Butterdejstærte med cherrytomater, ost og oregano

Nem butterdejstærte med tomat, ost og oregano - hurtig gæstemad eller skøn aftensmad Min mor besøgte mig i sidste uge, og med sig havde hun en køletaske propfyldt med mad. Der var alt fra grøn papaya og tørrede rejer til selvdyrkede chilier og fine små cherrytomater fra hendes drivhus. Man kunne fristes til at tro, at hun var bange for at gå sulten i seng under sit besøg. Det er i øvrigt en fjollet tanke. Mit køleskab er mindst lige så proppet som hendes. Æblet falder ikke langt fra stammen, som man sir’.
Tomaterne mindede mig om min opskrift på butterdejstærte med cherrytomater, ost og frisk oregano. Det er en noget anden version af den tomattærte, jeg i forvejen har liggende i arkiverne her på bloggen. Den tomatbelagte butterdejstærte blev til i forbindelse med mit arbejde for Nemlig.com, hvor jeg står bag opskrifterne til to af deres måltidskasser. Det er nok en lidt finere og mere elegant tærte end forgængeren, men den er mindst lige så nem at lave. Jeg vil skynde mig at dele den her, mens der endnu er små røde tomater i de danske drivhuse.
Opskriften er virkelig lækker, nem og velsmagende. Du kan både servere denne butterdejstærte som en forret til en gæstemiddag, som en frokostret eller til aftensmad. Den smager skønt i sig selv, men endnu bedre bliver den, hvis du laver en god salat til. Allerbedst bliver det med en dejlig vinaigrette på olivenolie, vineddike, honning og sennep til salaten.
Nem og lækker opskrift på butterdejstærte med tomat

Fyr op for smagen med ost

Når det gælder osten, så kan du bruge helt almindelig revet mozzarella. Personligt er jeg dog glad for oste med lidt mere smag. Emmentaler eller eksempelvis oste som Vesterhavsost eller en god gruyere vil også være godt, hvis du ligesom jeg foretrækker oste med lidt smag. Alternativt kan du også lave en blanding af mozzarella og parmesan. Sidstnævnte indeholder ligesom tomaterne den eftertragtede umamismag, som ellers godt kan mangle lidt i grønne retter.

Butterdejstærte med cherrytomater, ost og oregano

Butterdejstærte med cherrytomater, ost og oregano

Virkelig nem og lækker butterdejstærte med søde cherrytomater, ostecreme og frisk oregano på toppen. Opskriften her giver to tærter, så der er nok mad, selv hvis man er fire til seks sultne voksne til bords.
5 fra 2 stemmer

Ingredienser

  • 750 g cherrytomater
  • En lille sjat olie
  • 4 æggeblommer
  • 150 g cremefraiche ((18 %))
  • 150 g revet ost
  • 1,5 tsk. dijonsennep
  • 500 g butterdej
  • 1 bdt. oregano
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Halvér cherrytomaterne, og lad dem dryppe af på køkkenrulle med skæresiden nedad i 10 minutter. Vend dem herefter med olie, salt og peber.
  • Bland æggeblommerne med cremefraiche, revet ost, sennep, salt og peber
  • Fordel butterdejen på to bageplader med bagepapir. Rids butterdejen 1 cm fra kanten hele vejen rundt uden at skære helt igennem, og pensl kanten med pisket æg. Prik den inderste del med en gaffel. Sæt bagepladen i ovnen i 10 minutter.
  • Fordel ostemassen på butterdejen, men hold kanterne fri. Top med cherrytomater med skæresiden opad, og krydr med salt og peber.
  • Sæt bagepladerne tilbage i ovnen i cirka 20 minutter, til æggemassen har sat sig.
  • Pluk oreganoen, og fordel den over tærten ved servering.
  • Nyd den gerne sammen med en god salat med vinaigrette.

Del indlægget
5 from 2 votes (2 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments