

Min mor har været syg i dag, så jeg tilbød at lave mad. Jeg ville egentlig have lavet en af mine yndlingsthairetter, men de havde ikke en af ingredienserne i den asiatiske butik, jeg besøgte. Ved køledisken i supermarkedet ved siden af kom jeg så i tanke om en ret, som jeg fik på restauranten Sct. Oluf i Århus i lørdags, og som smagte så godt, at jeg har fantaseret om den adskillige gange siden. Den bestod af kalvefilét serveret med rodfrugter, løg, svampe og den lækreste sovs, som jeg ikke helt ved, hvordan de fik fremtryllet.
Jeg besluttede mig for at opfinde min egen version af retten (helstegt kylling på en bund af rodfrugter, løg, svampe og urter). I frugt- og grøntafdelingen fandt jeg pastinakker og markchampignon, i min mors køkken gulerrødder, hvidløg og kartofler, og i haven plukkede jeg så stor en håndfuld rosmarin, at køkkenet endte med at dufte helt af Provence.
Det smagte intet mindre end forrygende – PRØV det. Jeg elsker rettens rustikke kvaliteter – det hele smides sammen i et fad og ender med at smage som en lille bid af himlen. Skyen brugte jeg som base i en fløde- og portvinssovs, som komplimenterede retten super godt.
Til dessert fik vi en bagt æblekage med kanel og rosiner fra madmagasinet Spis Bedre (den kommer på bloggen imorgen eller en af de nærmeste dage), da jeg havde sagt til nogle studiekammerater, at jeg ville bage kage til morgendagens feedbackrunde (vi har lavet et slankesite – ironisk at servere kage til feedbacken, som en af pigerne fra min gruppe kommenterede).

Rustik efterårsmad – hel, ovnstegt kylling med rodfrugter
Ingredienser
- 1 kylling
- 3 rødløg (skåret i kvarte)
- 3 pastinakker (skåret i kvarte)
- 4 gulerødder (skåret i 2 -4 stykker)
- så mange kartofler i kan spise (skåret i kvarte)
- en håndfuld svampe (jeg brugte markchampignon)
- ½ – 1 hel hvidløg delt i fed (upillede)
- et par kviste rosmarin (plukket i mindre stykker)
- en god sjat olivenolie
- groft salt og peber (jeg brugte citronpeber)
- Fløde- og portvinssovs
- sky fra kyllingen
- 1 – 2 dl kyllingefond
- 1 – 2 dl piskefløde
- en sjat portvin
- en smørbolle (1 spsk blødt smør blandet med 1 spsk mel eller anden jævning)
- evt kulør
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 175 grader på varmluftsfunktionen.
- Forbered alle grøntsagerne og læg dem i et stort ovnfast fad sammen med rosmarin. Hæld en god sjat olivenolie ved samt salt og peber og vend hele molevitten rundt med hænderne eller en stor ske, så olien og krydderierne komme hele vejen rundt. Læg kyllingen ovenpå grøntsagerne og gnid den udvendigt og indvendigt med salt og peber (og eventuelt andre krydderier). Læg så et par kviste rosmarin inde i kyllingen. Steg midt i ovnen i omkring 70 minutter per kilo kød. Min vejede 1200 gram, så jeg gav den omkring 1 time og 20 minutter.
- Når kyllingen er færdig, tages den ud af ovnen og op ad fadet. Lad den hvile med lidt staniol over, mens sovsen laves. Tag stegeskyen (her skal man evt bruge en si) fra bunden af fadet og hæld det i en gryde. Fadet, med alle grøntsagerne, kommes tilbage i ovnen – gerne under høj varme og grillfunktion. Skyen varmes op sammen med fløde, kyllingefond og portvin. Smag til undervejs. Mængdeangivelser er blot en estimering. Tilsæt lidt mere fløde, hvis den savner noget fedme, noget mere fond, hvis den gerne må smage lidt mere af kylling og portvin, hvis den mangler sødme. Smag til med salt, peber og jævn med en smørbolle.
- Udskær kyllingen, enten i køkkenet eller ved bordet, og server med sovsen.








… og helt igennem fantastisk var det! Tak for mad.
Som altid ser det forrygende ud. Der skal helt klart rodfrugter på bordet her Skelhøje en af de nærmeste dage!! Har ikke prøvet at lave det med svampe i – det skal også prøves.
Og Portvinssauce lyder også super godt … så der skal nok købes en flaske på et tidspunkt:)
Tak for endnu mere god inspiration. Du må ha’ en dejlig weekend.
Kærlige hilsner hanne
Velbekomme 🙂
Mange tak Hanne. Ja prøv med svampe. Jeg havde faktisk heller ikke overvejet, at komme dem i sådan et fad med rodfrugter, lige indtil jeg smagte det på den restaurant. Det var virkeligt lækkert. Der kom de faktisk også oliven i, men så langt vil jeg nu ikke gå 🙂 Hvor i landet er du egentlig fra? Jeg synes virkelig, at du må tage og prøve Sct Oluf, hvis du nogensinde besøger Århus.
God weekend til dig også.
Hej Nadia,
Efter 8 dage med lammekød, skal der skiftes hovedingrediens til noget lettere, så jeg har tænkt mig, at transkribere din overlækre ret til noget med fisk (copy rights?). OK?
/Jerzy
Hvorfor upillede hvidløgsfed?
Hej Rikke
Det er fordi, at hvidløgene kan blive ret sorte i det, hvis de er pillede. De bliver nærmest over-karamelliserede.
Kh Nadia
Lavede denne fremragende ret her til aften til fællesspisning på mit kollegie.
Jeg havde desværre ikke lige noget portvin til at stå så jeg brugt bare normal rødvin, sovsen fik ikke den sødme portvinen ville have givet, men sovsen var stadigvæk fremragende.
Eneste ting som folk bad om var mere hvidløg i rodfrugterne.
Jeg lavede 2 1500g kyllinger som jeg gav 90 minutter som var en smugle for meget.
Det største problem med retten var dog at den smagte for godt, lavede hvad jeg troede var alt for meget, cirka til 8-9 personer, i forhold til opskriftens mængde forhold, men med 6 unge studerende som skulle stilles tilfreds, så var der ikke mere tilbage til dagen efter.
Dejlig opskrift som endte ud med 34 kroner pr. person eller 23 kroner pr. person hvis det var folk med normal appetit.
Kære Christian
Tak for din kommentar. Godt at høre, at opskriften fald i god jord på kollegiet.
Kh Nadia
Alm ovn? Efter den har været på varmefunktion til forvarm
Kære Rikke
Varmluft hele vejen igennem 🙂
Kh Nadia