Annonce

Hjemmelavet shawarma med krydret lam, spidskål og hummus

hjemmelavet shawarma Fotos Chris Tonnesen
Anden udgave af Torvehallernes dejlige (og i øvrigt gratis) magasin, Madro, er netop kommet på gaden frisk fra trykken, og i den anledning vil jeg skynde mig at dele et par af Chris Tonnesens smukke billeder og en af mine favoritopskrifter fra det. Jeg står nemlig for at lave to forskellige serier med opskrifter i magasinet, hvor den ene er baseret på sæsonen (denne gang har jeg lavet retter til julebordet og en lækker omgang dampede dumplings med hummer og bisque), mens det andet handler om nem og hurtig mad til travle dage.
Hjemmelavet shawarma med krydret lam, spidskål og hummus
Nadia Mathiasen
Madro
Retten her er fra sidstnævnte tema, og den er på én gang uhyrligt velsmagende og lynhurtig at lave. Der er tale om en slags hjemmelavet shawarma, som altså godt kan gå hen og blive en anelse vanedannende. Jeg købte fladbrød og hummus i Torvehallerne i standen Féta Kai Eliés (damen med de mange slags dips, hvis det siger dig mere), og så var det bare om at bikse en lækker salat sammen og stege kødet i nogle dejlige krydderier. Jeg vil vove at påstå, at du kan bikse retten her sammen hurtigere, end du kan nå at hente en omgang take away.
Jeg har i salaten her brugt spidskål, da jeg er vil med både smag og den crunchy tekstur, men du kan sagtens bruge andre slags kål eller eksempelvis hjertesalat, hvis du lige har det ved hånden.

Hjemmelavet shawarma med krydret lam, spidskål og hummus

Hjemmelavet shawarma med krydret lam, spidskål og hummus

Lynhurtig og velsmagende hjemmelavet shawarma. Pas på, retten kan hurtigt blive vanedannende.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 lille spidskål
  • ½ rødløg
  • ½ bdt. koriander
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2-3 spsk. limesaft
  • 1 nip sukker
  • 400 g lammekød i strimler (fx kølle)
  • Olie til stegning
  • 1 spsk. shawarma-krydderi
  • 2 dl hummus
  • 4 fladbrød
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Snit spidskålen og rødløget fint, og hak korianderen groft. Vend alle tre dele med olivenolie, limesaft, sukker, salt og peber.
  • Varm lidt olie på en pande, og brun kødet sammen med shawarma-krydderi. Smag til med salt og peber.
  • Lun fladbrødene, og smør dem med hummus. Top med spidskålssalat og krydret lam.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments