Annonce

Findeopskrifter.dk udnytter madbloggere

Findeopskrifter.dk udnytter madbloggere

For noget tid siden kom min nu tidligere sambo ind i køkkenet med et dybt frustreret udtryk i ansigtet. Hun havde søgt på nettet efter en velkendt og elsket opskrift, som hun aldrig før havde haft problemer med at finde på Google. Nu var situationen dog en ganske anden, for en hjemmeside ved navn Findeopskrifter.dk fyldte pludselig alle søgeresultaterne til trods for, at hjemmesiden ikke bød på et eneste tilfredsstillende søgeresultat. Jeg havde selv kort tid forinden stiftet bekendtskab med selvsamme hjemmeside, der fik mig til at bande højlydt. Ikke nok med at bagmændene, der tydeligvis er bedre til søgemaskineoptimering end brugervenlighed, havde taget pladsen i søgemaskineresultaterne fra hjemmesider og blogs i høj kvalitet, så tvinger de endvidere brugeren til at se en video, inden man får mulighed for at klikke sig videre for at se, om resultatet i det hele taget er brugbart. Jeg lærte hurtigt at undgå hjemmesiden.

Hvad der irriterede mig endnu mere end den manglende brugervenlighed er, at hjemmesiden ganske enkelt driver rovdrift på danske madbloggere. Bloggerne leverer indholdet gratis, mens de svenske bagmænd tjener fedt på det. De var også ude med riven efter mit indhold, da hjemmesiden var helt ny herhjemme, og jeg fik endda hele to identiske emails med en dags mellemrum. Jeg syntes, at ideen om, at jeg skulle tillade en svensk virksomhed at tjene en masse penge på billeder og opskrifter, som jeg lægger et stort arbejde i, så tåbelig, at de ikke engang fortjente et svar.

Grov udnyttelse

Som nystartet blogger kan jeg godt se, at det er fristende at sige ja til til en hjemmeside, der lover en hulens masse trafik. I mine øjne er det dog ren udnyttelse. Du laver alt arbejdet. De tjener på det. Udover det grundlæggende forkerte i sådan en forretningsmodel, så tvinger man sine læsere forbi en masse annoncer, inden de når frem til det ønskede resultat.

Der har gennem  nogen tid været stor debat om Findeopskrifter.dk blandt danske madbloggerne, og mange har allerede skrevet om, hvordan hjemmesiden udnytter bloggerne. Der er dog stadig næsten 200 blogs tilmeldt hjemmesiden, så derfor er det stadig vigtigt at holde gang i debatten.

Men hvad kan man så gøre ved problemet? Som blogger kan man sende Findeopskrifter.dk en mail og framelde sin blog, hvis den er med på deres hjemmeside. Herudover kan man skrive et indlæg som dette. Det kan også bare være ganske kort med link til dette fine indlæg på madbloggerneshimmel.dk.

Så længe der er danske madblogs tilknyttet hjemmesiden, vil de desværre dukke op i søgeresultaterne, men hvis man som jeg helst ser sig fri, så kan man som bloglæser endvidere sørge for, at Findeopskrifter.dk blokeres, når man benytter Google. Det tager kun et øjeblik og kan klares lige her.

Læs mere

Tag også et kig forbi Grydeskeen.dk, der har skrevet meget mere om Findeopskrifter.dk’s forretningsmodel, samt de tekniske problemer det giver at samarbejde med dem. Malou fra Klidmoster.dk har også begået et rigtig fint indlæg, der forklarer mere om problematikken på en måde, hvor alle kan være med. Herudover findes der på Madbloggernes Himmel et indlæg med links til alle de blogs, der har skrevet om Findeopskrifter.dk og deres udnyttelse af madbloggerne.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments