Annonce

Små mazariner med lys chokoladeganache, vaniljecreme og bær

Mazariner med bær

Det var egentlig et billede af en jordbærkage på Facebook, der startede det hele, selv om min oprindelige beslutning om et gensyn med denne danske sommerklassiker ændrede sig lidt undervejs. Det kan jeg takke Torvehallernes udbud af bær for, og især en bakke frygtelig smukke ribs ledte på afveje. Før jeg vidste af det, var jeg kommet hjem med både ribs, blåbær og hindbær – jordbærrene var allerede derhjemme på køl.
Jeg har allerede en super opskrift på jordbærkage med mazarinbund og vaniljecreme her på bloggen, men da weekenden bød på besøg, fik jeg lyst til at gøre lidt ekstra ud af det denne gang. I stedet for at lave én stor mazarinkage fordelte jeg dejen i små, søde cupcakeforme, som efter endt afkøling blev smurt med lys hvid chokoladeganache – jeg brugte en citron-chokolade fra Callebaut, men en ren hvid chokolade i vil også være ganske fin. Herefter sprøjtede jeg kagecreme (vaniljecreme rørt med flødeskum) på, inden jeg toppede med forskellige bær og et lille drys flormelis. De små kager vakte stor glæde blandt hele to sæt gæster weekenden over, og især de syrlige ribs var gode modspillere til det søde og det fede.

Mini mazarinkage

Opskriften her giver ca. 15-20 stk. alt afhængig af hvor store, dine forme er. Du kan naturligvis også bare bage én stor kage, som jeg gjorde, da jeg lavede jordbærkage. Både creme og chokoladeganache kan laves i forvejen. Mens cremen skal opbevares på køl, gerne i en sprøjtepose, skal du være opmærksom på, at chokoladeganachen bliver hård, når den er kold. Derfor kan den med fordel laves umiddelbart inden, du skal bruge den, og den kan sagtens smøres på mazarinkagerne, selv om de først skal spises fx dagen efter. Cremen og bær vil jeg dog vente med at komme på til umiddelbart inden servering eller nogle timer før. Det er nemmest, hvis cremen ligger klar i en sprøjtepose. Herefter tager det kun et par minutter at færdiggøre kagerne.
De her søde små bærkager er virkelig fantastiske til sommerens og det tidlige efterårs fester, uanset om der står barnedåb, studenterfest eller fødselsdag i kalenderen. Det bedste er naturligvis, at de forskellige dele kan laves i forvejen, men der er også noget helt særligt ved denne form for servering, hvis de skal serveres som en del af en buffet eller på anden vis sættes frem til fri afbenyttelse. Store kager er altid imponerende, lige indtil de første par gæster har været i den. Her er kagerne lige smukke, uanset om man er første eller sidste mand ved kagebordet. Benyt også gerne fine cupcakeforme, hvis muligt. Min søde veninde Cecilia, der har bloggen Copenhagen Cakes, har et smukt udvalg i sin webshop.

Små mazariner med lys chokoladeganache, vaniljecreme og bær

Små mazariner med lys chokoladeganache, vaniljecreme og bær

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 15 stk

Ingredienser

Mazariner

  • 200 g marcipan
  • 200 sukker
  • 200 g blødt smør
  • 3 æg
  • 50 g mel

Vaniljecreme

  • 4 dl mælk
  • 1 vaniljestang
  • 70 g sukker
  • 40 g majsstivelse
  • 4 æggeblommer (evt. past.)
  • 1,5 dl fløde

Lys chokoladeganache

  • 100 g hvid chokolade
  • ½ dl fløde

Andet

  • Blandede bær (fx jordbær, ribs, blåbær og hindbær)
  • Lidt flormelis til pynt

Fremgangsmåde

Mazariner

  • Ælt marcipan og sukker sammen, gerne i foodprocessor eller røremaskine, og rør efter smørret i lidt ad gangen. Tilsæt æggene under piskning og vend til sidst melet i. Kom dejen i cupcakeforme eller små muffinforme – fyld kun op til lidt over halvdelen af formens kapacitet, da dejen hæver under bagningen). Bag i ca. 20-25 minutter ved 175 grader, til toppen er let gylden, kagerne virker rimeligt faste og en kødnål eller lignende kommer op uden dejrester efter at være blevet stukket ned i kagernes midte. Lad mazarinerne køle af. De vil falde lidt sammen, så der er plads til resten i formen.

Vaniljecreme

  • Kom 3,5 dl mælk i en gryde sammen med kornene fra vanilljestangen. Bring gryden i kog. Bland sukker, majsstivelse og æggeblommer i en skål sammen med ½ dl mælk. Pisk den varme mælk i og hæld det hele tilbage i gryden. Bring atter i kog, mens der piskes. Når indholdet koger, og der er dannet en tyk creme, hældes cremen straks over i en kold skål. Stil i køleskab, indtil cremen er kold. Pisk den herefter kort og vend den forsigtigt med den resterende fløde, som er pisket til flødeskum. Kom evt. på sprøjtepose og opbevar på køl, til den skal bruges.

Lys chokoladeganache

  • Hak chokoladen fint og bring fløden i kog. Hæld over den hakkede chokolade og rør sammen, til chokoladen er opløst.

Andet

  • Smør chokoladeganache på mazarinkagerne og sprøjte cremen på. Fyld ikke mere op, end det kan være i formen. Top med forskellige bær og sigte en smule flormelis på toppen.
  • Creme, chokoladeganache og kager kan laves i forvejen. Jeg anbefaler, at man samler de forskellige dele samme dag, gerne et par timer i forvejen eller umiddelbart inden servering, hvis det kan lade sig gøre.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments