
Græskartærte er ikke typisk dansk kost, men noget tyder på, at græskartærte, græskarsuppe og andre opskrifter med græskar er ved at vinde indpas herhjemme. I hvert fald kan man allerede fra sidst i august ganske let få fingrene i et, og de fleste supermarkeder sælger dem lige nu, hvor de er i sæson.
I udlandet kan man ofte købe græskarpuré på dåse, men det er sådan set nemt nok at lave det selv. Man skraber blot indmaden af græskarret ud, skærer det i store både, og bager det ved cirka 175 grader, indtil græskarkødet er godt mørt (det kan godt tage op til 1,5 – 2 timer). Dernæst skrabes den bløde græskarmasse ud, den blendes og vupti, så har man hjemmelavet græskarpuré.

Jeg brugte ovenstående hokkaido-græskar, som jeg uden videre var blevet foræret af Aarstiderne.dk, da jeg tog et smut forbi deres bod foran Øksnehallen under Coopenhagen Cooking, efter jeg havde spurgt, om jeg kunne købe et (tak igen). Man kan dog også bruge de store Halloween-græskar, som dog er lidt mere vandede.

Opskriften til tærtedejen er fra BBC (jeg tilføjede blot lidt sukker), mens tærtefyldet er inspireret af en opskrift, jeg fandt på en udenlandsk blog – den stammer oprindeligt fra Cooks Illustrated.
Smagen er ret krydret – næsten lidt juleagtig – så jeg overvejer at skære ned på krydderierne næste gang, selv om de egentlig fungerede fint sammen med smagen af græskar.
Hvis der er nogen, der læser med her, som har erfaring med græskartærte, så vil jeg gerne høre, hvilke krydderier, i plejer at bruge.

Krydret græskartærte
Ingredienser
Mørdej
- 250 g hvedemel Reklame for med24.dk
- 110 g smør
- 1 spsk sukker
- 6 spsk koldt vand
Tærtefyld
- 5 dl græskarpuré (se teksten længere oppe i indlægget)
- 2,5 dl brun farin
- ½ dl sukker
- 2 tsk kanel Reklame for med24.dk
- 2 tsk stødt ingefær Reklame for med24.dk
- 0,25 tsk stødte nelliker
- 0,5 tsk salt Reklame for med24.dk
- 1 tsk revet muskatnød Reklame for med24.dk
- 1,5 dl mælk
- 1,8 dl fløde
- 4 store æg
Fremgangsmåde
Mørdej:
- Bland mel og smør i en foodprocessor til det ligner brødkrummer. Tilsæt sukker, mix sammen, og tilsæt dernæst vandet lidt efter lidt gennem åbningen i låget, mens foodprocessoren hele tiden kører. Saml dejen hurtigt med hænderne, og lad den hvile i køleskabet i mindst 20 minutter. Kom dejen i en tærteform, og stil den på køl i 20 minutter. Prik bunden flere steder med en gaffel, og forbag den i en 200 grader varm ovn i cirka 10 minutter.
Tærtefyld:
- Imens laves tærtefyldet ved at blende græskarpuré med brun farin, sukker og krydderier i foodprocessoren. Kom blandingen i en gryde og bring den op til kogepunktet, mens der hele tiden røres. Pas på da, den nemt kan brænde på. Tilsæt mælk og fløde, og bring igen op til kogepunktet. Tag gryden af varmen. Kom æggene i foodprocessoren, mix ganske kort, og hæld så halvdelen af græskarblandingen i lidt efter lidt gennem åbningen i låget, mens maskinen kører. Kom resten i, blend godt sammen, og hæld det straks over den varme tærtedej. Bag græskartærten midt i en 180 grader varm ovn i cirka 25 minutter.
- Lad kagen køle af, så den blot er lun, inden den serveres med flødeskum.








Ah, græskartærtefryd! Jeg bruger lige dele nelliker, allehånde, kanel, ingefær og selvfølgelig mørk muscovado. Ca 1 tsk. af hver, tror jeg. Det hiver en muchokrydret tærte.
Kære Sif
Tak for råd med krydderier. Det lyder mere normalt med en teskefuld af hver. Jeg brugte jo to teskefulde af både kanel og stødt ingefær. Mørk muscovado gør vist nogenlunde det samme som brun farin, så vidt jeg ved (læste i hvert fald om en eller anden kok, der brokkede sig over, at vi brugte penge på dyr muscovadosukker, når den gode gamle brune farin kunne det samme).
Kh nadia
Hej Nadia. Jeg elsker pumpkin pie og bruger min søde svigermors opskrift hvor der bruges lige dele kanel, ingefær og muskatnød, og så en lille smule nelliker. Kh Kristina
Kære Kristina
Det lyder meget som denne udgave. Jeg tror dog, at jeg vil nedsætte mængden en anelse næste gang. Medmindre det er jul 🙂
Kh Nadia
Hvad er dog det for en amatørkok! Mørk muscovado smager slet ikke som brun farin – men det er selvfølgelig noget nemmere at få fat på.
Kære Nadia
Så kom jeg ENDELIG igennem 🙂 Det er en superlækker tærte. Jeg har smagt Sifs og den skulle du prøve, den er perfekt krydret.
Kh Malou
Kære Malou
Den må jeg måske prøve næste gang. Leder dog lidt efter en opskrift, jeg har prøvet før, som er sådan lidt mere “bagt custard” agtig (hvis det giver mening?).
Kh Nadia
Jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke. Resultatet er fremragende.(testpersonerne er ligeledes tilfredse)
Kære Johnie
Hvor er det fedt at høre 🙂
Kh Nadia
Hej
Hvordan skal konsistensen være når jeg tager den ud af ovnen?
Kære Natasha
Nu er det godt nok så længe siden, at jeg har lavet den, så jeg husker det knap nok. Jeg mener dog, at den stadig gerne må virke en anelse løs i det, da den vil sætte sig lidt, når den er kølet af en smule.
Kh Nadia
jeg vil lige høre om hvis man bruger mørk muscovado om det så er det samme mængde som hvis det er brun farin..
og har du prøvede opskriften med de mål sif giver og om hvordan resultatet blev
😀
Kære Miss Smilla
Du kan sagtens bruge mørk muscovado. Nej, det har jeg endnu ikke prøvet.
Mvh Nadia
Hej Nadia.
I en original amerikansk pumpkin pie bruger man ikke hokkaido men almindelig græskar – Forskellen er at hokkaido er lidt mere Tør/melet i konsistensen, hvofor den egner sig godt i supper. Hvis du søger en lidt mere “custard-agtig” konsistens er almindelig græskar vejen frem.
Kære Rascph
Ah, mange tak for tippet. Det er rigtig godt at vide. Jeg har tidligere brugt alm. græskar, hvor det blev rigtig godt. Det skal jeg vist tilbage til.
Mvh Nadia
Har prøvet Sifs version, som kan anbefales. Vil man give den ekstra pift, så er 1½ tsk lakridspulver vejen frem 🙂
Kære Tue
Hvis det er den Sif, jeg tror, det er, så er hun bare hamrende dygtig. Tak for tippet.
Bedste hilsner
Nadia
Kan det virkelig passe at man kun skal bruge 1 hokkaido græskar? Jeg får nemlig kun 1,5 dl. Ud af 1 hokkaido græskar. Jeg har dog også skrællet græskarret og skåret det i mindre stykker inden jeg kom det i ovnen.
Kære Sara
Ja, det lyder godt nok ikke som meget. Der er selvfølgelig stor forskel på størrelsen på græskar, og så vil væden i dem nok også svinde yderligere ind, når du skræller det. Hvis du bruger øko Hokkaido, så behøver du faktisk ikke at skrælle det.
Mvh Nadia