Annonce

Marmelade med rabarber, jordbær og stikkelsbær

Marmelade med rabarber, jordbær og stikkelsbær lavet med syltesukker

Sponseret af Dansukker

Det er sommer, der er sol, og selv om det ikke er søndag, kan det godt være syltedag alligevel. Til trods for at hverdagen i en børnefamilie som hos undertegnede til tider kan være ren overlevelse, så synes jeg alligevel, at jeg vil dele en opskrift på hjemmelavet marmelade – selv om det er mandag. Det kræver nemlig ikke det store i hverken udstyr, ingredienser eller tid, hvis du vil sætte hjemmelavet marmelade på morgenbordet allerede i morgen.
Ovenstående udsagn er lidt en kontrast til de syltedage, jeg husker fra min barndom. Når hele familien havde plyndret havens bærbuske, gik min mor i gang med det helt store projekt med at koge bær og skolde glas. Det behøver dog ikke være en større bedrift at kaste sig ud i en omgang hjemmelavet marmelade. Hemmeligheden er at holde portionerne relativt små. Det gør det både nemt, hurtigt og hyggeligt.
Derfor kan du sagtens kaste dig over sylterierne, hvis du bare har en lille rest bær, frugt eller rabarber, som er ved at gå til. De skal blot skylles, skæres i mindre stykker og så i en gryde med sukker. Efter 5-10 minutter er det klar til at komme på glas. Og hvis du ved, at det alligevel bliver spist inden for en overskuelig fremtid, behøver du endda ikke at skolde glassene.
Hurtig marmelade med bær med syltesukker

Nemt at sylte selv

Dagens indlæg er udgivet i samarbejde med Dansukker, der har leveret syltesukkeret brugt i opskriften her. Fordelen ved at bruge syltesukker er, at det indeholder pectin. Det findes også naturligt i bær og frugt i varierende mængder. Pectin er det stof, som får din marmelade til at sætte sig, så den ikke løber af brødet.
Når sukkeret indeholder pectin, betyder det, at du ikke får problemer med, at marmeladen ikke gider at sætte sig, som det godt kan være tilfældet, hvis du udelukkende bruger sukker. Her kan det nemlig være nødvendigt at sætte sig lidt ind i de enkelte frugter og bærs indhold af pectin. Hvis du eksempelvis bruger almindeligt sukker sammen med jordbær eller brombær, som har et lavt indhold, kan det være svært at få den rigtige konsistens, uden at koge den så meget ind, at den bliver alt for sød.
Hjemmelavet marmelade med jordbær og stikkelsbær

Huskeregel ved hjemmelavet marmelade

Jeg har i dagens opskrift været en tur i vores hyggelige gårdhave på Vesterbro, som bugner lige nu. Der er alt fra radiser, diverse urter og fennikel til en hulens masse bærbuske. Da jeg aldrig har kastet mig ud i brugen af stikkelsbær, plukkede jeg en god håndfuld til min marmelade. De fik selskab af rabarber og jordbær. Mængderne af de forskellige ingredienser betyder ikke det helt store. Du skal blot være opmærksom på, at du skal bruge ½ -1 del sukker til 1 del frugt, alt efter hvor sød, du foretrækker din marmelade.
Jeg foretrækker selv, at min marmelade ikke er alt for sød. Derfor har jeg brugt syrlige grønne stikkelsbær og rabarber sammen med mine jordbær. Der går her 600 gram syltesukker til 800 gram rabarber og bær.

Marmelade med rabarber, jordbær og stikkelsbær

Rarbarbermarmelade med jordbær og stikkelsbær

Opskriften giver cirka 1 liter færdig marmelade. Benyt gerne flere små glas i stedet for et eller to store. Så holder den sig bedre, da marmeladen af gode grunde vil blive spist op hurtigere efter åbning. Det giver i øvrigt også mulighed for at forære et glas eller to væk i gave.
5 fra 1 stemme

Ingredienser

  • 400 g rabarber (renset vægt)
  • 250 g jordbær
  • 125 g grønne stikkelsbær
  • 600 g syltesukker

Noter

Hvis du har været omhyggelig med hygiejnen, kan marmeladen holde sig rigtig længe.
Opbevar marmeladen på køl efter åbning.

Fremgangsmåde

  • Rens rabarber, jordbær og stikkelsbær. Trim enderne af rabarberstænglerne, og skær dem i cirka 1 cm stykker. Fjern det grønne på jordbærrene, og skær dem i mindre stykker. Er det store, skæres bærrene i kvarte, mens små kan halveres. Er bærrene meget små, kan du godt lade dem være hele. Nip stikkelsbærrene.
  • Kom det hele i en gryde sammen med syltesukkeret, og bring den op til kogepunktet. Lad den simre i cirka 10 minutter, skum af undervejs, og mos lidt af frugten med grydeskeen.
  • Hæld den varme marmelade på rene skoldede glas (evt. skyllet i Atamon), og luk straks låget.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments