Tomatsuppe

Print opskrift

Mit første forsøg på at lave hjemmelavet tomatsuppe blev til, efter jeg faldt over en artikel på the Guardians hjemmeside, som handlede om jagten på den perfekte tomatsuppe. Artiklens forfatter havde testet adskillige opskrifter, blandt andet en opskrift fra Jamie Oliver og Larousse, indtil hun kom frem til sin egen opskrift baseret på det bedste fra de testede opskrifter. Det måtte prøves.

Tomatsuppe er en fantastisk sommersuppe, som smager godt både varm og kold. Er man så heldig at have et drivhus, der bugner med tomater, er dette en god måde at få brugt et kilo eller to, alt afhængig af hvor stor en portion, man laver. Ifølge opskriften skulle den række til 4 personer, men jeg vil nu mene, at den snarere rækker til 2 – 3 personer, så er man fire til bords, vil jeg nok tilsætte lidt ekstra løg, 500 g tomater yderligere samt lidt ekstra hønsefond eller ganske enkelt lave en dobbeltportion. Jeg tør næsten garantere, at den nok skal blive spist.

Resultatet? Dejlig fyldig men samtidig delikat suppe, der smagter af sommer og sol. Tomaternes smag intensiveres ved at stege dem i ovn, inden de tilsættes suppen, og har man en rigtig god hønsefond ved hånden, er suppesuccesen i hus. Perfekt mad på en regnvejrsdag.

Opskriften passer til ca. 2 – 3 personer

Ingredienser

  • 900 g tomater
  • olivenolie
  • 1 knsp. sukker
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • 1 stilk bladselleri (hvis stor så blot en halv)
  • Et lille bdt. basilikum
  • 6 dl hønsefond (kan erstattes med hønsebouillon)
  • 2 spsk. fuldfed cremefraiche (kan erstattes med fløde)
  • 1 spsk. balsamicoeddike

Halver tomater på langs, læg i et stort ovnfast fad og hæld en smule olivenolie over sammen med salt, peber og sukker. Bag i en 190 grader varm ovn i cirka en time. Pil og hak løg og hvidløg, og skær gulerod og bladselleri i tern. Sauter i cirka fem minutter i olivenolie. Hak imens stænglerne fra basilikum (reserver bladene til senere) og kom dem i gryden. Sauter yderligere et par minutter, inden tomater og hønsefond hældes ved. Lad simre i omkring 20 – 25 minutter, indtil alle grøntsagerne er møre. Blend og sigt suppen, rør cremefraiche og balsamicoeddike i og smag til med salt, peber og ekstra balsamicoeddike hvis nødvendigt.

Blend basilikumblade med en god sjat olivenolie og hæld over suppen ved servering.


 

Fik du læst:

Thailandsk nudelsuppe med kylling (Kua Tiew Gai)
Southern fried chicken med blå ostedip
Langtidsstegt lammebov med skysauce


You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.
You can leave a response, or create a trackback from your own site.

10 Responses to “Tomatsuppe”


  • Kommentar from Hanne K

    Kære Nadia
    Tomatsuppe er bare så lækkert. Jeg har aldrig tænkt tanke, at man kunne bage tomaterne først. Super god idé! Tak for at du deler den. Det skal jeg bare huske, når mine 14 tomatplanter giver overdreven mange tomater (vi er kun 2 personer her ;) ).
    Kh Hanne

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Hanne
    Ja, nu har jeg jo ikke forsøgt at lave suppen uden at komme dem i ovnen først, men det skulle eftersigende give smagen en hel del mere dybde. Smagen var virkelig god, og da der er ganske lidt ekstra arbejde i det, tror jeg helt bestemt, at de også kommer i ovnen, næste gang jeg laver tomatsuppe. God måde at komme af med høsten på :)
    Kh Nadia

  • [...] Ved denne sunde sag var det et lille bundt basilikum, som jeg havde tilovers efter weekendens tomatsuppe. Sammen med persille fra min lillebitte urtehave på balkonen blev urterne kørt i foodprocessor [...]

  • Kommentar from Elisabeth

    Prøvede denne opskrift igår med hjemmedyrkede tomater fra drivhuset. Synes at den blev ret god, men måske lidt for syrlig til vores smag – Næste gang prøver vi måske med fløde i stedet for creme fraiche. Men gav en fin dybde at bage tomaterne først, og det er en super måde at få brugt vores store høst på.
    Brugte iøvrigt eftervarmen fra ovnen til at lave lidt improviserede brødcroutoner i.

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Elisabeth
    Jeg kan forestille mig, at der er forskel på smagen alt efter hvilke tomater man bruger, så det kan naturligvis også have lidt at sige, men selvfølgelig spiller smag og behag også ind. Min var også lidt syrlig, men det passede lige til mine smagsløg. Fløde lyder i øvrigt heller ikke dårligt i.
    Mvh Nadia

  • [...] suppe er lavet efter/inspireret af Foodfanatics opskrift. Jeg har længe været fascineret af metoden med at bage friske tomater først og derefter lave [...]

  • Kommentar from Torben

    Virkelig god og silkeblød,rund og dyb tomatsuppe. Yeah!!

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Torben
    Tak for din kommentar. Dejligt at høre, at den også hittede hos dig.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Lars

    En fantastisk dejlig suppe. Jeg brugte så fløde fordi jeg havde det (god undskyldning ikke)? Og noget chilipasta som jeg er lidt afhængig af efterhånden. Smagte pragtfuldt.

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Lars
    Dejligt at høre. Det lyder ikke tosset med fløde. Det må jeg altså prøve næste gang.
    Kh Nadia


Svar