Annonce

Cobb salad med kylling og bacon

Cobb salad med kylling og bacon

Foto Columbus Leth

Cobb salad er en af mine absolutte yndlingssalater. Det er en amerikansk klassiker, som jeg gerne spiser mere end én gang, når jeg besøger Guds eget land. Derfor måtte den naturligvis også med i puljen, da jeg tidligere på året lavede fem opskrifter til Boligliv med temaet “mættende salater”. Det er nemlig en virkelig god beskrivelse af en cobb salad – ja altså foruden velsmagende, vanedannende og nem at lave.

En klassisk cobb salad er med kylling, romaine- eller hjertesalat og bacon. Herudover indeholder den også blå ost, avocado, tomat og kogte æg. De mange proteiner og ikke mindst den fede avocado gør netop salaten her utroligt mættende, så ulig mange andre skønne salater, er det altså ikke nødvendigt at spise brød ved siden af, hvis du vil sikre dig en ordentlig mæthedsfornemmelse.

Cobb salad med blå ost

En af de ting, jeg elsker allermest ved den klassiske cobb salat er tilføjelsen af blå ost. Jeg synes, at osten tilføjer en helt masse smagsmæssig dybde, som jeg er vild med. Og jeg bruger i øvrigt ikke kun blåskimmelsost i en cobb salat. Forrige vinter lavede jeg ofte en kombination af grønkål, rødløg og smuldret blå ost sammen med andre grønne elementer, som jeg lige havde på lager. Så lækkert!

Du kan sådan set bruge lige præcis den blå ost, du ønsker. Bare den er fast nok til, at den kan smuldres. En gorgonzola er vanvittig lækker på pizza og i saucer, men den er altså et no-go her.

Jeg bruger ofte bare en danablue købt i et helt almindeligt supermarked, men skulle jeg lave en deluxe-udgave, så købte jeg gerne en Høgelundgaard, som nok er min favorit blandt blåskimmeloste. Jeg er især vild med den på grund af dens afbalancerede sødme.

Det vigtigste er dog, at du vælger lige netop den blå ost, som du kan lide. Personligt bryder jeg mig ikke om, hvis den bliver alt for kraftig. Men igen, hvis du nu har en blåskimmelost liggende bagerst i køleskabet, som bare skal bruges, så kan du altid blot tilføje lidt mindre, hvis den er til den kraftige side.

Kylling i cobb salad

Jeg har efterhånden en del salater med kylling her på bloggen. Der er naturligvis den altid populære cæsarsalat, som aldrig går af mode. Og så er der kyllingesalaten her med kål og pesto, som er lidt af en favorit her i huset. Helt generelt er kylling en af mine favoritter inden for kategorien kød. Den er mættende, den passer til det meste, og så overdøver smagen ikke resten af rettens elementer, som fx lam godt kan have tendens til.

Jeg har her brugt kyllingebrystfileter, som jeg steger på panden. Du kan også bruge plukket kød fra ovnstegte kyllinglår eller sågår en rest kylling fra gårsdagens måltid. Det er især lækkert, hvis denne rest stammer fra en helstegt kylling. På den måde sparer du i øvrigt tid, samtidig med at du undgår madspild.

Vinaigrette med honning og sennep

Dressingen i en cobb salad er naturligvis også vigtig. Selv om amerikanerne er vilde med de mere cremede dressinger som cæsardressing og ranch-dressing, så er en cobb salad typisk serveret med en vinaigrette. Den tilføjer et skønt element af syre, som passer godt til salatens fede elementer som bacon, æg og avocado.

Vinaigretten i min opskrift er lavet på olivenolie, hvidvinseddike, honning og sennep. Har du ikke lige hvidvinseddike på lager, så kan du godt bruge andre typer eddike som eksempelvis sherryeddike, balsamicoeddike (gerne lys) eller æblecidereddike. Og har du ikke lige honning i køkkenskabet, så kan du i stedet tilføje et lille nip sukker til vinaigretten.

cobb salad

Cobb salad med kylling, bacon og blå ost

Klassisk opskrift på amerikansk cobb salad med kylling, bacon, avocado, æg og blåskimmelsost med vinaigrette.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer
Forberedelse20 minutter
Tilberedelse10 minutter

Ingredienser

  • 4 kyllingebrystfileter
  • smagsneutral olie til stegning
  • 4 æg
  • 150 bacon i skiver
  • 200 g cherrytomater
  • 2 hjertesalater eller 1 romainesalat
  • 2 modne avocadoer
  • 100 g semifast blåskimmelsost (fx stilton eller danablue)
  • 1 bdt purløg (kan udelades)
  • Salt og peber

Vinaigrette:

  • 1 dl olivenolie
  • dl hvidvinseddike
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 tsk honning
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  • Brun kyllingebrystfileterne i fedtstof på en pande, skru ned for varmen, og steg videre, til kyllingen er gennemstegt. Krydr dem med salt og peber, sæt dem til side, og lad dem hvile i 5-10 minutter. Skær dem mundrette stykker.
  • Kog æggene i ca. 8 minutter, afkøl og pil dem. Skær dem herefter i kvarte.
  • Steg bacon sprød på en tør pande, dryp af på fedtsugende papir, og hak eller knus det groft med fingrene.
  • Halvér cherrytomaterne, snit salaten, og skær avocado i tern. Smuldr den blå ost så fint eller groft, som du foretrækker det. Bruger du purløg, så snittes det.
  • Anret salaten i bunden af en skål, og fordel de forskellige toppings på den i lige linjer side om side. Dryp vinaigretten over ved servering, og pynt til sidst med purløg.

Vinaigrette:

  • Pisk olivenolie, eddike, sennep og honning sammen i en skål, og smag til med salt og peber samt evt. ekstra honning hvis nødvendigt.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments