Annonce

Simremad – Braiseret lammeskank i rødvin

Simremad - Braiseret lammeskank i rødvin


Findes der noget bedre end en rigtig god omgang simremad på denne årstid? Mens blæsten jager de nedfaldne blade gennem gader og stræder, og regnen pisker mod vinduet, er det i min verden noget, der nærmer sig lykke i koncentreret form, at trisse rundt i huset, mens jeg jævnligt stikker næsen i vejret og dufter til den mad, som langsomt simrer på komfuret eller inde i ovnen sammen med vin og grøntsager.
Nogle af mine livretter hører til denne slags mad. Beouf bourgignon, osso buco, beef & guiness stew – jeg kunne blive ved. I weekenden forsøgte jeg at udvide mit repertoire inden for denne ‘genre’ ved at lave braiseret lammeskank i rødvin. Opskriften er min egen, og den blev lavet ud fra, hvad jeg mener, ville smage godt sammen, samt hvad jeg nu lige havde tilgængeligt. Resultatet var super lækkert med mørt, mørt kød, som nærmest faldt af benene, så snart man stikker gaflen i det og en god, fyldig sovs som komplimenterede kødet smukt.
Til denne opskrift skal man bruge en stor gryde, som kan tåle at komme i ovnen. Har man ikke det, kan man dog godt nøjes med at bruge en almindelig gryde på komfuret. Bare sørg for at det simrer blidt.

Simremad - Braiseret lammeskank i rødvin

Braiseret lammeskank i rødvin

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4 lammeskanke
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 2 store løg eller 4 små (hakkede)
  • 5 fed hvidløg (hakket)
  • 2 gulerødder (skåret i skiver)
  • 2 dl oksefond
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 flaske rødvin
  • 2 laurbærblade
  • et par kviste timian
  • jævning (smørbolle, maizena eller mel og vand)
  • balsamicoeddike
  • sukker

Fremgangsmåde

  • Indstil ovnen på 150 grader.Lammeskankene krydres med salt og peber og brunes i en god sjat olie. De tages op af gryden og sættes til side. Svits løg, hvidløg og gulerødder i samme gryde. Kom så hakkede tomater, rødvin, fond, laurbærblade og timian i sammen med lammeskankene. Bring det hele i kog og sæt så i ovnen med låg på. Lad det simre i cirka 2 ½ time eller indtil kødet er mørt.
  • Tag ud af ovnen, tag lammeskankene op og hold dem varme. Si soven (husk at gemme grøntsagerne) og kog den ned, hvis der er behov for en kraftigere smag. Smag til med salt, peber, en smule sukker og eventuelt en skefuld balsamicoeddike.
  • Jeg servede retten med kartoffelmos med purløg, som jeg anrettede i en dyb tallerken. Ovenpå kartoffelmosen lagde jeg et par skefulde af grøntsagsblandingen og oven på den en lammeskank. Jeg sluttede af med at hælde sovsen over.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
30 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments