danske klima giver ideelle vækstforhold for æbler, og det netop er derfor, at de danske æbler smager så skønt. Hjemme hos mig står den snart på et gensyn med den fantastiske æblekage, som jeg efterhånden har fremhævet flere gange, men måske den gammeldags version skal på menuen først. En anden stærk kandidat er disse bagte æbler, som jeg lavede til smagogbehag i fjor. Jeg har virkelig glædet mig til at dele opskriften. Ikke blot på grund af Sarah Coghills fantastisk smukke billeder, men også fordi den er så dejlig nem, at den måske kan gå hen og blive en favorit hjemme hos andre, ligesom den er blevet det hos mig. Det var meningen, at opskriften skulle på for lang tid siden, men pludselig løb tiden fra mig, og efterår blev til vinter. Sådan en sag her skal efter min mening helst ud, når danske æbletræer bugner af frugt.

Bagte æbler med marcipan



Denne simple og fantastisk lækre æbledessert tager ingen tid at lave, og i hvert fald hjemme hos mig hører de fleste ingredienser til blandt ting, jeg har på lager. Jeg fyldte de udhulede æbler med marcipan rørt op med smør, en anelse sukker, rosiner og kanel. Man kan dog sagtens udelade de to sidste ingredienser, hvis man ikke lige har dem på lager. Brug gerne et godt madæble som fx Belle de Boskoop.

For at gøre det lidt ekstra festligt tilføjede jeg en lun vaniljecreme til opskriften. Den er også helt fantastisk til fx æblecrumble. Har man ikke lyst til at kaste sig ud i sådan en omgang, kan man dog sagtens erstatte vanillecremen med vaniljeis eller flødeskum. Det ville også være lækkert.

Bagte æbler
Bagte æbler med marcipanfyld og lun vaniljecreme

Bagte æbler med lun vaniljecreme

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 6 æbler (fx Belle de Boskoop)
  • 100 g marcipan
  • 25 g blødt smør
  • 1 spsk. sukker
  • 2 spsk. rosiner
  • 1 tsk. kanel
  • 25 g mandler
  • 4 past. æggeblommer
  • 4 dl sødmælk
  • 40 g sukker
  • 1 tsk. majsstivelse
  • 1 vaniljestang

Fremgangsmåde

  • Skær toppen af æblerne og fjern kernehus uden at skære hele vejen igennem. Bland marcipan, smør, 1 spiseskefuld sukker, rosiner og kanel og fordel i de udhulede æbler. Hak mandlerne, drys over og sæt æbletoppen på igen. Bag i en 200° ovn i 30 – 40 minutter, eller indtil æblerne er møre.
  • Pisk æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen. Kom mælk i en gryde med vaniljekorn og bring til kogepunktet. Hæld den varme mælk i æggemassen lidt efter lidt, mens der konstant piskes. Hæld det hele tilbage i gryden, varm forsigtigt op under konstant omrøring, indtil cremen tykner. Vaniljecremen kan både serveres lun og kold.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments