Thailandske grillspyd med jordnøddesovs (moo satay)

Thailandske grillspyd med jordnøddesovs (moo satay)
Her kommer endnu et lille hængeparti fra vores thaimiddag i sidste uge. Der er tale om klassikeren ‘satay’, som man kan finde på de fleste menukort på thailandske restauranter i Danmark.
Grillspydene kan både laves med svinekød eller kylling – jeg foretrækker svinekød, da fedtet giver smag. Jeg brugte nakkefilet, men jeg har også ofte haft succes med almindelige koteletter, som jeg har skåret skråt, så skiverne bliver brede og tynde. Retten serves med en dejlig sød og stærk jordnøddesovs (opskriften findes forneden) og en thailandsk agurkesalat med chili og rødløg (opskriften kommer på senere).

Ingredienser:

  • 500 g svinekød eller kyllingebryst i tynde skiver
  • 1 tsk. ingefær pulver
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 ½ spsk. karry
  • 1 spsk. korianderpulver
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 1 tsk. kartoffelmel
  • 4 spsk. piskefløde
  • 1 spsk. smeltet smør
  • 1 dl kokosmælk
  • bambuspinde

Varm kokosmælken til det bliver ensartet (må ikke koge). Det hele kommes i en skål og røres godt sammen med de øvrige krydderier, fløde og smør. Lad det trække i mindst en time. Sæt kødet på pinde og grill i ovnen (eller på grillen hvis vejret og sæsonen tillader det) til de er gennemstegt. Server med varm jordnøddesovs, kold agurkesalat og flutes.
Ingredienser til jordnøddesovs:

  • 3 dl kokosmælk
  • 1 dl piskefløde
  • 5 spsk fint hakkede (i blender) saltede jordnødder
  • 2  spsk sukker
  • 1 spsk chili i olie
  • 1 tsk. rød chili pasta
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk citronsaft

Kokosmælken koges i en lille kasserolle. Tag en lille stegepande og kom ca. 1 dl kokosmælk i og tilsæt rød chili pasta, chili i olie og varm det op et par minutter. Chili blandingen hældes i kasserollen med kokosmælken og resten af krydderierne røres i og koges et par minutter.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
33 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments