
Beef Wellington, opkaldt efter hertugen af Wellington der besejrede Napoleon i 1815, er en af mine absolutte favoritter inden for det britiske køkken. Har du ikke smagt Beef Wellington, så forestil dig en luksusversion af den traditionelle, danske indbagte svinemørbrad. Svinemørbraden er skiftet ud med koens fineste udskæring, oksemørbraden, mens fyldet mellem butterdej og kød består af duxelle, et mix af svampe, løg og vin. Indmellem bruger man også den kostbare foie gras sammen med svampefyldet.
For mig er Beef Wellington noget nær det perfekte gæstemad. Foruden at smage som en lille bid af himlen, så kan det meste laves i forvejen. Bare følg opskriften lige indtil, at de små butterdejspakker skal i ovnen. Sæt dem i stedet på køl, indtil de skal bruges. Lad dem dog gerne stå ved stuetemperatur i en halv times tid, efter de er taget ud af køleskabet, før de steges i ovnen.






