Annonce

Tacos med stegte rejer og mangosalsa

Tacos med rejer og mangosalsa

Tacos med rejer – foto Chris Tonnesen

Foråret er fløjet forbi, siden den lille meldte sin ankomst, så jeg er langt bagud i forhold til alt det, jeg gerne vil dele her på bloggen. Jeg har blandt andet været med til at lave Torvehallernes magasin Madro med samme team, det vil sige redaktør og fotograf, som var med til at lave min kogebog Kødfri Mandag. Efter egen ydmyge mening er det blevet hamrende flot. Magasinet er gratis og udkom i april måned, og det indeholder både artikler om mad og drikke, fortællinger om stadeholderne og masser af dejlige opskrifter. Er du heldig, så tror jeg nok, at du stadig kan nå at få fingrene i et eksemplar, hvis du tager et smut forbi Torvehallerne.
I magasinet står jeg for hele to opskriftsserier, heriblandt én med fokus på lynhurtig og nem mad til travle dage. Hertil hører de her superlækre tacos med stegte rejer og en spicy mangosalsa. Jeg har købt mine tacos hos Hija de Sanchez, der både har en afdeling i Torvehallerne og en i Kødbyen. Du kan dog også bruge helt almindelige hvedetortillas, som du kan købe i ethvert supermarked. Gå da gerne efter de små, hvis de har dem.

Nadia Mathiasen

På indkøb i Torvehallerne – Foto Chris Tonnesen

Du kan selvfølgelig også vælge at lave dine tacos selv, men det majsmel, masa harina, som man normalt bruger til tacos, er ikke helt så let at få fat i. Jeg har dog spottet det hos blandt andet Chilihouse, der endda har en opskrift på hjemmesiden, hvis du skulle få lyst til at lave dem fra bunden.

Tacos med stegte rejer og mangosalsa

Tacos med rejer og mangosalsa

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 fed hvidløg
  • Olivenolie til stegning
  • 400 g pillede og klargjorte mellemstore rejer
  • 1 tsk. Fajita-krydderiblanding eller lignende
  • 2 avocadoer
  • 20 majstortillaer (kan købes i Torvehallerne hos Hija de Sanchez)
  • 2 lime
  • Salt, peber

Mangosalsa:

  • 1 spiseklar mango
  • 4-5 cherry- eller cocktailtomater
  • 1 lille rødløg
  • 1 bdt. koriander
  • 1-2 chilipebere
  • 1-2 lime

Fremgangsmåde

  • Pil og hak hvidløget. Varm lidt olie i en pande, og steg hvidløget ved jævn varme i et minuts tid. Tilsæt rejer og Fajita-krydderi, og steg videre, til rejerne lige akkurat er gennemstegte.Lun majstortillaerne i sølvpapir i ovnen, og skær avocadoen i skiver.
  • Anret rejer, mangosalsa, korianderblade og avocado oven på. Servér med limebåde.

Mangosalsa:

  • Skær skrællen af mangoerne, og skær dem i tern. Skær tomater i små stykker, og pil og hak rødløget. Snit korianderen (gem evt. lidt hele blade til pynt), og hak chilipeberen. Bland det hele sammen, og smag til med limejuice, salt og peber.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments