Lakridsis: Hjemmelavet is med lakridssirup

lakridsis

Foto Sarah Coghill

Det var tæt løb, da jeg tidligere i dag spurgte ud på Facebook, om lakridsis eller jordbæris ville hitte mest på bloggen. Lakridsisen her vandt en yderst beskeden sejr (faktisk fik den bare én stemme mere end jordbærispindene), så jeg må nok erkende, at jeg bliver nødt til at dele begge to. Her kommer i første omgang vinderisen, som er helt utrolig nem at lave, når man har en ismaskine ved hånden. Jeg brugte lakridssirup fra Johan Bülow, der både byder på en sød og salt variant. Hvilken, der er bedst i denne is, må være et spørgsmål om personlig præference. Jeg er vild med begge dele. 
Denne lakridsis blev lavet til smagogbehags sommernummer, hvortil jeg også testede ismaskiner (der blev ikke givet karakterer, men mine to favoritter var Wilfas Vanilje ICM-C15 og Delonghis ICK 6000 til dem, der gerne vil vide det). Det resulterede i, at jeg lavede så meget is på utroligt kort tid, at jeg ganske enkelt var nødt til at tage en lille pause fra isproduktionen. Selv for en ægte madfanatiker må der være grænser.
Isvaflerne er iøvrigt hjemmelavede, men de fortjener vist deres eget indlæg en af dagene. Efter at have lavet fine iskugler og proppet dem i vaflerne, pyntede jeg med en smule groft lakridspulver (også fra den bornholmske lakridskonge).

Lakridsis: Hjemmelavet is med lakridssirup

Lakridsis

0 fra 0 stemmer

Ingredienser

  • 5 æggeblommer
  • 100 g sukker
  • 2,5 dl fløde
  • 2,5 dl mælk
  • 3 spsk. sød eller salt lakridssirup

Fremgangsmåde

  • Pisk æggeblommer og sukker sammen i en skål.
  • Varm fløde og mælk op til lige under kogepunktet og hæld en smule i æggeblandingen under konstant piskning. Hæld dernæst resten i under fortsæt piskning, kom det hele tilbage i gryden og varm langsomt op under omrøring, til du får en tyk creme. Undgå at temperaturen bliver for høj, da du risikerer, at det skiller.
  • Afkøl cremen og kør den på ismaskine. Hæld i en beholder, inden isen bliver for stiv, og rør lakridssiruppen i. Undlad gerne at røre den helt ud for et flot, rustik look.
  • Sæt beholderen i fryseren, til isen skal bruges.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer er slået til som standard på din kommentar. Klik på -symbolet for at slå det fra.

3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments