Annonce

Madbrød med feta og rosmarin

madbrød med feta og rosmarin

Det færdige brød
Efter et par dage i offline-mode er jeg stærkt tilbage. Jeg har nu igen base i Dublin, og det er skønt at have sit eget køkken igen. Allerede første dag var jeg i gang med at lave thailandsk nuddelsuppe med oksekød og spaghetti med kødboller i tomatsovs, og jeg har adskillige andre madlavningsprojekter på vej.
Det største er nok den bryllupskage, som jeg er blevet spurgt, om jeg vil lave. Jeg ved, at det vil blive en kæmpe udfordring, og for at være helt ærligt, så får jeg en smule koldsved bare ved tanken. Samtidig er det dog en skøn udfordring, og så skal de ikke giftes før til december, så der er rig mulighed for at øve sig. Spørgsmålet er blot, hvem der skal spise alle de testkager inden?

Nå, tilbage til brødet foroven. Det er et slags græskinspireret foccaciabrød, som passer perfekt som tilbehør til aftensmaden, en god suppe eller skåret i to og fyldt med eksempelvis frisk mozzarella, parmaskinke og soltørrede tomater.
Her blev det spist sammen med lammekøllen med hvidløg og rosmarin, hvortil der blev serveret græske kartofler, tomatsalat med feta og selvfølgelig en hjemmelavet tzatziki. Sidstnævnte smager forrygende med dette brød. Det vil også smage skønt med hummus eller haydari.
Jeg har i øvrigt brugt tørret rosmarin til dette madbrød, men du kan også sagtens bruge frisk rosmarin. Det vil kun gøre det hele endnu mere lækkert. Har du hverken det ene eller det andet, kan du også vælge at bruge eksempelvis tørret oregano eller andre favoritter fra krydderihylden.

IMG_7748b

Sådan ser mit madbrød ud, inden det kommer en tur i ovnen. Vær ikke bange for at være lidt rundhåndet med olivenolien. 

IMG_7740c

Madbrødet helt tæt på. 

Madbrød med feta og rosmarin

Madbrød med feta og rosmarin

Opskrift på det lækreste madbrød med feta, rosmarin, flagesalt og olivenolie. Helt perfekt sammen med fx lam og tzatziki.
Ingen bedømmelser endnu
Antal: 8 personer

Ingredienser

  • 25 g smør
  • 3 dl mælk
  • 1 dl græsk yoghurt
  • 20 g gær
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 500 – 600 g hvedemel
  • Ca. 150 g fetaost
  • Rosmarin
  • olivenolie
  • salt (gerne flagesalt)

Fremgangsmåde

  • Smelt smørret i en gryde, og tilsæt mælk og yoghurt. Blandingen skal være lillefingervarm. Smuldr herefter gæren i, rør til den er helt opløst, og tilføj så sukker, salt og mel lidt ad gangen, til dejen er mættet. Ælt dejen godt igennem, og lad den hæve en times tid.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir, ælt dejen godt igennem, og rul den ud, så den passer til bagepladen. Lad den hæve endnu en 30 minutters tid.
  • Lav så små fordybninger i dejen med fingrene (som man gør med foccaciabrød), kom olivenolie på toppen, drys med salt, rosmarin og fordel små stykker feta på toppen.
  • Bag cirka i 15 minutter i en 225 grader varm ovn.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments