Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg

Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg
Det er yderst sjældent, at man finder en vegetaropskrift på bloggen, og da jeg var i gang med at oprette denne, opdagede jeg, at jeg ikke engang har en kategori, der hedder “vegetaropskrifter”. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker store, saftige stykker kød, men en sjælden gang i mellem synes jeg alligevel, at det kan være en god idé at tage en kødfri dag – ikke mindst fordi vi danskere helt generelt spiser for meget kød (det belaster miljøet og alt det der).
Her er muligheden – en dejlig, sund og proteinrig servering, som kan være rigtig dejlig her i januar ovenpå al den tunge julemad. Den kan spises alene, sammen med brød, måske med en god tærte eller lignende. Vil man ikke undvære kødet, vil den også være intet mindre end fremragende som tilbehør til et par af slagterens bedste pølser eller et confiteret andelår – faktisk er opskriften inspireret af en ret, jeg ofte har spist på The Market Bar i Dublin, hvor den netop serveres med confit de canard.
Grønne linser fra Puy er i øvrigt rigtig gode, hvis man ikke er så vild med linser. Jeg har selv et lidt underligt forhold til dem, og insisterede indtil for ganske nylig (hvor min søde veninde Sofie serverede en super smagfuld linsegryde for mig) på, at jeg ikke kunne fordrage andet end Puy-linserne. Det gode ved dem er nemlig, at de ikke koger ud men holder formen.
Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg
Opskriften passer som et let måltid eller som tilbehør (til kød) til to personer. Spis eventuelt brød til.

Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg

Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg

Ingen bedømmelser endnu
Servings: 2 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stængel bladselleri
  • lidt rapsolie
  • 125 g grønne linser fra Puy
  • 3,5 dl grøntsagsbouillon Reklame for med24.dk (hønsebouillon kan også bruges)
  • 100 g babyspinat (alm. spinat kan også bruges)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  • Pil løgene og hak det ene af dem (det andet gemmes til karamelliserede løg). Pil  og hak hvidløg, og snit bladselleri fint. Varm en sjat olie i en gryde, og svits det hakkede løg, hvidløg og bladselleri i et par minutter. Herefter kommes linserne i, og der svitses atter et minuts tid. Hæld så bouillon ved, læg låg på og skru ned for varmen. Lad simre i omtrent 20 minutter, indtil linserne næsten er møre.Imens gryden simrer, skæres det andet løg i både.
  • Varm resten af olien i en pande ved svag varme, og steg løgene, indtil de er godt brune og karamelliserede. Det tager cirka 20 minutter. Pas på med ikke at skrue for højt op for varmen, for så risikerer du, at de brænder på.
  • Tag låget af gryden med linser, og lad det simre videre i fem minutter, indtil linserne er møre, og væden er kogt en smule ind. Vend spinat i gryden og rør, indtil den er faldet sammen.
  • Smag hele herligheden til med salt og peber, og vend de karamelliserede løg i ved servering.
Del indlægget

9 kommentarer

  1. Hej Nadia
    Det ser virkelig lækkert ud, smukt!
    Jeg har faktisk aldrig lavet mad med sådan nogle grønne linser der, så det må der laves om på i en nær fremtid 🙂
    Mvh Sjønne

    • Kære Sjønne
      Mange tak skal du have. Jep, jeg har også kun brugt fra den ene pakke, jeg har købt, men jeg vil forsøge at lave mere grøn mad i fremtiden, tror jeg.
      Mvh Nadia

  2. Uha, jeg elsker faktisk linser, men får det alt for sjældent. Når jeg endelig finder linserne frem, ender jeg for det meste med en form for linsesalat, hvilket er superlækkert. Det kan dog være, at jeg næste gang skal forny mig en smule og prøve den her version 🙂
    Venlig hilsen
    Luise / sesam,sesam

    • Kære Luise
      Det lyder virkeligt også lækkert med linser i salat. Det må jeg prøve på et tidspunkt. Flot blog du har 🙂
      Kh Nadia

  3. Kære Nadia,
    Det ser lækkert ud. Jeg er vild med både Puy-linser og karamelleriserede løg, så den her opskrift er den perfekte kombination, synes jeg. Jeg forsøger at have mindre kød (kun godt kød) i mit liv, så er det godt at have nogle gode fyldige vegetarretter at trække på. Den her skal jeg prøve.
    Og selvfølgelig også skønt med en lille reference til the Emerald Isle 😉
    Kh
    Kerry

    • Kære Kerry
      Mange tak. Dejligt at du kan lide opskriften. Håber, du vil synes om dem. Jeg sendte i øvrigt link til din seneste vintersalat til nogle af mine kolleger den anden dag. De syntes (også), at den så fantastisk ud 🙂
      Kh Nadia

  4. hej nadia..
    Jeg skal ihvertfald prøve og have gang i det linse sjov der,det virker til at finde ud af,det er sku en fed måde du anretter på 😉
    kh Bo

    • Hej Bo
      Ja, det er ganske simpelt, og så er det jo sundt og lækkert. Mange tak.
      Mvh Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering