Annonce

Kalvegryde med hvidvin, urter og rodfrugter

Sponseret

Kalvegryde
Som jeg tidligere har skrevet om her på siderne, så tænker jeg mere og mere i at skrue op for grøntsagsindtaget og ned for mængderne af kød. Det har på det seneste resulteret i en opskrift på panang karry med kikærter, gulerod og blomkål og opskriften på falafel, som begge har vist sig at være voldsomt populære. Jeg fortsætter derfor lidt ud ad samme rute med dagens opskrift på kalvegryde, der godt nok ikke er kødfri, men som til gengæld er super sund og spækket med grøntsager. Uanset om du lever efter LCHF (en sjat fløde vil iøvrigt også gøre sig godt heri), palæo-principperne, eller hvis du som jeg blot vil spise noget lækkert, mens du samtidig indtager en masse grove grøntsager, så er retten her glimrende.
Kalvegryden er både lavet og præsenteret i den fine runde gryde fra franske Staub, som har specialiseret sig i køkkengrej af især støbejern. Gryderne er perfekte til simremad, da de både kan gå i ovnen, mens de samtidig de er udstyret med små knopper på lågets underside. De omdanner dampe fra maden til nedbør, der “regner” ned over maden med jævn fordeling, så indholdet i gryden forbliver saftigt. Jeg har længe været fan, så det glæder mig at kunne præsentere dette samarbejde, der forhåbentlig vil føre til endnu flere lækre rustikke retter på bloggen.
Kalvegryde
Jeg har til denne gryderet valgt at bruge skært kalvekød, men oksekød eller eksempelvis dyrevildt kan også fint gå an. Kalvekød skal simre lidt kortere tid. Ifølge pakken 45 minutter, mens jeg gav det lidt over en time. Graden af mørhed er nok lidt et spørgsmål om personlig præference, men jeg vil nok give retten omkring 1 time og 15 minutter til halvanden time i ovnen ved 150 grader. Har du ikke en gryde, der kan tåle at komme i ovnen, så kan du i stedet lade den simre blidt på komfuret.
Kalvegryden er fyldt med rodfrugter, som jeg har skåret i tern. Der er både sød kartoffel, gule beder, bolsjebeder, pastiknak og gulerødder i både lilla, gule og orange farver. Har du andre rodfrugter på lager, så kan de naturligvis også gå an, men jeg ville nu nok holde mig fra rødbeder, da gryderetten ville ende med en lidt sjov farve. Helt almindelig kartoffel vil også egne sig glimrende, hvis lysterne skulle gå i den retning. Jeg lader dem kun simre med halvdelen af den samlede tilberedningstid, da jeg gerne vil have, at de ikke bliver alt for udkogte.
På grund af rodfrugterne serverer jeg kalvegryden uden andet tilbehør, men hvis man insisterer, så vil en god kartoffelmos passe fint til. 

Kalvegryde med hvidvin, urter og rodfrugter

Kalvegryde med hvidvin, urter og rodfrugter

4,50 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 800 g kalvekød ( i tern)
  • Olie (til stegning)
  • 1 stk løg (stort )
  • 2 fed hvidløg
  • 4 spsk. tomatpuré
  • 3 dl hvidvin
  • 3 dl vand (eller kalve-/oksefond)
  • timian (Et par kviste frisk eller 1 tsk. tørret)
  • 2 stk laurbærblade
  • 800 g skrællede rodfrugter (fx sød kartoffel, beder, pastinak, gulerod)
  • Salt
  • peber
  • sukker (et nip )

Fremgangsmåde

  • Varm en god sjat olie i en gryde. Krydr kalvekødet med salt og peber og brun det ad flere omgange. Tag det op af gryden.
  • Pil og hak løg og hvidløg og sautér i lidt olie i gryden i et par minutter, til løgene er klare. Kom kødet tilbage i gryden, tilsæt tomatpuré, hvidvin, vand/fond, timian og laurbærblade. Bring gryden i kog og sæt den i en 150 grader varm ovn.
  • Forbered imens rodfrugterne og kom dem i gryden, efter den har passet sig selv i 45 minutter. Lad retten simre endnu 45 minutter, til kødet er mørt, og grøntsagerne er tilberedte. De må gerne stadig have en anelse bid. Smag til med salt, peber og evt. en anelse sukker.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments