Annonce

Fiskefilet deluxe med tatarsauce

Fiskefilet med tatarsauce


Da jeg i fjor var så heldig at gæste Kong Hans Kælder til en af restaurantens julefrokoster, der foregår på søndage i december, oplevede jeg en sand gourmetudgave af den klassiske julemad. Der var for det meste tale om gamle kendinge på julens bord, men i den absolut ypperste udgave, man kan præstere.
En af serveringerne var en af mine personlige favoritter, fiskefileten, men her havde den mere ydmyge rødspætte måtte vige for kongen blandt fladfisk, pighvarren. Den og søtungen anses af mange som værende de bedste blandt fladfisk, men også rødtunge er kendt som en lidt finere fladfisk end den hyppigt anvendte rødspætte. Det var netop fileter af rødtunge, jeg spottede hos fiskehandleren, da lysten til fiskefilet kom over mig den anden dag, og inspireret af julefrokosten på den gamle Michelinrestaurant gik jeg i gang med min fiskefilet deluxe med tatarsauce. Jeg er nu ellers stor fan af remoulade, men indimellem kan det være rart med lidt afveksling.

Paneret fiskefilet

Opskriften her tager ikke meget mere end 15 minutter at bikse sammen, og den vil være et dejligt indslag til årets julefrokoster, hvor det er sjovt at tilføre noget nyt, uden at man dog piller alt for meget ved traditionerne. Jeg vender først fiskefileten i mel, dernæst æg og til sidst rasp, hvorefter jeg steger dem i en blanding af smør og olie. Det giver efter min mening det absolut bedste resultat. Skal du lave mange ad gangen, så anbefaler jeg, at du smider de færdigstegte fiskefileter i en oven ved cirka 125 grader, så de hverken når at blive alt for kolde eller får en masse ekstra tilberedning.
Servér fiskefilterne med rigtig godt groft rugbrød og eventuelt en skive citron. Tatarsaucen er i øvrigt også fremragende til fish’n’chips.

Fiskefilet deluxe med tatarsauce

Fiskefilet deluxe med tatarsauce

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 skalotteløg eller ½ lille løg
  • 1 drueagurk
  • 2 spsk kapers + lidt til pynt
  • 1 bdt. dild
  • 1,5 dl god mayonnaise
  • 1 spsk citronsaft
  • 4 rødtungefileter (kan erstattes med fileter af andre fladfisk)
  • 1 æg
  • 2 dl hvedemel
  • 2 dl rasp
  • 4 spsk. smagsneutral olie
  • 50 g smør
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  • Hak løg, drueagurk og kapers, og pluk dilden (reserver lidt dild til pynt). Bland det med mayonnaise, og smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Vend fiskefileterne i mel, dernæst i pisket æg og til sidst rasp. Steg dem gyldne på en varm pande i olie og smør i ca. 2-3 minutter på hver side.
  • Krydr med salt og peber og anret på smurt rugbrød. Top med tatarsauce samt evt. lidt dild og kapers.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments