Annonce

Bønnesalat

Bønnesalat
Bønnesalat kan sådan set dække over mange ting, og det er måske i virkeligheden muligheden for variation af selvsamme salat, som jeg kan godt kan lide ved denne lækre og farverige sag. At det så både er sundt og proteinrigt er naturligvis et andet plus. Sidstnævnte er især noget jeg tænker over, hvis hele måltidet er uden kød. Det er en sjældenhed her i huset, men jeg forsøger da ind imellem.
Her har jeg brugt de store, flotte limabønner – på engelsk butter beans -, som blandt andet kan købes både tørrede og på dåse hos etniske grønthandlere. Sammen med fine økologiske tomater fra Torvehallerne fik de følgeskab af finthakket rødløg og chili, mens dressingen var olie, citronsaft, hvidløg og bredbladet persille, som blev blendet sammen med salt og peber. Det er en kraftig, stærk og syrlig bønnesalat, men smagsbalancen justeres naturligvis blot efter, hvad man lige har lyst til.
Man behøver selvfølgelig ikke bruge tomater. De kan sådan set helt udelades, eller man kan erstatte med peberfrugt i tern eller letkogte grønne bønner. Se også den gode kikærtesalat med feta for andre variationsmuligheder. Det er også en mulighed at udskifte limabønnerne med andre slags bønner – evt. et mix af flere forskellige slags. Jeg brugte tørrede bønner, som jeg lagde i blød natten over. Herefter blev de skyllet grundigt, inden de blev kogt med en smule salt i cirka 50 minutter. Kommer du til at lave for mange, kan de ligesom kikærter og andre kogte bønner fryses.
Salaten er god til tilbehør til tærter, lammekølle, ovnstegt kylling og et hav af andre gode retter, som man kunne finde på at servere med salat.
Mængderne i opskriften justeres alt efter smag og behag.

Bønnesalat

Bønnesalat

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 200 g tørrede limabønner (butter beans eller andre bønner)
  • En stor håndfuld gode cherrytomater
  • 1 lille rødløg
  • 0,5 – 1 stk. chilipeber
  • Saften fra 0 (5 – 1 citron)
  • 2 fed hvidløg
  • En god sjat olie
  • Et par stængler persille (gerne bredbladet)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  • Udblød bønnerne natten over, skyl grundigt og kog herefter i ca. 50 minutter i letsaltet vand, indtil bønnerne er møre men stadig faste (har pakken kogeanvisning på bagsiden følges denne i stedet). Lad bønnerne køle af, inden de vendes med halverede cherrytomater og hakket rødløg og chili.
  • Kom saften fra halvdelen af citronen i en blender, minihakker eller lignende sammen med hvidløg, olie, persilleblade og salt og peber. Blend kort og vend i salaten. Juster evt. med ekstra citronsaft og chili, og smag til med salt og peber hvis nødvendigt.
  • Lad evt. trække på køl en times tid inden servering.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments