Annonce

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce

italienske kødboller med tomatsauce


Kan man sige nej til en skål med italienske kødboller i tomatsauce? Som de fleste (pige)børn, der voksede op i 80’erne, elskede jeg Lady & Vagabonden. De fleste husker nok scenen, hvor Vagabonden triller den sidste kødbolle over til Lady under stjernerne i en baggård. Mellem os, så er det noget, jeg altid haft en sær trang til at gøre ham kunsten efter. Af hygiejniske årsager, og fordi jeg lige kan forestille mig min medspisers forfærdede udtryk, er det dog noget, jeg overlader til vore firbenede venner. Det afholder mig naturligvis ikke fra at lave denne lækre sag, når jeg får lyst til noget italienske kødboller i tomatsauce. Navnet til trods er retten ikke 100 procent autentisk italiensk. Til gengæld er den 100 procent lækker at sætte på bordet, uanset hvor i verden, man befinder sig.
Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce er en dejlig nem ret. Den minder både om lasagne og spaghetti bolognaise med dens mix af oksekød, pasta og tomat, og den er lige så nem at lave. Man kan dog også vælge af bruge en blanding af svinekød og oksekød, hvis man skulle have lyst til det.

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce


Noget af det jeg holder mest af ved disse kødboller er dog muligheden for at blande dem sammen med alt muligt lækkert som friske urter, parmesan, hvidløg og brødkrummer, som giver en lidt lettere og blødere tekstur. Af friske urter brugte jeg persille og basilikum, fordi det lige var, hvad jeg havde ved hånden. Man kan dog også tilsætte oregano, timian, salvie og så videre. Har man ikke friske urter, så kan tørrede sagtens gå an.
Er man ikke sikker på, hvor meget, man skal krydre kødbollerne, så kan man tage en lille smule af farsen, stege den på en pande og derefter smage på den.

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce

Italienske kødboller i ovn

I nogle opskrifter på italienske kødboller i tomatsauce koges kødbollerne i tomatsaucen, efter de er blevet stegt på panden. Jeg foretrækker dog at stege dem færdige i ovnen sammen med tomatsaucen, som jeg hælder over. Det er en dejligt blid metode, som sikrer, at kødboller forbliver kødboller i stedet for at fusionere med saucen.
Jeg brugte tomatpassata til tomatsaucen. Det er egentlig bare knuste tomater, hvilket betyder, at man får en finere sauce. Man kan dog også bruge hakkede eller flåede tomater fra dåse, som man eventuelt lige kan gøre gennem blenderen.

italienske kødboller


Lyst til flere kødbolle-opskrifter? Prøv også de virkelig lækre tyrkiske frikadeller, som alle vil elske.

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce

Italienske kødboller i tomatsauce med spaghetti

Opskriften passer til fire – fem personer. Server den med godt brød, gerne hvidløgsbrød som her, og rigelige mængder revet parmesan.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 750 g tomatpassata ((du kan også bruge 2 dåser hakkede tomater))
  • 2 laurbærblade
  • 1 tsk. sukker
  • 75 g lyst brød
  • 10 g persille
  • 20 g basilikum
  • 0,5 dl revet parmesan
  • 450 g hakket oksekød
  • 1 æg
  • 200 ml mælk
  • Havsalt
  • Sort peber
  • 400-500 g spaghetti

Fremgangsmåde

  • Hak løg og hvidløg. Varm halvdelen af olien i en gryde, og svits det hakkede løg ved jævn varme i to minutter, uden at det begynder at tage farve. Tilsæt dernæst det hakkede hvidløg, og svits yderligere i et par minutter. Kom halvdelen af løg- og hvidløgsblandingen i en skål, som sættes til side. Bland tomatpassata med det resterende løg og hvidløg i gryden, og tilsæt laurbærblade, salt, peber, og lad det simre i 15 minutter. Smag til med yderligere salt og peber samt eventuelt en anelse sukker.
  • Blend hvedebrødet til grove brødkrummer, og kom det i skålen med løg og hvidløg. Hak persille og basilikum. Kom persillen og halvdelen af basilikum i skålen sammen med parmesan, oksekød, æg, mælk samt salt og peber. Rør grundigt, og form farsen til små kødboller. Varm den resterende olie på en pande, og brun kødbollerne på alle sider. Kom dem i et ovnfast fad, hæld tomatsaucen over, og steg færdig i en 180 grader varm ovn i 20 minutter.
  • Kog spaghettien efter anvisningen på pakken, og vend sammen med tomatsauce og kødboller.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
39 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments