Annonce

Frisk kartoffelsalat med grønne asparges og urtedressing

kartoffelsalat med asparges

Sponseret af Eva Solo

En af de glæder, som måneden maj bringer med sig, er uden tvivl fremkomsten af de danske asparges og nye kartofler. I dagens opskrift har jeg kombineret de to i en skøn frisk kartoffelsalat med urtedressing. Opskriften er blevet til i samarbejde med Eva Solo, og den gør sig virkelig godt til kylling eller svinekød i en god BBQ-marinade. Jeg elsker også den klassiske kartoffelsalat i en cremefraiche- og mayonnaisedressing, men nogle gange er det bare rart med noget lettere (og grønnere).
eva solo green tools

Frisk kartoffelsalat med variation

Jeg har i opskriften her brugt grønne asparges, radiser og forårsløg, og jeg ville egentlig også have kommet ærter i, havde jeg haft nogle ved hånden. Du kan naturligvis variere indholdet af grønt i kartoffelsalaten efter smag og behag. Har du ikke forårsløg, kan du eksempelvis bruge rødløg, og de grønne asparges kan erstattes af tomater og agurk, hvis du foretrækker det.
Muligheden for at variere opskriften gælder naturligvis også dressingen. Jeg har brugt en kombination af bredbladet persille og estragon sammen med olivenolie, dijonsennep, honning og citronsaft. Andre urter kan dog fint benyttes – det kan eksempelvis være almindelig kruspersille, dild eller purløg. Og har du ikke lige en citron ved hånden, kan du komme en lille smule lys eddike i (fx hvidvinseddike eller æblecidereddike).
eva solo urtehakker

Grønne køkkenhjælpere

Til at lave opskriften har jeg benyttet de nye Green Tools fra Eva Solo. De består af en række forskellige redskaber til køkkenet, som letter den daglige madlavning. Du kan se dem alle lige her. Navnet kommer af, at redskaberne har til formål at få mest mulig smag ud af det grønne køkken, og fællesnævneren er, at håndtagenes indhold af plast er reduceret til det halve ved at tilføje hvedefibre. Fra et personligt perspektiv glædes jeg over, at de også ligger rigtig godt i hånde.
Jeg har her brugt både citruspresseren (som kan presse saften ud og filtrere den samtidig, så du undgår kerner!), urtekniven og ikke mindst urtehakkeren. Sidstnævnte gør det virkelig nemmere at få hakket en masse urter på kort tid sammenlignet med urtehakning med en kniv.
Frisk kartoffelsalat med grønne asparges og urtedressing

Variér mængderne

Til opskriften her har jeg brugt 500 gram nye kartofler til fire personer. Man siger normalt, at man spiser 200-250 g kartofler per person, så opskriften indeholder altså lidt mindre. Jeg vil nemlig gerne tilføje lidt ekstra grønt til mit måltid. Er salaten her dit eneste tilbehør, kan du overveje at skrue lidt op for mængden af kartofler. Alternativt kan du blande en skefuld af de hakkede urter med smør og hakket hvidløg og bikse et hurtigt hvidløgsbrød sammen. Det smager skønt – især hvis du har gang i grillen.

Frisk kartoffelsalat med grønne asparges og urtedressing

Frisk kartoffelsalat med grønne asparges og urtedressing

5 fra 3 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 g nye kartofler
  • 1-2 bundter grønne asparges
  • 1 bdt. forårsløg
  • ½ bdt. radiser
  • Salt

Urtedressing:

  • 1 bdt. blandede urter (fx bredbladet persille og estragon)
  • 1 dl olivenolie
  • 2 tsk. dijonsennep
  • 2 tsk. honning
  • Citronsaft efter smag
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Skrub de nye kartofler rene, og kog dem i letsaltet vand, til de lige akkurat er møre. Afkøl, og skær dem i mindre stykker.
  • Skyl de grønne asparges, og skær de nederste 3-4 cm fra. Skær resten i ca. 4-5 cm store stykker, og kog dem i letsaltet vand i ca. 30 sekunder. Hæld vandet fra, og lad dem køle af.
  • Snit forårsløgene, og skær radiserne i skiver.
  • Vend kartofler, asparges, forårsløg og radiser sammen med dressingen.

Urtedressing:

  • Pluk og snit urterne så groft eller fint, som du foretrækker dem.
  • Pisk olivenolie, dijonsennep, honning, citronsaft, salt og peber sammen i en skål, og vend urterne i. Smag til.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments