Annonce

Karbonader med kartofler og stuvede grøntsager

karbonader
Karbonader var det en af de retter, som aldrig rigtig kom på bordet i mit barndomshjem. Det var til trods for, at min thailandske mor ellers var enormt god til at omfavne det danske mormorkøkken. Vi spiste alt fra frikadeller og høns i asparges til hakkebøffer og det, der ligner. Ja, når den altså ikke lige stod på nudel- og risretter fra Østen. Det betyder dog ikke, at I skal snydes for en opskrift på den klassiske danske spise, som kan føre til hed debat, når man diskuterer navnet på den. Krebinetter eller karbonader? Ja, det er vist nok et spørgsmål om, hvor man er vokset op. For mig er det mest naturligt at kalde dem for karbonader, men jeg er også vokset op i Jylland.
Karbonader er en utroligt nem og simpel spise. Derfor er retten genial for travle børnefamilier, hvor aftensmaden helst skal være noget, der foregår i en fart (i hvert fald tiden brugt i køkkenet). Efter min søn kom til verden og er begyndt at spise normal mad, så er det altså også helt utroligt mange farsretter, der kommer på bordet her i huset. Det er både dejligt børnevenligt, når den lille endnu ikke har fået alle sine tænder. Herudover er det også herlig økonomisk spise, hvor selv den økologiske variant er til at betale.
Opskriften blev til tidligere på året, da det stadig var muligt at få grønne asparges, der ikke var fløjet ind fra en fjern verdensdel. Du kan sagtens variere grøntsagerne efter smag og behag samt ikke mindst sæson. Grønne bønner vil eksempelvis også gøre det rigtig godt heri. Kan du hverken få det ene eller det andet, så smid gerne en håndfuld ærter fra frost i retten. Det er nemt, og så er ærter næsten altid et hit i små maver.

Karbonader med kartofler og stuvede grøntsager

Karbonader med stuvede grøntsager

Nem og skøn klassiker fra det danske mormorkøkken. 
4,75 fra 4 stemmer
Antal: 4
Forberedelse20 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt30 minutter

Ingredienser

  • 600 g kalv og flæsk
  • 1 æg
  • 50 g rasp
  • 30 g smør ((plus lidt til stegning))
  • 4 gulerødder
  • ½ spidskål
  • 250 g grønne asparges eller bønner ((afhængigt af sæson og udbud))
  • 3 spsk hvedemel
  • 5 dl mælk ((gerne let- eller sødmælk))
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Form imens farsen til bøffer. Pisk ægget i en dyb tallerken, og bland rasp med salt og peber i en anden dyb tallerken. Vend bøfferne i det piskede æg, og slut af ved at vende dem i raspen. Steg karbonaderne i olie og smør i cirka 4-5 minutter på hver side, til de er gyldne og gennemstegte.
  • Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Snit spidskålen. Skær asparges eller grønne bønner ud i mundrette stykker.
  • Smelt resten af smørret i en gryde, rør melet i, og lav en opbagt sauce ved at tilsætte mælken lidt efter lidt under konstant omrøring. Bring gryden i kog, og lad den simre i et par minutter. Kom gulerodsternene i, og lad dem simre med i 3 minutter. Kom nu asparges/grønne bønner og spidskål i gryden, og lad den simre videre i yderligere et par minutter, til grøntsagerne er møre. Justér evt. konsistensen med lidt kartoffel-kogevand, hvis den bliver for tyk. Smag til med salt og peber.
  • Nyd med kogte kartofler.

Opskriften er udviklet til Nemlig.com – du finder den i en af deres måltidskasser

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments